Tag Archives: fitness

Endnu en uge #27

1) Det er søndag, siger I? Nå da. Jeg føler virkelig, at den forgangne uge har været én lang overspringshandling for mit vedkommende. Jeg føler mig totalt ude af min eksamensform!

2) I går blev dagen, hvor jeg meldte mig ind i fitness.dk igen. Hurra! For en gangs skyld en godkendt og fornuftig overspringshandling.fitness.dk

3) Straks stod den på træning, og pludselig kommer der sgu en voksen mand hen og beder mig om hjælp til at betjene en af maskinerne! MIG?! Jeg kunne selvfølgelig ikke hjælpe.

4) Denne gang skal jeg naturligvis IKKE deltage i holdtræning. Det er som bekendt ikke lige min kop te.

5) Apropos te, så er jeg hoppet med på Pukka-te-bølgen. Der var tilbud i Matas, så jeg slog til. Og jeg bøjer mig. That shit is gooood.

6) Jeg er i øvrigt også hoppet med på squashpasta-bølgen i denne uge. Jeg tog dog ikke noget billede til jer. Det lignede sgu alligevel alle de andre billeder på Instagram!

7) … Og ja, jeg ER sådan ret langsomt i forhold til den slags ting. Eller ikke langsom, men skeptisk i begyndelsen. Indtil det går op for mig, at det måske ikke bare var en døgnflue, og så må jeg jo give det et skud.

8) Fitness, squash og Pukka. Fy for pyffer, hvor lyder jeg dog sund og helseagtig. Men bare rolig, jeg har spist slik 2-3 gange i denne uge – og kage i dag. Jeg skulle jo nødigt svinde ind til det rene ingenting!

9) I fredags havde min lillebror fødselsdag. Han blev 22 år. Jeg fatter det stadig ikke! Hvordan kan min lillebitte lillebror være hele 22 år gammel? Det kan godt være, han har boet i London og bor på Island lige nu, men det anser min storesøsterhjerne åbenbart ikke som noget ægte voksent!

10) I var ret glade for indlægget med gode råd til at blive fitnessblogger. Jeg planlægger at lave et nyt et af slagsen – denne gang skal det gå ud over modebloggerne. Jeg er allerede i gang med researchen!

11) Når nu vi snakker om mode, så var jeg i Bilka i går. Der var 40 % på alt tøj, også selvom det i forvejen var nedsat helt vildt. Det var et gedemarked, men det skulle min veninde og jeg naturligvis tjekke ud. Jeg endte med at få mig et par natbukser, en træningstop, en blondetop og en nederdel for kun 124 kroner! Hvad fanden sker der? Blondetoppen kostede NI kroner! Og jeg bruger aldrig natbukser (eller blondetoppe), men jeg lod mig rive med…

 

 

20 gode råd hvis du gerne vil være fitnessblogger

  1. Brug vendinger som ”i dag skal overkroppen have tæsk”.
  2. Tag din veninde/kæreste/mor med på løbetur, så de kan fotografere dig (alternativt kan du stoppe op og tage selfies undervejs). løbesko
  3. Køb en foamroller. Det er det nye!
  4. Husk at bære mærket Kari Traa – gerne fra top til tå.
  5. Post gerne to billeder af din aftens-/morgenmad på Instagram – et totalbillede og et close-up.
  6. Tag altid billeder i spejlet, når du er i fitnesscentret!
  7. Du kalder dig naturligvis ”sundhedsblogger” og ikke fitnessblogger. Sorry, my bad!
  8. Spis altid din salat på en Royal Copenhagen-tallerken, hvis billedet skal på Instagram eller bloggen (det gælder faktisk ikke kun fitnessbloggere men bloggere generelt).
  9. Få en sponsor. Helst Energilageret eller Bodylab (ellers får du aldrig råd til alt det proteinpulver, Questbars og andet kosttilskud, du får brug for).
  10. Brug hashtags som #fitfamdk, #dullermedmuller, #eatclean og #fitliving.
  11. Husk endelig at fotografere dit fitness-ur (eller hvad det hedder?) efter endt træning, så vi andre kan se, hvor langt du har løbet, eller hvor mange kalorier du har forbrændt.
  12. Gluten er en bitch.
  13. Beskriv gerne dine opskrifter med ordene ”sundt, nemt og pisse lækkert”.
  14. Bliv venner med andre fitnessbloggere, så I kan anbefale hinanden på skift.
  15. Vis dine læsere, at du også ”bare er et menneske” = vis din slikskål!
  16. Det er en klar fordel at være hot (seriøst, de er flotte mange af fitnesspigerne!).
  17. Øv dig i den klassiske foto-posering foran spejlet, hvor du lige drejer overkroppen lidt, så din talje forbliver slank, mens din overkrop ser stor og stærk ud!
  18. Husk at ordet ”slankekur” er bandlyst. Det hedder livsstilsændring for pokker.
  19. Få dig en personlig træner. Undskyld – coach. Og en kostplan. Eller bliv selv kostvejleder.
  20. Lær at elske dadler og grønkål, hvis du ikke gør det i forvejen.

