Browsed by
Tag: voksen

Noget om at fylde 27 år

Noget om at fylde 27 år

I mandags havde undertegnede fødselsdag (bare lige til info, hvis det skulle været fløjet over hovedet på nogle af jer). Det har resulteret i, at jeg nu er 27 år gammel.

I får allernådigst lov til at se den kagemand, jeg biksede sammen, da familien kom på fødselsdagsvisit allerede i søndags. Jeg sværger, at jeg havde formet den som en fin kagekone, før den kom i ovnen. Den havde både arme, kjole og ben. Men det tog ikke ret meget mere end 10 minutter i ovnen, før den havde forvandlet sig til én stor røv med hoved.kagemand

“Ork, det skjuler jeg da bare med slik og glasur”, tænkte jeg optimistisk. Jeg vil nu ikke sige, at den blev specielt kønnere. Men til gengæld smagte den skide godt, hvis jeg selv skal sige det. Da gæsterne tog hjem, var der kun et halvt hoved tilbage!

Nå. Tilbage til det med alderen. Jeg synes, at 27 virker meget ældre og meget mere voksent end 26 år. Ja, jeg har det altså som om, springet fra 26 til 27 er meget større end springet fra 25 til 26.

27 lyder altså ret så voksent. Det er jo ret tæt på 28. Som er tæt på 29. Som er faretruende tæt på 30. Yikes!

Indtil videre har jeg desuden spekuleret en del over, hvorvidt 27-årige mon kategoriseres som værende midt i 20’erne eller sidst i 20’erne? Hvad siger I?

Selve dagen blev fejret med en masse skønne ting. Morgenmad, gaver og hygge med min kæreste. Senere var jeg ude at spise sushi til frokost med en veninde. Til aften stod den på flæskesteg med det hele, og denne gang var svigermor på visit.

På den måde sørgede jeg for at fejre dagen både sådan lidt ungt og smart med sushi, men også sådan lidt gammeldags og mormoragtigt med flæskesteg, rødkål og masser af brun sovs. En perfekt kombination hvis I spørger mig (ja altså ikke samtidig). Men nu var det jo sådan set også mig selv, der havde valgt det.

Jeg kan konkludere, at det ikke var så slemt at fylde 27, som jeg lige havde frygtet. Det kan sagtens anbefales.

Den kære barndom

Den kære barndom

Det er utroligt, så hurtig man kan blive voksen! Jeg er fx lige blevet voksen på fire uger. Det er gået skræmmende hurtigt. Det er åbenbart en sidegevinst ved at starte i praktik. Pludselig går jeg i seng klokken 23, falder i søvn på sofaen en lørdag aften før midnat og vil helst ikke lave for mange planer i weekenderne. Jeg skal jo også lige have tid til at slappe af, ikke? Det har så fået mig til at tænke tilbage på barndommen og alle de glædelige stunder ved at være barn.

Dengang man altid rendte rundt med sår på knæene, som naturligvis blev dækket med Disney-plaster. Som far skulle hive af, når det blev tid – ”1-2-3 NU”. Dengang man ikke skulle bekymre sig om hverken vasketøj, økonomi eller madlavning. Nej, de største bekymringer gik derimod på, hvorvidt nogen mon ville gå af med det fede brevpapir med Løvernes Konge i fritteren i morgen.

Og tænk engang, da man var lille, var det superfedt og sejt, når man begyndte at få lov at handle ind for sine forældre. Eller var det min mig og mine veninder, der syntes det? Det var så utrolig voksent, at man sådan fik lov at spankulere op til den lokale købmand helt alene, blot udstyret med en indløbsliste og kolde kontanter. Gid jeg dog havde den samme glæde ved at handle ind i dag!

For slet ikke at tale om sommerferierne! De føltes jo så lange, at man havde glemt både 8-tabellen og de uregelmæssige engelske verber, når man vendte tilbage til folkeskolen i august måned. Tænk på alt det, man kunne nå i sådan en sommerferie. Jeg husker det også som om, vejret var godt hver eneste dag. Vi rendte rundt i shorts og sandaler og spillede stikbold hver aften sammen med alle de andre børn på vejen.

Man var bare så fri. Kunne lege når man ville. Bare lege lege lege. Indtil mor råbte ”Line, der er mad”. Ak, så måtte man forlade sit Polly Pocket eller hvad man nu var i færd med. Til jul og fødselsdage fik man så meget fedt legetøj, at man var ved at sprænges af bare spænding. Man behøvede ikke at ønske sig kedelige voksenting som en stegepande og et tærtefad.

