Browsed by
Tag: ugen der gik

Endnu en uge #22

Endnu en uge #22

1) Dette blev ugen, hvor jeg smagte min første onsdagssnegl – ja, sådan en kæmpe stor en fyldt med brunsviger-snask og alt muligt guf. Jeg spiste naturligvis kun et stykke af en, men jeg var i himlen!

2) Jeg faldt over dette skilt i Netto:

godt toiletpapir

Genial markedsføring! Jeg købte det naturligvis. Og det er godt.

3) På min te opdagede jeg dette lille citat forleden dag:

fredsted

Hvad er det for noget at skrive, Fredsted? Det lyder måske en anelse poetisk, men det holder jo ikke i byretten.

4) I fredags var jeg til julefrokost igen. Og jeg glemte naturligvis IGEN at købe tømmermændsmad til i går. Da jeg kom hjem midt om natten, erfarede jeg dog heldigvis, at min kæreste havde været så betænksom at købe både ostepops og danskvand til mig. Hurra!

5) … På trods af ostepops og danskvand var min krop dog helt vildt slatten i går. Og overfølsom. Efter en kyllingeburger med cola (on the side, forstås) fra det lokale pizzeria gik det dog en anelse bedre.

6) Jeg tog derfor i Bilka med en veninde i går aftes. Efter to timer (!) derinde kom vi ud til en spejlglat parkeringsplads og en bil fyldt med is på ruderne. Så VED man bare, at man har været i Bilka lidt for længe.

7) For nogle måneder siden fik min mor endelig en iPhone. Og hun er meget glad for den. Så glad, at jeg fik denne sms fra hende forleden morgen:

sms fra mor

8) Apropos sms’er fra min mor, så er der nogen, der har større kalenderlysproblemer end jeg har. I går sendte hun nemlig dette billede:

mors kalenderlys

9) I denne uge faldt jeg over to artikler på Ekstra Bladet, som handlede om hhv. Fie Laursen og Chili Klaus. Folk gik AMOK i kommentarfeltet med kommentarer a la ”Hun/hun er jo overhovedet ikke kendt”, ”Lad nu være med at give ham/hende mere opmærksomhed” osv. Øh… Punkt 1: I kender dem jo tilsyneladende. Punkt 2: I giver dem jo opmærksomhed lige nu?

10) I dag er det den 3. søndag i advent. Jeg har altså lidt travlt, hvis jeg skal nå alt på min decemberliste!

Endnu en uge #21

Endnu en uge #21

1) Jeg har virkelig været en sløv blogger i den forgangne uge. Det er for dårligt, men jeg har simpelthen haft SÅ travlt.

2) Generelt har jeg et ambivalent forhold til netop denne december måned. På den ene side er jeg oppe at køre over julestemningen og at juleaften nærmer sig, men på den anden side er jeg i en slags panik over, at der er så kort tid tilbage af min fantastiske praktikperiode. Som slutter allerede den 19. december. Det kan jeg SLET ikke overskue!

3) Forleden dag ødelagde jeg min neglelak pga. en pistacienød. Min neglelak som jeg netop havde påført. Bare nej!

4) Jeg har kigget lidt på jobannoncer i denne uge. Har fundet overraskende mange eksempler på virksomheder, som vil have kandidater, der skriver fejlfrit dansk – men som samtidigt har irriterende fejl i deres egen annonce. Fx ”Skynd dig at send en ansøgning”.

Klar, parat, julefrokost!
Klar, parat, julefrokost!

5) I fredags var jeg til julefrokost. Og jeg fik ikke overholdt min egen regel om at købe tømmermændsproviant, før jeg tog afsted. Jeg var ikke tilfreds, da jeg vågnede i går!

6) … Jeg måtte seriøst spise en rugbrødsmad med ost, da jeg stod op. Det er bare ikke det, man har mest lyst til, når man vågner op helt svimmel og med både kvalme og en frottébelagt tunge.

7) Efter ostemaden smed jeg mig på sofaen (skulle jo nødigt risikere at være for aktiv). Her blev jeg blændet af den skarpe sol, hvis stråler ramte direkte ind i vores stue. Og her tog jeg mig selv at blive helt irriteret. Sol i december? Ej, men så gå dog væk!

