Browsed by
Tag: veninder

Hvad man kan overhøre i fitnesscentret #1

Hvad man kan overhøre i fitnesscentret #1

To piger træder ind i omklædningsrummet fra morgenstunden. De ankommer i træningstøj og går lidt rundt og snakker. Så sætter de sig på bænken og snakker videre. De snakker også i telefon på et tidspunkt.

Gensyn med mit fitnessselfie!

Pige 1: Jeg kommer altså ikke til at træne i dag. Det kommer simpelthen ikke til at ske! Jeg er bare kommet for at gå i sauna…

Pige 2: Ej hallo, mener du det?

Pige 1: Ja da!

Pige 2: Ej… Jeg vil altså gerne træne. Altså kun lige røv. Kan vi ikke godt det?

Pige 1: Okaaay, så en hurtig røv-øvelse da.

Hørt i Vero Moda

Hørt i Vero Moda

I eftermiddags var jeg i Vero Moda for at bytte en fødselsdagsgave, og her erfarede jeg, at de åbenbart er begyndt at sælge sportstøj (tilgiv mig hvis det er old news). Det skulle jeg da lige tjekke ud, og mens jeg stod der i hjørnet af butikken og undersøgte deres løbetights nærmere, kom to piger forbi, som tilsyneladende også opdagede Vero Modas sportstøj for første gang:

Veninde 1: Tsk, der er sportstøj!
Veninde 2: Tsk.
Veninde 1: Ej, ved du hvad, der er nogle piger i min klasse, og jeg tror de dyrker sport sådan cirka hver dag.
Veninde 2: Ej, seriøst?
Veninde 1: Ja, og så må de heller ikke spise kage og sådan noget om aftenen.
Veninde 2: Ej, altså..

Jeg stod bare tilbage og tænkte: Hvordan kan de være chokeret over dét – har de ikke Instagram eller hvad? (og samtidig fik jeg helt vildt ondt af veninde 1, fordi hun var ”en stor pige” og samtidigt sagde den slags).

 

Psst… Du kan læse et ”Hørt i Netto”-indlæg lige her.

 

 

Lidt om solbadning

Lidt om solbadning

solbad 2Med sådan en imponerende lækker sommer, som vi har i Danmark i år, er der rig mulighed for solbadning. Men er jeg den eneste, der ikke er helt nede med at slikke sol?!

Jeg får altid vildt meget lyst til det, så snart solen titter frem. Især i starten af sommeren. For vi skal jo ud og nyde solen, men vi kan. Og ikke mindst skal vi have noget farve på de vinterblege kroppe!

Så jeg pakker straks de nødvendige ting til en dag på græsplænen i strålende sol. Imens går jeg og glæder mig til rigtigt at nyde sommeren. Hvor bliver det lækkert, tænker jeg. Dernæst tager jeg en veninde eller min kæreste under armen. Vi smider os i solens stråler, og de første 30 sekunder går med, at jeg tænker Ah, hvor er det skønt det her. Dét er livet!

Men uden at lyve går der max de der 30 sekunder, før jeg tænker Åh nej! Her keder jeg mig seriøst allerede og kommer i tanker om, at jeg jo ikke kan holde det ud. Jeg har virkelig ikke tålmodighed til at ligge der og vente på at blive lækker brun. Det er også for varmt, og jeg kan kun ligge og tænke på, hvor meget jeg sveder. Og at jeg savner en pool. Og keder mig!

Dette forsøger jeg at imødekomme ved at lave noget ”aktivt”, imens jeg soler. Det kan være at læse, gætte kryds og tværs, spille kort eller den slags. Så bliver det altså lige en tand sjovere og lidt mere udholdeligt.

Sådan undgår du at få sol i øjnene.
Tip: sådan undgår du at få sol i øjnene.

Mine veninder derimod! DE kan fandme sole, skulle jeg hilse og sige. Jeg forstår det slet ikke. De ligger der som forstenede i lang, lang tid. Og de NYDER det. De bliver ikke utålmodige og behøver ikke vende og dreje sig hvert andet minut. Jeg fatter virkelig ikke, hvordan de kan holde til det? De ligger i den helt rette vinkel i forhold til solen, og de har nøje styr på, hvornår de skal ligge på maven og ryggen for at blive lige brun på begge sider.

Imens ligger jeg misundeligt ved siden af og keder mig langsomt ihjel, samtidig med at jeg er ved at smelte. Alligevel bliver jeg ved med at gå ud for at solbade, så snart solen titter frem. For vi skal jo have noget ud af solen, mens den er her. Jeg er nok bare bedst til at lave noget, imens jeg nyder solen.

Hvad med jer, er I vilde med solbadning? Eller keder I jer også hurtigt ligesom mig?