Men bare rolig! Hvis man sidder derude og også pludselig føler sig lidt for voksen, så (gen)læs lige indlægget med 9 tegn på at man ikke er helt voksen endnu. For inderst inde gemmer man nok alligevel på et legebarn. Jeg gemmer i hvert fald på et meget stort et! Måske skulle jeg egentlig snart skrive et vol. 2 af netop dét indlæg…

Endnu en uge #4

Endnu en uge #4

1) Jeg overlevede min første uge i praktik! Det er naturligvis lidt hårdt, at man pludselig skal vænne sig til lange arbejdsdage hver dag. Men mest af alt er det skide fedt, og jeg har allerede fået masser af blod på tanden.

2) Jeg ser frem til at have fri, når jeg har fri. Pludselig kan jeg bruge mine aftener på hygge, frilæsning, blogging og hvad jeg nu har lyst til. Helt uden dårlig samvittighed over, at jeg burde læse til forelæsningen i morgen i stedet for at læse i min nye krimi!

3) … Hvis min underviser i praktikfaget på Uni nu på mystisk vis skulle have forvildet sig ind på bloggen, så skal jeg naturligvis også bruge min fritid på at skrive feltnoter og læse teori op til praktikopgaven. Det er klart.

4) Kan I huske, at jeg sidste søndag proklamerede, at jeg havde lært at hækle? Det viser sig desværre, at det havde jeg ikke. Altså sådan rigtigt. Jeg gjorde en meget væsentlig bevægelse ”spejlvendt”, hvilket resulterede i, at da jeg i går skulle lære at hækle små lapper til et tæppe, så mit hækling pludselig ganske forkert og ikke så kønt ud. Fuck. Forfra.

5) Jeg har virkelig haft travlt i denne uge, hvilket har betydet manglende indlæg her på bloggen. Øv. Jeg vil forsøge at få mere tid til det i næste uge.

6) Jeg har været så træt og smadret efter de første praktikdage og alle de nye indtryk, at jeg er begyndt at gå ret tidligt i seng. Og jeg sover som en sten! Allerede i mandags sov jeg så tidligt og tungt, at jeg overhørte to sms’er fra søde veninder, der ville høre om første praktikdag. To veninder, som godt ved, at man normalt sagtens kan skrive til mig 00.30 og forvente et svar.

7) Jeg har også et par gange smurt mig en madpakke allerede aftenen før. What happens? Er jeg ved at blive voksen eller hvad? Hvis udviklingen fortsætter med at gå så hurtigt, så ender det jo med, at jeg ønsker mig servietringe og mellemlægsservietter til min fødselsdag i næste måned.

8) Jeg har fået et flip med at bruge udtrykket ”Du Godeste” lidt for meget.

9) Det er gået op for mig, at man sparer virkelig mange penge ved at arbejde fuldtid. Man har jo ikke nær så meget tid til liiiiige at smutte i H&M eller på cafétur. Win!

10) Det her er måske lidt kikset, men jeg er allerede begyndt at glæde mig til jul. Altså bare lidt.

Minder fra konfirmationsalderen

Minder fra konfirmationsalderen

Weekenden har stået i konfirmationens tegn herhjemme, idet vi har været til hele to konfirmationer på én weekend. Det har været super hyggeligt, og puha hvor bliver man altså MÆT efter sådan et par dage. Det er jo helt vildt, så meget man kan nå at indtage på sådan en festdag!

Nå, men det satte naturligvis en masse tanker i gang i hovedet på mig. Straks begyndte min hjerne at grave massevis af minder fra min egen konfirmation frem. Hvilket nu er over 12 år siden (oh shit!). For det første havde konfirmationsmoden udviklet sig gevaldigt i en mere festlig retning med strutskørter og høje stiletter (jeg tror, jeg havde en 3-centimeters hæl på til min konfirmation, og det synes jeg da selv var cool nok).

For det andet så konfirmanderne slet ikke så voksne ud, som jeg følte mig dengang. Med tryk på følte naturligvis. Jeg gik meget op i, at jeg nu ”trådte ind i de voksnes rækker”. Og blev yderst fornærmet, når mine forældre mindede mig om, at man jo ikke sådan bare lige blev voksen fra den ene dag til den anden – og at det var der jo bestemt heller ingen grund til. Nyd nu det sidste af din barndom, sagde de. Det ville jeg ikke høre tale om. For nu var jeg altså næsten voksen, og det var meget mere sejt! Og så var der dælme ingen, der skulle fortælle mig, at det ikke var noget, man skulle have travlt med.

Og nu er jeg lige pludselig selv blevet sådan en type, der (ligesom alle andre) står og siger til konfirmanderne, at de skal huske at nyde ungdommen og blablabla, inden voksenlivet venter. For det er jo så skide rigtigt. Man har et laaaangt voksent liv foran sig, så hvorfor dog tage hul på det allerede som 13-årig? Nej, der bør man altså lige nyde sine sidste år som ”barn” og lade forældrene klare voksenpligterne.

Rådet herfra lyder derfor som følger: Slå endelig hul på knæene en ekstra gang og spild ikke dine sparsomme lommepenge (eller lønnen fra avisruten) på et dyrt glattejern eller mærkevaretøj. Det har du resten af livet til! Men det er nok de færreste 13-årige (piger i hvert fald), der er til at tale til fornuft. Hvis jeg ringer til den 13-årige mig, tror jeg også bare hun griner.