8) Apropos min liste med mål for december, så opfyldte jeg ét af dem i går. Eller det vil sige, at målet blev lavet en anelse om. Min veninde og jeg havde aftalt at holde julefrokost bare os to. Med sild, snaps og hele molevitten. Desværre viste det sig, at vi havde store problemer med at finde en dato i december, hvor vi begge havde tid, og det blev derfor i går. Hvor vi begge var meget ramte af tømmermænd. Så julefrokosten blev lavet om til en hyggeaften på sofaen med junk, pigesnak og julekalender i tv. Bestemt også anbefalelsesværdigt.

9) Jeg er lidt sur på Post Danmark lige for tiden. I mandags stod jeg i kø på posthuset i 17 minutter (!) for at sende en pakke. Som angiveligt skulle nå frem inden for 2-4 dage. Den er bare ikke ankommet endnu. Kan man virkelig tage 57 kroner for den slags?

10) Kan I nu have en ganske fantastisk anden søndag i advent alle sammen. Hvad skal I bruge den på?

Endnu en uge #20

Endnu en uge #20

1) Vi var jo et smut på landet i sidste weekend, hvor min mor naturligvis insisterede på at sende lidt proviant med os hjem. Det blev tre forskellige slags hjemmebag: vaniljekranse, kanelkage og paleobrød. Både vaniljekransene og kanelkagen forsvandt allerede i løbet af mandagen, hvorefter paleobrødet bare stod der og gav os dårlig samvittighed. Typisk!

2) I denne uge købte jeg mit første bæger russisk salat nogensinde. Det smager sgu da fantastisk! Det virker måske lidt ulækkert, men det er det ikke. Ikke engang den fra Budget til 9 kroner.

3) Mit nyindkøbte juletræ kom op i denne uge, og i dag fik jeg det pyntet. Ej, men se lige her:

juletræ

Er det ikke smukt? Jeg elsker det.

4) I dag er det 1. søndag i advent, og herhjemme betyder det JULEPYNT. Jeg slap min indre Gertrud Sand løs og gik i gang med adventsdekoration, kalenderlys, nissemænd og juletræspyntning. Samtidig fik den ikke for lidt på julemusikfronten, og både Jul det’ Cool, Driving Home for Christmas og alle de andre strømmede ud af højttalerne.

5) Faktisk er jeg først begyndt at komme i helt ægte julestemning i dag. Det plejer altid at være kommet for længst. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi på min praktikplads har snakket om jul i to måneder nu, fordi vi for en måned siden gik i gang med produktionen af nogle jule tv-programmer. Så jeg har åbenbart haft svært ved at mærke den ægte julestemning i år, fordi jeg har været i ”falsk” julestemning så længe i forvejen.

6) … Ja, jeg gik faktisk og var lidt bekymret for mig selv. Hvor var den ellevilde julefreak blevet af? Hvad nu hvis mit rigtige julehumør slet ikke dukkede op? Så det kom som en lettelse i dag, da punkt 4 blev udlevet, og jeg nød det i fulde drag. Pyyyha, Gertrud Sand er ikke flyttet ud af min krop!

7) Jeg er begyndt at savne Årgang 0 (elsker det program!) helt vildt, fordi speakeren fra programmet er begyndt at speake én eller anden reklame, der kører i tv for tiden. Kan ikke huske hvilken, men det er 100 % ham.

8) I skrivende stund sidder jeg og venter på, at min netop påførte neglelak tørrer. Det fik mig til at tænke på dette indlæg.

9) Har I set gårsdagens indlæg med en guide til de allerbedste voksenjulekalendere? Hvis ikke, så gør det lige. Du skal se mindst én af dem i december (helst to) – det er en ordre!

 

Endnu en uge #19

Endnu en uge #19

1) Er I godt klar over, at om blot en uge, så er det første søndag i advent? HVOR er november blevet af? Og HVEM laver en adventskrans for mig?

2) Mandag aften i 22-Nyhederne hørte jeg Poul Erik Skammelsen bruge ordet “tissemand” flere gange end jeg har hørt dét ord i løbet af de sidste 6 måneder.

3) … Han sagde det faktisk næsten lige så mange gange, som ordet “taxa” blev brugt i medierne i onsdags!

4) I onsdags skete der også det, at jeg fuldstændigt glemte at spise frokost i løbet af min arbejdsdag. Jeg kom i tanker om det klokken 15, hvor jeg stadig ikke var blevet sulten. Jeg blev sgu helt bekymret for mig selv.

5) Torsdag var min appetit dog vendt tilbage for fuld skrue. Pyha! Også kagetrangen!