Da min veninde glemte min fødselsdag

Da min veninde glemte min fødselsdag

I dette indlæg reklamerede jeg for historien om engang, hvor jeg spiste brunch med min veninde for at fejre min fødselsdag. Men det havde hun altså bare lige glemt… Den historie vil jeg fortælle jer i dag.

Det var min gode veninde, Lea, som jeg har kendt siden gymnasiet, og historien er nogle år gammel. Jeg havde spurgt hende dagen før min fødselsdag, om hun ville med ud at spise brunch i morgen, og det ville hun heldigvis gerne. Jeg tænkte, at hun naturligvis var klar over, at det var i anledningen af min fødselsdag. Det skulle senere vise sig, at det var hun bestemt ikke…

Jeg blev vækket om morgenen af min kæreste med gave og det hele. Derefter traskede jeg glad over til Lea for derefter at følges med hende ned til den udvalgte café. Vi havde aftalt at mødes uden for hendes hoveddør, men hun var der ikke endnu. Jeg satte mig på trappestenen for at vente.

Efter et par minutter ringede hun til mig: ”Vi har et problem. Jeg er først lige vågnet”, sagde hun. Nårh ja, det er jo, hvad der kan ske. Vi aftalte, at jeg ventede ude i det dejlige solskinsvejr, mens hun skyndte sig at gøre sig klar. Hun ønskede mig ikke tillykke med fødselsdagen i telefonen, men jeg tænkte, at hun nok ville vente til hun kom ned til mig.

Efter noget tid råbte hun ud af vinduet for at spørge, hvor varmt det var, og om hun mon skulle tage jakke på. Heller ikke her kom der et tillykke, men igen troede jeg, at hun lige ventede til hun kom ned på gaden. Men da hun endelig var færdig og kom ned til mig, kom der heller ikke noget tillykke.

Vi satte kursen mod byen, og vi gik og snakkede hele vejen. Vi snakkede helt normalt om løst og fast og efter nogle minutter gik det op for mig, at Lea altså havde glemt min fødselsdag. Jeg gik og spekulerede på, om jeg skulle fortælle hende det eller blot lade som ingenting. Til sidst besluttede jeg mig for den sidste mulighed. Jeg ville gerne tage lidt pis på hende, og jeg vidste, at hun ville kunne tage det, selvom man selvfølgelig bliver lidt flov over at glemme den slags, når man ovenikøbet er sammen på selve dagen.

Nå, men vi spiste brunch og hyggede og snakkede og grinede som enhver anden dag. Imens bippede min telefon lidt mere end normalt, og jeg tænkte over, om hun mon ville komme i tanker om det. Men det gjorde hun ikke.

Klokken 12 skulle Lea på arbejde. Lidt efter sendte hun mig en sms, og jeg tænkte, at NU var hun nok kommet i tanker om det. Men nej…

Senere på dagen tog jeg ud til min svigermor og fejrede fødselsdag. Hele aftenen gik jeg og ventede på, at Lea fik fri fra arbejde, for jeg vidste bare, at hun via facebook ville have opdaget det i løbet af dagen. Og ganske rigtigt, da klokken slog 21 ringede Lea op: ”Undskyld, undskyld, UNDSKYLD, stooooort tillykke med fødselsdagen!”. Hun havde vildt dårlig samvittighed, men jeg grinede bare, for ærlig talt så er det jo en ret god og sjov historie! Som vi stadig griner af i dag.

Desuden havde hun ikke engang set det på facebook men var derimod selv kommet i tanker om det, da hun skulle skrive dagens dato ned på et stykke papir. ”Den 28. september – fuck!! Det er sgu da Lines fødselsdag…”.

Lea var dog så sød, at hun året efter i al hemmelighed tog hjem og pyntede mit værelse meget festligt op:

Dét er sgu da sødt!
Dét er sgu da sødt!
Det fede ferieliv

Det fede ferieliv

Jeg kan love jer for, at jeg nyder at have sommerferie. Det er så skønt at vågne op om morgenen (okay, formiddagen) og tænke tanker som: Hvad mon jeg skal lave i dag? Gider jeg overhovedet stå op endnu? Solen skinner, så måske skulle man tage på stranden? Jeg ligger lige en halv time mere. Arh, ferie er helt fantastisk!

Jeg har indtil videre brugt min ferie på hyggelige familiebesøg, en masse gode venindeaftaler, kærestehygge, lidt for meget shopping, dejlig afslapning, solbadning og meget mere. Ja, jeg har jo som bekendt også været ude at løbe (i min FERIE… får man så ikke en præmie?).

Billede fra vores sidste sommerferie i Italien. Kryds & tværs og hvidvin ved poolen, that's life.
Billede fra vores sidste sommerferie i Italien. Kryds & tværs og hvidvin ved poolen, that’s life.