Åh Gud, hvor jeg lyder som en på 85… Hvad mener I – har jeg en pointe? Eller kan jeg lige så godt tage slumretæppet og en pose Werther’s under armen og smutte til banko?

Voksne spiser jo ikke slik

Voksne spiser jo ikke slik

Som jeg har nævnt tidligere, så er jeg en rigtig slikmund. Jeg elsker ikke kun slik men også chips, kage og alt det andet fy-fy! Faktisk så meget, at da jeg forleden dag i frokostpausen på jobbet snakkede med mine kolleger om, hvorvidt vi bedst kunne lide slik eller chips, så kunne jeg bare ikke vælge. Jeg kunne seriøst mærke, at jeg fik helt dårlig samvittighed over for chipsene, hvis jeg sagde slik – og omvendt. Ja, I know. I’m a crazy woman.IMG_1552

Som barn var jeg (sjovt nok) også helt vild med slik. Fredagsslik var næsten ugens højdepunkt – på en delt førsteplads med Disney Sjov vel at mærke. Men dengang undrede jeg mig gevaldigt over, at min mor kunne sige nej tak til slik. Det var jo vanvittigt?! Hvordan i alverden kunne hun det? Jeg syntes, det var sejt, at hun sommetider bare helt køligt takkede nej, hvis vi fx var på besøg hos nogen, der tilbød os chokolade.

Hjemme hos os var slik kun tilladt om fredagen. Jeg kan dog huske en enkelt undtagelse, hvor jeg ved et uheld havde proppet min vitaminpille op i næsen (?!) og ikke kunne få den ud igen. Av for pokker hvor gjorde det ondt! Jeg græd og græd. Der fik jeg vingummier på en ganske almindelig hverdag. Optur alligevel.

Hos min bedstemor og bedstefar stod der altid en slikskål fremme. Altså sådan helt frit fremme fyldt med slik – også selvom det ikke var fredag. Når vi kom på besøg, løb min bror og jeg altid direkte ind i stuen og kiggede i slikskålen. Og så gik vi ellers i gang med smagsprøverne. Det undrede mig naturligvis meget, hvordan mine bedsteforældre bare kunne have sådan en stor, lækker skål med slik stående. Hvordan kunne de lade være med at spise af det? Det måtte absolut være, fordi de var voksne ligesom min mor.

Jeg havde en forestilling om, at det automatisk ville ske, at man kunne sige nej tak til slik, når man blev voksen. Men nu sidder jeg her som 25-årig og tænker: Hvornår bliver man egentlig voksen? For det er jeg da i hvert fald slet ikke endnu…

 

Hvem har set mit sovehjerte?

Hvem har set mit sovehjerte?

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er gået i stykker! Jeg skulle have været i skole i dag fra klokken 8, men allerede i går blev undervisningen aflyst. Derfor så jeg frem til at sove længe i dag. Sådan rigtig dejligt længe. Det skulle desværre hurtigt vise sig, at det ikke kom til at ske.

Jeg vågnede i morges, fordi min telefon vibrerede. Solen skinnede ind gennem persiennerne, og så kan man jo ikke blive andet end glad! Så lå jeg lidt og nød den dejlige følelse af at vågne frisk op til solskinsvejr og ikke engang skulle skynde sig op. Lidt efter hev jeg min mobil ned fra hylden, og skete det. Jeg opdagede, at klokken kun var 7.42. Seriøst. 7 fucking 42.

Med det samme besluttede jeg mig naturligvis for, at jeg skulle sove lidt mere. Jeg skulle jo ligesom sove længe i dag! Så jeg skyndte mig at lægge mig godt til rette, og så skulle jeg ellers nappe et par timers ekstra søvn. Men tror I, jeg kunne falde i søvn igen? Næh nej, jeg var frisk som en havørn. Jeg lå og vendte og drejede mig indtil lidt over 8. Pleeease, lad mig nu sove lidt mere, nu hvor jeg endelig har tid.

Det lykkedes ikke. Jeg måtte hoppe ind på sofaen og chille til Go’ Morgen Danmark. Heller ikke dér kunne jeg så meget som blunde en lillebitte smule. Hvad er der galt med mig? Jeg er ærligt talt lidt bekymret for mig selv. Det er forhåbentligt ikke fordi, jeg er ved at blive rigtig voksen?! For så skal jeg altså lige have fat i Peter Pan (er der i øvrigt nogen, der kan skaffe hans nummer?). Jeg er på ingen måde klar til at være så voksen, at jeg vågner før klokken 8 helt af mig selv.

Hvis nogen skulle få øje på mit sovehjerte et eller andet sted, så skriv hurtigst muligt. Det er allerede meget savnet!