Tag Archives: forestilling

Hun er taget på slankekur…

I dag kommer der lige endnu en barndomshistorie (forgive me). Da jeg var barn, havde jeg nemlig fuldstændig misforstået konceptet slankekur. Der var ikke rigtigt nogen i min familie, der nogensinde var på slankekur (eller havde brug for det), så af samme årsag lærte jeg aldrig rigtigt, hvad det ville sige. Ja, jeg tror faktisk aldrig, at jeg havde hørt ordet derhjemme.

Der var dog en pige i min folkeskole, som af og til fortalte, at hendes mor var på slankekur. Hvilket jeg åbenbart valgte at tolke helt frit. Jeg troede helt seriøst, at en slankekur var en tur, man tog på. Jeg ved ikke, om det var fordi jeg forvekslede ordet kur med tur, eller om jeg på en eller anden måde forbandt ordet med et kurophold. I hvert fald gik der flere år, før jeg rent faktisk fandt ud af, hvad en slankekur i virkeligheden var. Og så følte jeg mig ret snydt… Og en anelse lettet.

Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.

Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.

Hver gang hende min veninde fortalte, at hendes mor var på slankekur, forestillede jeg mig, at hun var taget på en tur væk hjemmefra. Jeg har faktisk stadig et tydeligt billede i hovedet, når jeg tænker tilbage på det: Jeg forestillede mig bogstaveligt talt, at hendes mor havde taget en madkurv under armen og så ellers begyndte at vandre langs landevejene. Og at hun skulle vandre rundt der med sin madkurv i flere dage (!).

Kan I lige forestille jer, hvor ondt jeg havde af den familie? Det var både synd for min veninde og hendes far og søskende, at de sådan skulle undvære deres mor i flere dage. Men det var da også virkelig synd for den stakkels mor, der bare vandrede landevejene tynde med sin lille madkurv i et forsøg på at slanke sig. I mit hoved havde hun gudskelov telt med til nætterne!

Det virker selvfølgelig helt skørt at tænke på nu. Tænk, at jeg har troet noget så dumt. Og sjovt! Og jeg vil altså godt lige påpege, at jeg ellers var et helt normalt og ok klogt barn. Jo, jeg var!