6) Jeg har købt mit første juletræ. I Harald Nyborg. Altså et lille og kunstigt ét på 90 cm (totalt “2-værelses lejlighedsvenlig” opfindelse). Det bliver SÅ fint!

7) … Efterfølgende indså jeg, at jeg da egentlig ikke ejede noget juletræspynt. Straks smuttede jeg i Føtex og flåede kugler ned af deres julehylder. Endte med disse skønne ting: 

foto

8) Sådan gik det til, at jeg pludselig havde brugt 300 kroner på juletræ og tilhørende pynt. Hvilket kun er fair.

9) Denne weekend startede for mit vedkommende først klokken 21 i går aftes. Jeg var nemlig så skide heldig at blive sendt på optagelse i København i går.

10) Mens vi kørte rundt i Københavns gader, gik det op for mig, hvor meget jyde, jeg er. Jeg sad og forsøgte at holde øje med, om fodgængerne og cyklisterne mon var nogen, jeg kendte. Fik ikke lige øje på nogen…

11) I dag er vi på søndagsvisit hjemme hos de gamle. I ved, helt derude hvor kragerne vender. Vi tog på julemarked, hvor jeg naturligvis prøvede kræfter med mit held i tombolaen. Og der var sgu gevinst. Ét styk pileflettet kræmmerhus til mig!

12) Og så vil jeg bare ønske jer alle en superdejlig søndag aften!

Endnu en uge #18

Endnu en uge #18

1) Hvad sker der for, at jeg aldrig har ”fejret” Mortensaften før i år? Det er da bestemt en fejl! I mandags havde min svigermor inviteret os på and med det hele, og hold nu kæft, hvor var det lækkert. Jeg sværger, jeg kunne trille hjem.

2) Senere på aftenen opdagede jeg, at de sociale medier bugnede af Mortensaftensbilleder (som var det det mest naturlige i verden), og jeg stod tilbage og følte mig lidt snydt. Sig mig, plejer alle andre bare at mæske sig i and, kartofler, rødkål og brun sovs denne aften uden at informere mig eller hvad?

3) Har igennem hele ugen delt redigeringsrum med en meget sød og meget højgravid kollega. Det er som om, min krop ikke helt fatter, at den ikke er gravid og derfor ikke behøver crave kage eller andre søde sager hver eftermiddag, bare fordi hun gør.

4) I den kommende uge sidder vi der begge to igen, og jeg har besluttet at udsætte min krop for et komplet ”ingen-kage-eller-andre-lækre-eftermiddagssnacks”-princip. Det bliver jo ikke ved med at gå!

5) Dette blev ugen, hvor jeg erfarede, at der findes en amerikansk mand, der seriøst lever af at ligne Barack Obama. Det er jo for sindssygt. Hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om, så google ham lige – han hedder Louis Ortiz.

6) I onsdags var jeg SÅ tæt på at slæbe min fyldte (og en anelse ulækre) skraldepose med ind i Føtex. Hvor træt er man så? Og hvordan ville jeg mon have reageret, hvis jeg pludselig opdagede skraldeposen i min højre hånd, mens jeg stod der midt i Frugt og Grønt?

7) Jeg har været så afsindigt forkølet i hele denne uge (jeg er åbenbart indehaver af verdens absolut dårligste immunforsvar), at min lugtesans har været sporløst forsvundet og først så småt er vendt tilbage i går. Ikke 100 %, men måske 40 %. Og det er da fantastisk!

Den helt igennem fantastiske julebutik!
Den helt igennem fantastiske julebutik! Og dette billede har en af mine veninder taget tidligere på ugen – jeg kunne ikke rigtigt få taget nogen i går, fordi der var folk overalt.

8) Grundet denne lange og slemme forkølelse har jeg også i løbet af ugen lavet usandsynligt mange kopper kamillete. Jeg føler mig efterhånden overbevist om, at jeg kan lave en kop i søvne med lukkede øjne UDEN at skolde mig eller spilde en eneste dråbe. What a talent.

9) I går oplevede jeg noget fantastisk. Var inde i en sand julebutik i Århus. Der var julepynt overalt i alle former og farver. Og der strømmede naturligvis julemusik ud af højttalerne. Det var fantastisk!

10) … Desuden vrimlede det med mennesker derinde, så vi kunne næsten ikke komme hverken frem eller tilbage. Og så er det, man spørger sig selv; hvem er det så lige, der brokker sig over, at butikkerne pynter tidligt op? Jeg troede jo, at min veninde og jeg skulle have julebutikken for os selv i går, fordi alle andre åbenbart ikke gider at jule endnu!