… og inden der nu bryder en shitstorm ud i kommentarfeltet, så husk lige at jeg er svært glad for sarkasme og overdrivelser (og jeg læser faktisk flere fitnessblogs med velbehag)!

Endnu en uge #26

1) Her den anden dag stod jeg udenfor og talte med min veninde, og pludselig kom en fugl flyvende mod mig i fuld fart – den fløj SÅ tæt på mit ansigt, at jeg kunne mærke, den rørte mine øjenvipper!

2) … min første tanke: “Gad vide, om jeg kunne få udsat min eksamen, hvis den havde gjort skade på mig eller smittet mig med en eller anden sygdom?”.

3) Jeg fik en fiks idé i tirsdags og skyndte mig at skrive til en veninde. Hun viste sig at være mindre begejstret for idéen:

FullSizeRender

4) Et par dage efter snakkede jeg med en anden veninde, og hun viste sig at være mere end klar på et gensyn med vores gamle fitnesscenter (nytårsforsættet, I ved…).

5) Apropos eksamen i punkt 2, så er min opgave mildest talt ved at dræbe mig langsomt. Og jeg er altså ikke engang rigtigt kommet i gang endnu.

IMG_5034

6) Seriøst, jeg har peppet denne killermåned op med en “Plank Challenge” sammen med en veninde! Så ved man, at det er slemt.

7) I torsdags byttede jeg julegaver og trak naturligvis tiden ud med lidt eksamens-trøsteshopping. Jeg købte et par stiletter, som absolut er en kandidat til mine nye yndlingsstiletter.

8) I går købte jeg også en taske. Ingen af tingene var på udsalg. Jeg stinker virkelig til at gå på udsalg.

9) I går brugte en veninde og jeg desuden en halv time i Bruuns Galleris parkeringskælder. HELE Østjylland var åbenbart samlet til udsalgsshopping.

 

Stram op!

Jeg har aldrig været i forsvaret. Til gengæld har jeg været til ”Stram Op” i et fitnesscenter mange gange, og er det ikke næsten det samme?  Man tropper op til tiden, står pænt på rad og række og kæmper for at gøre alt, hvad instruktøren siger. For man er mildest talt rædselsslagen for at blive udstillet foran hele holdet, hvis man ikke kan holde ”planken” i lige så lang tid, som alle de andre. Tænk nu, hvis de også bruger kollektiv afstraffelse i fitnesscentrene, og instruktøren pludselig råber ”Stop, stop, stop! Alle starter forfra. Vi skal lige have hende nede i hjørnet med igen”. Det vil man da for alt i verden ikke have siddende på sig.

For knap fem år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, meldte jeg mig straks ind i et fitnesscenter og drog spændt afsted til min første ”Stram Op”-time. Min første tanke, da jeg trådte ind i salen, var: ”Der stod sgu da ikke noget om dresscode?!”. Jeg var tydeligvist underdressed. Noget, jeg dengang slet ikke vidste, man kunne være i et fitnesscenter (for det kunne man bestemt ikke i det lokale fitnesscenter, jeg var vant til ude på bøhlandet). Alle de andre var smart klædt på i fine farver, dyre mærker og jeg skal komme efter dig. Deres hår sad pænt, og de havde mascara på. Mascara! Klokken var 8 om morgenen, og jeg var væltet direkte ud af sengen og afsted. Jeg troede netop, at dét var det smarte ved at vælge et morgenhold. But no.

Jeg forsøgte at gemme mig på bagerste række. Så opdagede de andre måske ikke, at jeg havde morgenhår og et par løse, forvaskede puma-shorts på. Pludselig tændte instruktøren for musikken og skruede tilsyneladende op må max volumen. Hvis jeg ikke var helt vågen før, så blev jeg det da nu. Og så begyndte hun ellers at råbe ind i mikrofonen og udføre en masse øvelser. Ordre på ordre gav hun os. Gør lige dit og gør lige dat. Jeg kæmpede febrilsk for at følge med, men instruktøren lignede ikke en, der syntes det var hårdt. Hun havde jo endda overskud til konstant at råbe til os.

På et tidspunkt begyndte hun at gå rundt imellem os. Sveden løb i forvejen ned af mig, mens jeg kæmpede med armbøjningerne, men det blev kun værre, da jeg fornemmede hendes skridt nærme sig. Og selvfølgelig gjorde jeg det ikke korrekt. ”Du skal lige lidt ned med numsen engang” forklarede hun pædagogisk.

Men jeg gav ikke op. Jeg mødte op igen og igen. Fik dog aldrig smag for det. Til sidst blev det for meget med de højtråbende og lidt for smarte instruktører, diskoteksmusikken, der strømmede ud af højttalerne, og de piger, der stod i omklædningsrummet og tog make-up på eller glattede hår, før de skulle ind og svede. Derfor valgte jeg at afslutte mit ellers så hede forhold med Stram Op.