Browsed by
Tag: børn

Hørt i Føtex

Hørt i Føtex

En mor kommer gående med sine to børn. Børnene har begge en vare i hver hånd, og moren har en pakke i den ene hånd. Moren tager en kasse slik i den anden hånd.

Mor: Så unger, nu har vi alle noget i begge hænder. Nu kan vi ikke købe mere…
(Genialt forældretrick for at få børnene til at holde op med at plage, tænker jeg og skriver det bag øret!).
Dreng: Eeej, mor! Jeg kan altså sagtens bære noget mere.
Pige: Ja, det kan jeg også.
Mor: Ja, men vi skal ikke have mere!
Kort stilhed. Drengen kigger rundt på varerne.
Drengen udbryder: Men mor, folk tror jo vi er helt vildt usunde. Prøv lige at se, hvad vi har købt.
Mor: Haha, gud ja, vi har kun købt slik og sukker. Men det er fint nok. Vi skal jo også have aftensmad!

… og dette indlæg er altså ikke skrevet for at dømme familien (hvis nogen da skulle tro det). Tværtimod. De så sunde, raske og glade ud. Og de grinede. De var sjove, og de gav mig et smil på læben. Men hvor atypisk er det ikke lige, at et barn ikke bare er lykkelig over alt det slik, de har købt, men derimod bekymrer sig over, hvad andre mennesker tænker? 8-årige mig havde altså bare tænkt ”Orv, hvor må alle de andre være misundelige på os lige nu”.

Du kan læse “Hørt i Netto” lige her.

Blev du egentlig født i stenalderen?

Blev du egentlig født i stenalderen?

Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at jeg ELSKER børn. Det er nok også den største grund til, at jeg brugte to sabbatår på at arbejde fuldtid som pædagogmedhjælper (det ene år i en børnehave, og det andet år i en SFO, så jeg har haft glæde af mange forskellige og morsomme aldersgrupper).

Det første år som uni-studerende var jeg endda vikar, og jeg kom gladeligt springende to formiddage om ugen – dermed fik jeg en pause fra bøger og forelæsninger, og beskæftigede mig i stedet med mooncars, dåseskjul, ansigtsmaling og trylledej.

Noget af det, jeg elsker ved børn, er deres ligefremhed. De siger tingene, som de er – eller som de tror, de er. Ikke noget med at pakke ting ind eller holde information tilbage. Nej, du får sgu det hele at vide.

Jeg har i øvrigt tidligere skrevet et par indlæg, som opstiller en overraskende lang række ligheder mellem jobbet som pædagogmedhjælper og bartender. For det har jeg naturligvis også været. Fra den ene yderlighed til den anden, som man så fint siger. De indlæg kan du læse her og her.

Nå, men desuden er jeg stor fan af børns manglende begreb om, hvad alder egentlig er for en størrelse. Jeg har haft stor morskab ud af at lade børnene gætte min alder. For med jævne mellemrum fik jeg nemlig spørgsmålet: ”Lineeee, hvor mange år er du egentlig?”. Og når jeg så spurgte tilbage: ”Hvor mange år tror du?”, så svarede de alt fra 12 til 54. Det var simpelthen så forskelligt, hvad de gættede på. Og jeg lo hver gang og informerede dem pænt om min korrekte alder.

En pige på 7 år spurgte mig engang: ”Lineeee, dengang du var lille, cyklede du så på sådan en cykel med et stort hjul og et lille hjul?”. I mit forsøg på at skjule en meget høj latter, var jeg ved at blive kvalt i min kaffe (ej, det passer selvfølgelig ikke. Jeg forsøger bare at opretholde myten om, at pædagoger altid drikker kaffe…). Jeg måtte så fortælle hende, at SÅ gammel var jeg nu heller ikke.

Der var også engang en 5-årig pige, som spurgte mig: ”Lineeee, levede du egentlig under den der verdenskrig?”. Jeg spurgte høfligt, om det mon var anden verdenskrig, hun hentydede til. ”Neeeej, det er altså den første, jeg mener!” proklamerede hun. Ja, okay så. Men svaret er dog stadig et stort og rungende NEJ.

Efter flere af sådanne oplevelser skyndte jeg mig hjem foran spejlet: har jeg fået rynker eller hvad? Eller måske grå hår? Hvad foregår der lige her? Jeg frygtede, at børnene snart ville spørge, om jeg stadig havde flintesten og tøndebånd derhjemme!