Endnu en uge #17

Endnu en uge #17

1) I starten af ugen gik jeg begejstret rundt blandt julehylderne i Føtex (endelig!), da jeg pludselig fik øje på spindelvævslys. Hvor mange år er det lige siden, man sidst har set dem? Det minder mig virkelig om mine tidlige teenageår, hvor jeg fyldte mit værelse op med gelélys, duftlys, spindelvævslys og hvad der nu ellers fandtes.

2) Jeg har i denne uge erfaret, at den klassiske Ikea-tur også gælder for Bilka! Sikke da en fantastisk butik.

3) Jeg faldt over denne bog i Netto her den anden dag:

lotte modsat

Så stod jeg der og blev totalt nostalgisk, for nøj, hvor blev den tit læst højt, da jeg var lille.

4) Qua ovenstående tre punkter kunne man fristes til at tro, at dette indlæg var sponsoreret af Dansk Supermarked. Det er skam ikke tilfældet, I promise.

5) I fredags var jeg ude at bowle. Det gør man jo bare aldrig mere?! Hvilket er dumt, for det var faktisk skide sjovt. Også selvom jeg knækkede en negl allerede efter 4 minutter – avs!

6) (Her kunne jeg også have valgt at blære mig med, at mine kæreste og jeg vandt alle tre runder. Men det undlader jeg naturligvis…).

7) I sidste uge hidsede jeg mig helt op, da jeg hørte Mads & Monopolet. Dilemmaet drejede sig om et par, der var blevet skilt, og nu havde delebørn. Moren havde fået en ny mand og et nyt barn, og faren var sur/irriteret over, at moren havde givet deres fælles børn en billederamme med et billede af deres nye halvlillesøster. WHAT? Kan det seriøst være et problem? Er det muligt at være mere egoistisk?

8) I denne uge blev jeg til gengæld helt blød om hjertet, da jeg hørte Mads & Monopolet – her kom den lykkelige skilsmisse nemlig ind i billedet. Det handlede om et par, der var blevet skilt for mange år siden, og som også havde fælles børn. De havde et rigtig godt forhold til hinanden og sås tit og var sammen med børnene sammen. Nu skulle moren så giftes med sin nye mand, og hun havde spurgt eksmanden, om han ville følge hende op ad kirkegulvet. Dét er da stikmodsat ovenstående dilemma!

9) Dette blev også ugen, hvor den bloggens første konkurrence blev skudt i gang. Hvis du ikke har deltaget endnu, så skynd dig – jeg trækker først en vinder på onsdag.

Endnu en uge #16

Endnu en uge #16

1) Som nævnt den anden dag i indlægget om ingenting, så er denne uge simpelthen bare fløjet afsted. Den har været travl men heldigvis mest af alt pissefed! Den kommende uge bliver ligeså.

2) Kan I huske, da jeg pludselig havde en edderkop på cykelstyret på vej på arbejde? Det skete igen TO gange i denne uge! Hvad fanden sker der? Jeg ligner jo en komplet idiot, når jeg står der helt panisk og sparker på mit cykelstyr.

3) Tirsdag morgen cyklede jeg på arbejde i regnvejr – ikke øsende regnvejr, men lidt. Min mascara blev siddende, hvor den skulle, men mine høretelefoner gik til gengæld i stykker! Af sådan en smule regn? Come on, Apple. Selv L’Oréal kunne klare det.

4) I fredags vrimlede både Facebook og Instagram med børn, der var klædt ud i anledningen af Halloween, eller folk, der var samlet for at se uhyggelige film. Sig mig, siden hvornår er Halloween blevet noget, vi sådan fejrer i Danmark? Det har jeg da totalt misset!

5) Ja, jeg gik faktisk forbi Fætter BR i sidste uge, hvor der hang massevis af Halloween-kostumer udenfor, og jeg lo for mig selv og tænkte ”HA, Fætter BR, som om! Tror I selv, nogen i Danmark køber den slags?”. But yes.

6) Fredag eftermiddag var jeg så træt, da jeg cyklede hjem fra arbejde i det ellers så friske efterårsvejr, at jeg gabte 7-8 gange på vejen. Seriøst, hvis man gaber gentagne gange på cykel ude i kulden, hvor træt er man så?

7) Har lige indset at hele tre af de ovenstående punkter handler om mine cykelture til/fra arbejde… Ynkeligt!