Derudover gætter jeg utroligt mange kryds & tværs. Hold op, jeg elsker det – også selvom det måske mest er folk over 50, der har den hobby. Men for mig er det virkelig indbegrebet af ferie, når man sidder der med kuglepennen i hånden og grubler over synonymer, floder, pigenavne og grundstoffer.

Frilæsning er også et vigtigt punkt på mit sommerferieprogram. Endelig er der tid til, at jeg med god samvittighed kan kaste mig over skønlitteraturen. Imens der er godt gang i studiet, har jeg simpelthen ikke rigtigt overskud til at læse bøger ved siden af. Det er som om, jeg helst vil holde studiefri ved at lave noget andet end at læse. Og så giver det så fandens dårlig samvittighed at læse en krimi, når man egentlig stadig mangler de sidste 50 sider til morgendagens forelæsning…

I dag skal jeg desuden til frisør. Uh, jeg ryster lidt ved tanken, når man tænker på en af mine tidligere oplevelser. Ja, jeg lider vist lidt af frisørskræk.

Mit eneste sådan helt seriøse og meget vigtige projekt her i ferien er at få ryddet op i mit tøjskab. Hvem melder sig til det? Jeg tror desværre ikke, jeg kan få det presset ind mellem iskaffe, koldskål, kolde drinks og hyggelige aftaler.

Nå, nu må I altså have mig undskyldt. Jeg skal ud og drikke kaffe, til frisøren, gætte kryds & tværs og holde lidt mere ferie…

Om tjenere med dårlig timing

Om tjenere med dårlig timing

I dag var jeg ude at spise brunch med en flok veninder. Eller det vil egentlig sige, at vi var ude for at spise frokost men endte med en god gang brunch. Det ved man sgu, hvad er.

Her var vi naturligvis igennem den obligatoriske situation, hvor tjeneren altid når at komme og spørge efter bestillinger, før man overhovedet har fået åbnet menukortet. Vi skulle jo lige catche up. Så sker der jo som bekendt det, at man straks åbner menukortet efter tjenerens visit og begynder at kigge på varerne.

Random brunch-billede.
Random brunch-billede.

Og det gør man så lige i max fire sekunder, indtil én stiller et vigtigt spørgsmål såsom hvordan gik det egentlig med din sidste eksamen? eller har du fået købt solcreme til din ferie? Straks bryder alle atter ud i tøsesnak om karakterer, solfaktorer, benzinpriser, weekendens udskejelser eller hvad det nu måtte være. Alle snakker løs og morer sig og glemmer pludselig alt om menukort, sult og tjenere.

… Men pludselig sniger tjeneren sig som en ninja ind på bordet og står der igen! Han spørger høfligt: Har I fundet ud af, hvad I kunne tænke jer? Alle bliver helt overraskede over, hvordan man sådan kunne glemme, at man rent faktisk var i færd med beslutte, om man skulle bestille kyllingesalat, spicy sandwich eller lækker brunch.

Her siger man pænt Ej undskyld, vi har slet ikke fået kigget på det. Vi skal nok gøre det nu. Og så går tjeneren igen, og alle kigger ned i menukortene og fokuserer på at beslutte sig hurtigst muligt. Her skynder man sig nemlig, så man igen kan få gang i snakken.

Problemet er bare, at nu giver tjeneren sig rigtig god tid, fordi man var så langsom først. Så bedst som man sidder der ved sit skønne (og vippende) bord i solens stråler og endelig har besluttet sig for, hvad man kunne tænke sig at indtage, så kan man naturligvis ikke få øje på en tjener i miles omkreds. For han er sgu nok blevet lidt halvirriteret over, at den storsnakkende venindeflok ikke kunne tage sig to minutters snakkepause til lige at kigge i det forbandede menukort. Og så regner han nok med, at det tager et kvarter mere, før nogen har brug for hans hjælp…

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!
Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

Alle, der er vokset op i 90’erne, kan huske tamagotchien. Det lille elektroniske kæledyr, som man selv skulle passe. Dyret skulle have mad, sove, leges med og holdes renlig. Det var det tætteste, vi kom på en smartphone i vores barndom. En lille æggeformet maskine, som havde en endnu mindre skærm med en superfed opløsning.

