Tag Archives: fitnesscenter

12 dages fitnessmedlemsskab har lært mig at…

  • … der findes mennesker, der tager FEM forskellige produkter med i badet efter træning.
  • … sauna og tømmermænd er en utrolig dårlig kombination.fitness.dk
  • … træning og tømmermænd ikke er en helt så dårlig kombination, som jeg havde frygtet.
  • … man åbenbart sagtens kan lave gående lunges (eller hvad det hedder) hele vejen igennem centret.
  • … to kilometer på cykel op ad bakke efter bentræning næsten kan resultere i tårer i øjnene.
  • … folk med træningshandsker ikke bare har dem på for at se seje ud. Av for satan!
  • … træning fucker ens hårvaskerutine fuldstændigt op. Man vasker jo pludselig det garn konstant.
  • … jeg var i kæmpe mangel på sportsstrømper (har rettet op på det nu).
  • … der åbenbart er en uskreven regel om, at man fuldstændigt ignorerer de andre kvinder i omklædningsrummet.
  • … jeg faktisk synes, at det er pissefedt at træne (det vidste jeg egentlig godt, men det havde jeg bare lige lykkeligt glemt).
  • … neglelak og styrketræning tilsyneladende ikke er gode venner.
  • … folk træner på virkelig mange forskellige måder (hyggemåden, glomåden, stønnemåden, telefonmåden og mange flere – mere om det senere).

 

Irriterende Facebook-tendenser #3

I anledningen af denne fantastiske efterårslørdag, har jeg skrevet endnu et indlæg i føljetonen om irriterende facebook-tendenser. I kan finde det første indlæg i serien her og det andet her.

11. Når folk stiller spørgsmål, de kunne have googlet sig frem til på under 4 sekunder. Det gælder fx ”Nogen der ved, om Bilka har åbent i morgen?” eller ”Hvor ligger der en Shell i Silkeborg?”. Come on, folkens!

12. To personer, der skriver følgende til hinanden i en kommentartråd: ”Skriv lige på chatten i stedet for” eller ”Jeg skriver lige på chatten”. HVORFOR er den kommentar nødvendig? Hvorfor ikke bare skrive direkte på chatten i første omgang? SKAL vi andre lige informeres om, at I altså fortsætter jeres spændende samtale på chatten?

13. De der opdateringer a la: ”Hvis du synes jeg er sød, så like denne opdatering. Hvis du synes jeg er pæn, så skriv ”hej” i kommentarfeltet. Hvis du er forelsket i mig, så skriv en privatbesked” osv. Sig mig er det en slags online venindebog a la 2014 eller hvad sker der?

14. Folk der checker ind HVER gang de er i Fitness. Man KAN faktisk godt blive stor og stærk, selvom man ikke reklamerer med det, hver gang man træner.

15. De der stavefejlsbefængte billeder med et eller andet budskab, hvor der så ovenikøbet står ”Jeg ved, at 97 % af jer ikke vil dele dette på jeres væg. Lad mig se, hvem der tør!”. Tror man virkelig, at man kan lokke folk til at dele alverdens ting på facebook ved at bruge den gode, gamle ”jeg tror ikke på, at du tør”-metode?