8) Fredag aften besluttede min kæreste og jeg, at vi nok hellere måtte skaffe noget Bland Selv-slik. Føtex har simpelthen tilbud om fredagen, så der var folk overalt ved slikbøtterne. Det var helt sindssygt, som folk gik amok. Slap nu af people, der er nok til alle. Jeg var tæt på at miste min tålmodighed og bare give op. Og SÅ er det altså slemt (vi snakker jo trods alt slik)!

9) I dag har jeg lovet mig selv kun at have to planer: at blogge og sove middagslur! Måske skulle jeg gøre begge tingene to gange?

Endnu en uge #15

Endnu en uge #15

1) Dette blev ugen, hvor jeg for første gang i mit liv blev ramt af andendagstømmermænd. Suk. Jeg fik seriøst kvalme mandag i frokostpausen, da jeg stod i kantinekøen og pludselig kunne lugte maden. Er jeg virkelig ved at være SÅ gammel?

2) Onsdag morgen gik jeg rundt i lejligheden og frøs helt vildt, alt imens jeg kiggede ud på det kolde morgenvejr. Jeg besluttede mig for, at det nok var på tide at hoppe i vinterjakken. På vej på arbejde cykler jeg så forbi en mand i shorts. Er nogen mennesker lavet af sten eller hvad?

3) Jeg har smagt min første Dr. Pepper. Og jeg fornemmer, at vi bliver ret gode venner. Det smager jo som at hælde flydende marcipan ned i halsen! Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig det noget før?!

dr pepper

 

4) I går aftes var jeg i biografen med min kæreste, og denne gang var der hverken nogen der pruttede, sniksnakkede eller smaskede (det var der nemlig sidste gang, og det kan du læse om her). Min sidemand lugtede dog en smule, men det var til at leve med (og her snakker jeg naturligvis om min fremmede sidemand – ikke min kæreste).

5) Som sædvanligt kunne jeg ikke styre mig, da jeg blandede slik, så jeg endte med en alt for stor pose, som jeg slet ikke kunne spise. Det betød, at der var rester til i dag, da jeg skulle arbejde i et par timer. Pludselig var det der søndagsarbejde slet ikke så slemt.

6) Dette blev også ugen, hvor bloggen nåede op på 100 følgere på Bloglovin’. Jubii. Så får man sådan en fin mail:

100 folowers

I skrivende stund er vi oppe på 108, og jeg giver hellere end gerne en krammer til jer alle! Og en tår af min Dr. Pepper.

7) Apropos Bloglovin’, så er jeg blevet gjort opmærksom på, at der nogle gange popper kommentarer til bloggen op, som var det nye indlæg. Meget mystisk! Det skal jeg naturligvis nok forsøge at få fikset hurtigst muligt, for det er da noget værre spam!

8) I nat sluttede sommertiden, og det gav os en ekstra time at sove i. Det kan vi b-mennesker virkelig godt lide! Og hurra for smartphones, der husker den slags selv. Det havde jeg da slet ikke tænkt på.

9) I den kommende uge får jeg simpelthen så travlt, at jeg har besluttet mig for at lave absolut ingenting i aften. For ligesom at spare noget ”slappe af”-følelse op. Håber det virker!

10) Jeg går og fifler lidt med idéen om at lave en slags julekalender her på bloggen i december. I indlægsform altså. Man er vel ikke julefreak for ingenting. Ved bare ikke liiige, hvad det skulle være. Jeg lægger straks hovedet i blød.

Endnu en uge #13

Endnu en uge #13

1) Dette blev ugen, hvor jeg købte årets første julepynt. Jeg var i Imerco, hvor der åbenbart var udsalg på Trip Trap-nisser, og pludselig sad Simone og Albert der og kaldte på mig. De VILLE med hjem. Og det kom de (bare rolig, jeg har ikke stillet dem frem endnu!).

2) Jeg har også købt mig et par nye støvler, som jeg er ret vild med. Jeg skyndte mig naturligvis at tage dem på på arbejde. Efter at have haft dem på i et par dage, opdager jeg følgende under bunden:

prismærke

Ups. Det ER bare for kikset. Især fordi jeg rigtigt har gået der og vist dem frem til folk.