Nøj, hvor var det et fedt stykke legetøj. Jeg var virkelig imponeret. Men det var min mor og far bestemt ikke. De havde hørt historier om, hvordan tamagotchien bippede i tide og utide og forstyrrede undervisningen i folkeskolen. Så jeg måtte ikke få en! Hvilken skandale. ALLE pigerne havde jo sådan en. Der var sågar en pige fra parallelklassen, som havde 6-7 stykker. Men ikke lille mig. Så jeg fes rundt mellem alle pigerne i frikvartererne og fik lov at prøve deres. Og når jeg kom hjem plagede jeg mine forældre om lov til at få min egen. Når de atter sagde nej, plagede jeg lidt igen. Men de forbarmede sig ikke.IMG_1491

Jeg lagde hovedet i blød. For en tamagotchi SKULLE jeg altså have. Heldigvis var jeg et meget kreativt barn, så jeg lavede da bare én selv. På få minutter havde jeg tryllet med en tændstikæske, noget karton, en limstift og en kuglepen. Og vupti – min helt egen tamagotchi. Og så legede jeg ellers bare med den (fantasien fejlede sgu ikke noget). Jeg gav den mad, lagde den i seng, legede med den og gjorde den rask, når den blev syg.

På et tidspunkt fik jeg lov at passe min venindes tamagotchi. En hel dag og nat. Jeg var så stolt. Endelig havde jeg en ægte tamagotchi. Det hele gik super fint, lige indtil katastrofen indtraf. Jeg tabte den på badeværelsesgulvet. Og så døde kæledyret (læs: maskinen genstartede). Jeg græd som pisket og var panisk angst for, at min veninde ville blive sur på mig. Nu havde hun passet den så godt og fået den til at blive gammel. Og så slog jeg den bare ihjel! Nu skulle hun starte helt forfra…

Mine forældre trøstede mig (og blev nok lige dér bekræftet i, at det var en rigtig beslutning at nægte mig at få min egen), og derefter løb jeg over til min veninde for at aflevere den tilbage. Hun blev slet ikke sur. Hun spurgte derimod, om jeg ikke ville låne den igen. Men dét ville jeg bestemt ikke…

Og så løb jeg hjem igen og legede med tændstikæske-tamagotchien. Da pigen med 6-7 tamagotchier senere skulle have fjernet mandler, tilbød hun os andre at passe dem imens. Jeg takkede pænt nej. Det havde jeg slet ikke nerver til.

I kan jo så selv gætte, hvad jeg gjorde et par år efter, da jeg ønskede mig en computer…

Iagttagelser fra en togtur

Iagttagelser fra en togtur

Lige nu er jeg sammen med min kæreste på weekendtur vestpå (hjemme ved moaars kødgryder), og vi tog toget væk fra Århus fredag eftermiddag. Det var vi så ikke de eneste, der gjorde. Jeg havde helt glemt, at mange fik påskeferie allerede i fredags, og i den anledning var der naturligvis en ret stor klump mennesker, som også havde valgt at sætte kursen mod vest.

Her kommer et lille udpluk af nogle af de andre personer i toget:

  • En meget venlig Arriva-kontrollør med verdens højeste ringetone! Hvis nogen var i gang med en middagslur under transporten, så var det i hvert fald slut med det. Først lod han telefonen ringe og ringe, fordi han jo lige var i gang med at tjekke en kvindes billet (det var i øvrigt Torben, der ringede. Han tog den nemlig til sidst).
  • En familiemor med to børn, som hun meget gerne ville sidde sammen med. Det lykkedes heldigvis efter et par omrokeringer af andre venlige passagerer. Hun svingede straks fødderne op på bordet foran sig (man er vel et godt forbillede for sine børn, ikke?) og så tog familien ellers et slag kort.
  • En ung pige, der sad med sin smartphone under hele turen. Da kontrolløren kom, hev hun en print-selv billet, som fyldte en hel A4-side, op ad lommen. Har du overvejet at købe billetten på den smartphone, du alligevel sidder med? Det er topsmart!
  • En ung kvinde, som desværre måtte indse, at hun og hendes veninde ikke kom til at sidde sammen under togturen. Grundet påsketravlheden, havde Arriva nemlig sat to togsæt sammen (og TAK for det i øvrigt), og kvindens veninde, som stod på på en senere station, gik ind i det forkerte togsæt. Kvinden så det ud af vinduet og baskede helt vildt med armene – veninden opdagede ingeting men fortsatte bare. Derefter skyndte kvinden sig at ringe til sin veninde og beordrede hende til at springe ud igen for derefter at entrere det korrekte togsæt. Men der var det allerede for sent. Fløjten lød, og toget kørte. Øv altså! Men rimelig actionpacked at følge med på sidelinjen (årh nej, veninden så hende ikke vinke. Tag så den telefon! Kom nuuu. Skynd dig ud igen kvindemenneske. Løøøøøb…. Fuck. De når det ikke nu! Eller gør de?….)

I aften går turen hjem til Århus igen, så jeg er spændt på, hvilke sindsoprivende oplevelser, der venter os.