Tag Archives: fællessang

Så syng da for helvede igennem, folkens

I dag skal vi snakke lidt om fællessang (ja, jeg skriver “vi”, selvom det nok er mest mig, der skal snakke – men I kan jo give jeres besyv med i kommentarfeltet).

I ved, når man er en stor bunke mennesker samlet og af den ene eller anden årsag skal synge en sang. Det kan være, man er til sin kusines konfirmation eller til jubilæum på arbejdet eller til andre fællessangsrelaterede begivenheder.

Og nu snakker jeg altså om de der ganske almindelige sange såsom “Marken er mejet”. Sange som alle mennesker uanset sangtalent kan synge med på (i modsætning til salmer, som kan være decideret problematiske at ramme).

Men har I lagt mærke til, hvad der altid sker, når man skal synge den slags fællessange?overheadprojektor_medium_ohp_536,p-m536p,s-700

Det er som om alle tænker “ej, det her er for pinligt. Jeg må hellere hviske sangen frem for rent faktisk at synge den”. Og så ender det med, at der sidder 50 mennesker side om side og hvisker “Marken er mejet, og høet er høstet”.

Hvad i alverden sker der for folk? Hvorfor skal den slags sange pludselig trækkes op i de allerhøjeste toner og synges som om vi sad i en kirke og sang fra salmebogen?

Jeg skal sige jer, hvorfor det irriterer mig. Min stemme ligger nemlig nede i den dybe ende af skalaen – og den er sådan set også kronisk halvhæs. Det betyder, at jeg slet ikke kan synge med, hvis sangene pludselig skal synges i de høje, sarte toner. Og det mest irriterende er jo, at det sker, fordi ingen rigtigt tør at synge med.

Hvorfor kan vi ikke alle sammen bare skråle “Marken er mejet, og høet er høstet” og stedet for at hviske den? Ja nogle mennesker mimer nærmest sangen. Og dét er sgu da endnu mere pinligt end at synge igennem.

Når den slags sker, så sender jeg altid en kærlig tanke tilbage til morgensang i folkeskolen. Dengang blev der sgu sunget med. Alle sang af deres lungers fulde kraft. Ingen var pinligt berørte og holdt sig tilbage. Ingen tænkte over, hvad andre mon tænkte om dem. Og ingen tænkte noget om de andre. Alle kiggede bare op på sangteksten (som var skudt op på lærredet via den smarte overheadprojektor) og brølede igennem.

Dét kunne man virkelig kalde fællessang.

Skulle vi ikke indføre det igen? Folkeskolemorgensang for voksne. Hvor man bare synger uden at bekymre sig om, at man jo ikke er nogen Adele. Så får vi det alle meget sjovere. Og vi slipper for at sidde og flove os over den nærmest pinlige stilhed, der finder sted midt i sangen.

… og så har folk som mig nemlig også en chance for at synge med.

Spred gerne ordet. Vi skal have alle folk med på vognen.

På forhånd mange tak.

 

Beretninger fra en nat i naturen

Hvad jeg lavede i går? Jo, jeg tilbragte skam aftenen og natten ude i naturen. Sammen med min far, bror og faster drog jeg på sheltertur ude midt i den mørke skov. Lige da praktikdagen var slut, satte jeg kurs mod skoven sammen med mit lille overlevelseskit; sovepose, lommelygte, varmt tøj og en fuldt opladet iPhone (kun til billeder naturligvis). bål

Jeg havde forberedt mig på det værste. For jeg er ærlig talt ikke særlig vild med insekter og småkryb. Så jeg havde brugt lidt tid på at udtænke en måde, hvorpå jeg kunne ligge helt gemt i soveposen, så der ikke kunne kravle edderkopper og den slags op i hovedet på mig, men hvor jeg stadig kunne trække vejret.

Jeg blev naturligvis gjort til grin af de andre B.S.-typer, som jeg havde med på turen. Det er åbenbart ikke særlig spejderagtigt lige at tjekke jorden/træstubben for småkryb, inden man sætter sig på den. Erfarede jeg. Det er heller ikke velset at springe op i en fart, fordi noget kravlede nede ved ens sko. Og man fjerner heller ikke mascara. Men så ved jeg jo det til en anden gang.

Desuden er min blære på størrelse med en ært, og det er jo ikke sådan lige til at finde et toilet derude blandt græs, træer, fugle og rovdyr! Så også dér havde jeg lidt af en udfordring. Men hovedsagen er, at jeg overlevede, og at det var en virkelig god tur.

Vi lavede dejlig mad, hvorefter vi alle sad omkring bålet, og så var der ellers dømt fællessang. Sådan en rigtig lejrbålsstemning, I ved. Vi sang en masse sange (så godt vi nu lige kunne huske dem), som mindede os hver især om morgensang i folkeskolen, efterskoletiden eller spejderturene. Derefter blev der snakket, grinet og hygget. Vi lavede hele TO slags desserter over bål, hvoraf den ene var pandekager. Til sidst kravlede vi i soveposerne, hvor vi spiste matadormix og snakkede og grinede lidt mere. Jamen altså, what’s not to like? gryderet

Ved 4-tiden faldt der ro over lejren. Ah. Søvn i den frie natur. Jeg indrømmer det gerne: det var faktisk skide hyggeligt at ligge der midt i skoven. Allerede klokken 7 vågnede de første (de to ældste naturligvis). Shit! Jeg var ikke lige klar på at forlade min varme og insektfri sovepose endnu, så min bror og jeg nappede en time mere.

Jeg var positivt overrasket over det hele – især manglen på smådyr og insekter – så jeg er mere end klar på en tur igen en anden gang. Jeg skal bare lige udvikle lidt flere B.S.-skills, så jeg kan hamle op med de andre…

Eftersom det ikke blev til ret mange timers nattesøvn, kunne jeg naturligvis ikke holde mig vågen i toget, da jeg senere vendte snuden hjem mod Århus. Desværre har jeg åbenbart problemer med at sove på en normal, diskret og almindelig måde i offentlig transport! Først vågnede jeg med munden halvt åben (oh, skræk) og senere vågnede jeg med et sæt, fordi toget pludselig blev invaderet med nye passagerer. Derfor besluttede jeg mig for at holde mig vågen resten af turen. Jeg skulle ikke nyde noget af at udvise flere direkte ucharmerende og halvpinlige grimasser i søvne. Jeg mener, tænk hvis nogen valgte at skrive om mig på deres blog!