Min lille baby (altså eksamen, slap dog af!)

Min lille baby (altså eksamen, slap dog af!)

Den anden dag brugte jeg en gæsteanalogi til at beskrive mit liv i eksamensperioderne. Imidlertid er det dog gået op for mig, at jeg nok skulle have brugt en helt anden analogi. Nemlig noget med babyer!

For i virkeligheden minder dét at skrive eksamen helt vildt meget om at få en baby. Tror jeg. Ja, jeg er en smule på udebane, for jeg har jo ingen babyer endnu. Eksamen har jeg derimod prøvet MANGE gange! Der er jeg næsten ekspert.

Her kommer de overraskende mange ligheder mellem eksamen og en baby:

  • Helt basalt så skaber man selv begge ting, hvorefter man opdrager/former dem og gør dem klar til engang at blive sendt ud i verden (der er så bare liiige nogle års forskel på, hvor lang tid de to processer tager!).
  • Både eksamen og baby kan få én til at ligge søvnløs om natten af bare bekymring (Hvordan mon det kommer til at gå?, mon den ender med at blive god nok/sund/klog/rask?).
  • Både eksamen og baby stjæler alt ens tid og kræver 100 % opmærksomhed døgnet rundt (Og bare rolig! Overdrivelse fremmer forståelsen her – jeg er godt indstillet på, at babyen nok er værre og i hvert fald ikke bare skal afleveres den 12. juni mellem klokken 10 og 14, og derefter er der sommerferie).
  • I begge tilfælde håber man, at andre vil synes den er sød/god/klog/et 12-tal værd.
  • Både eksamen og baby fucker totalt med ens døgnrytme – når baby vil have mad/skrige/something, eller når hjernen kan samle sig om at få skrevet noget akademisk ned, så er det altså nu!
  • Man bekymrer sig konstant over, om man nu også gør/har gjort det godt nok.
  • Madvanerne bliver også lidt skøre af begge dele; det er ikke altid, man lige kan overskue at kokkerere det helt store måltid med en baby eller en eksamen i huset! Men hvad har en god leverpostejsmad nu også gjort? (For 5. dag i træk). Vi kan jo skifte mellem agurk og remoulade som topping!
Ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper #2

Ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper #2

(Se #1 her).

  • Begge steder er man som medarbejder nødt til at udvikle visse pædagogiske evner og udstyre sig med en stor portion tålmodighed for at kunne klare jobbet (især i baren!).
  • Hverken bargæsterne eller børnene gider selv tørre op, når de har væltet deres drink/mælk.
  • Hvis der opstår en slåskamp, stopper den ikke, før der kommer en voksen og skiller de involverede parter ad.
  • Det tager lang tid for folk at lette røven og gå udenfor, når man beder dem om det (om det så er, når alle børnene skal ud på legepladsen, eller når diskoteket lukker).
  • Hverken børnene eller bargæsterne kan finde ud af at holde styr på deres ting (enten kan de ikke finde deres hjemmesko eller deres garderobenummer/pung/telefon). Begge steder forventer folk, at jeg lige kan finde det for dem.
  • Det er aldrig nok at sige nej én gang (”NEJ, du får ikke rabat eller gratis shots!” og ”NEJ, du må ikke drikke vand fra vandpytterne!”).

 

Ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper #1

Ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper #1

Eftersom jeg tidligere både har arbejdet i en børnehave og som bartender, har jeg opdaget, at der faktisk er overraskende mange ligheder imellem disse jobs. Her får I lige fem af dem:

  • ”Dem, der råber højest, får sidst”-reglen gælder begge steder (men hold kæft, hvor blev de højtråbende og utålmodige bargæster fornærmede, når man sammenlignede dem med børnehavebørn!).
  • Størstedelen (altså af børnene og bargæsterne) er ikke i stand til selv at gå hjem.
  • Man hører sandheden fra både børnene og de fulde folk (”Du har altså en bums lige dér” har jeg fx fået smidt i hovedet begge steder. Jamen tak for info da!).
  • Man får til gengæld også rigtig mange komplimenter begge steder (lige fra ”Ej Line, du er bare den bedste i hele verden til at tegne” til ”Dit hår ser sundt ud(?!)”).
  • Det hænder forholdsvist ofte, at nogen brækker sig og tilsyneladende ikke kunne nå at løbe ud på toilettet først.