3) Kan I huske de der stramme plastiktatoveringer, man gik rundt med i 90’erne? Som man havde rundt om halsen eller håndleddet? I går så jeg en pige i Føtex, som havde sådan en på halsen. Ærlig talt så kiggede jeg altså lige en ekstra gang. Nå, men ifølge en hurtig Google-søgning, skulle de være på vej til et comeback. Det bliver et nej tak herfra.

4) Jeg var endelig ude at løbe igen. Og denne gang løb jeg åbenbart SÅ hurtigt, at jeg tabte mit hårbånd. Det var pisk væk lige pludselig. Det er sgu da en fremgang!

5) Dette var også ugen, hvor jeg faldt over denne nyhed:

popcorn

Oh happy day, siger jeg bare. Jeg ser frem til, at blogland bliver indtaget af “popcorn-blogs”.

6) Jeg har lagt mærke til, at jeg efter praktikstart er begyndt at drikke lidt for store mængder kaffe. Jeg er bange for pludselig at blive sådan én, der ikke kan fungere uden min morgenkaffe (på trods af at jeg endnu slet ikke drikker morgenkaffe), så jeg er begyndt at trappe ned. Har skiftet det hele ud med min egen medbragte grønne og hvide te. Det smager jo fantastisk, og jeg føler mig sådan lidt helseagtig. Win-win.

7) Jeg har brugt hele min søndag på at male et billede. Ja, et rigtigt billede! Som skal hænges op i vores lejlighed og alt muligt. Heldigvis malede jeg det sammen med min dygtige og kunstneriske veninde, så det blev faktisk helt vildt fedt. Hvis jeg altså selv skal sige det.

8) … Faktisk blev det så sejt, at jeg sidder og beundrer det, mens jeg skriver dette indlæg.

9) Min computer blev formateret i går, og dette er første gang jeg bruger den efterfølgende. HVORFOR gjorde jeg ikke det noget før?!

10) Nu må I have mig undskyldt. Jeg har hørt, at der er kommet juleslik i Netto, og jeg craver virkelig nisseskum efter den oplysning. Eller marcipanstykker. Eller begge dele. Det ER jo kun søndag én gang om ugen.

 

Endnu en uge #12

Endnu en uge #12

1) Jeg er helt oppe at køre over, at vejret var så godt i går. Hvad sker der for lækkert, lunt solskinsvejr på sådan en oktoberdag? Jeg sad udenfor og spiste frokost!

2) Underligt nok var jeg samtidig også ret tilfreds med det mere grålige og efterårsagtige regnvejr i dag. Det indbyder jo totalt til indendørs hygge med stearinlys og hyggesokker.

3) Deraf kan det konkluderes, at jeg ALDRIG bliver enig med mig selv om, hvilken årstid jeg bedst kan lide (bortset fra at det er jul om vinteren, og julen trumfer alt).

4) I torsdags handlede jeg i Lidl sammen med en veninde, og vi gjorde en fantastisk opdagelse: deres røvbillige discount-chipsposer er fyldt HELT OP. Det kunne Kims dælme lære noget af. Der er ikke noget værre end at åbne sådan en halvtom pose Snack Chips – man bliver jo skuffet gang på gang!

5) Jeg har genopdaget Bailey’s. Den drik er jo totalt undervurderet! Især i kaffen. Mere af det, tak.

6) I onsdags sendte min far mig et billede af et dyr, han havde skudt, da han var på jagt. I et hurtigt og måske lidt uopmærksomt øjeblik, kunne jeg sgu ikke lige se, hvilket dyr det var (til mit forsvar var billedet altså lidt utydeligt), så jeg skrev tilbage og spurgte. Fik aldrig et svar. Min far fortalte i dag, at han altså nægtede at svare på SÅ dumt et spørgsmål. Det var en hare. Og det kunne jeg da også godt se ved nærmere eftertanke.

7) Jeg fandt dette slik i en købmandsbutik langt ude på landet:

pop rocks

 

Dét er jo bare indbegrebet af barndom! Min veninde og jeg var helt oppe at køre og vi grinede og lo, alt imens slikket poppede rundt på vores tunge og i halsen.

8) I weekenden har jeg levet så klamt, at det sundeste, jeg har indtaget, er de små stykker gulerod og selleri (som i øvrigt smager af sådan cirka ingenting), der befandt sig i min hønsekødssuppe med melboller.

9) Derfor SKAL jeg løbe i morgen. Og spise grøntsager. Og havregrød!

10) Nu vil jeg læne mig tilbage i sofaen og nyde resten af denne søndag aften. Jeg håber, at I alle får en fantastisk uge!