Browsed by
Tag: browser

Endnu en uge #6

Endnu en uge #6

1) Er man blevet lige lovligt voksen, når man bruger hele sin lørdag aften på sofaen og ser Matador? Og hygger sig gevaldigt! Og tænker: Ej det vil jeg da også gøre næste lørdag! Er man det?

2) Status på min løbetræning: det går pissehamrende dårligt. Og det skal jeg gerne indrømme. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har løbet, siden jeg startede i praktik. Hvilket naturligvis IKKE er godt nok. Jeg skal jo nå det skide mål for helvede!

3) … Én af grundene til de manglende løbeture er nok vejret. For hvad tager man lige på, når der er kulde og blæst udenfor? Det er et stort dilemma for en nybegynder på området! Derfor har jeg i dag investeret i et par løbetights og en løbetrøje, som begge er perfekte til efteråret. Jeg satser på, at motivationen følger med sådan et køb.

4) Og så lige det SIDSTE punkt om løb: hvordan i alverden løber man i øsende regnvejr med sin smartphone? Først planlagde jeg at putte den i en frysepose, men så kan den ikke være i holderen på armen. Så hjælp mig derude! Hvad gør I, når det regner?

5) Jeg er meget stor fan af Rejseholdet. Elsker Fischer, La Cour og alle de andre. I går gik det imidlertid op for mig, at jeg ikke kan finde min dvd-boks. Jeg kan huske, at jeg har lånt den ud engang for længe siden. Kan bare ikke huske til hvem. Og jeg trænger altså meget snart til et Rejseholdet-fix. Argh!

6) Jeg glemte at nævne det på sidste uges liste, men jeg har for nyligt gjort den opdagelse, at bloggen her ligner lort, hvis man bruger Explorer-browseren. Jeg bruger altid selv Chrome, og her ser den helt fin ud. Jeg skal lige have fundet ud af, hvad man gør ved den slags (læs: jeg skal lige spørge min kæreste). Sidder der nogle læsere derude, som bruger andre browsere, så giv gerne en melding, hvis der er noget galt dér også!

7) Overraskende få læsere råbte op i koret af slikmunde. Jeg ved, at der må være flere derude!

8) I sidste uge fortalte jeg jer om min nye hobby: at tage billeder af latterlige kommentarer til kendte mennesker på Instagram – som naturligvis senere skal bruges i et (eller forhåbentligt flere) blogindlæg. Hvis I har nogle bud på, hvem jeg skal følge for at finde sjove kommentarer, så råb meget gerne op i kommentarfeltet.

9) HVORDAN kan det seriøst have været regnvejr HVER dag i den her uge, lige når jeg har skullet cykle hjem fra arbejde? OG modvind!