Browsed by
Tag: tandlæge

Sjove søgeord #1

Sjove søgeord #1

For søren altså, vi mangler jo noget herinde på bloggen! Jeg mangler nemlig at dele ud af nogle af de mange sjove, pudsige og mærkelige søgeord, som af en eller anden årsag har ledt folk her ind på domænet. Den tradition starter vi i dag. Here we go:

Hvad får den otteårige til at plage konstant. Puha ja, den er svær. Og børneopdragelse er jo ikke lige dét, jeg blogger mest om, så jeg tvivler på, at du fik svar på dit spørgsmål.

Hvad sker der lige for skyr. I hear you! Har ofte undret mig over det samme. Fed formulering at søge på i øvrigt!skyr

Røv i sauna. Jeg grinede højt, da jeg så dette søgeord!

Hvem er dronningens tandlæge. Ja tak, det er vi da flere, der egentlig gerne vil vide. Jeg kender desværre ikke svaret.

Når man irriteret ved at poste et billede på facebook og vil undskylde. Sikke da en lang og specifik sætning at søge på. Jeg forstår heller ikke helt meningen – gør I? Har vedkommende postet et irriterende billede på facebook og vil undskylde? Eller har vedkommende brokket sig til én, der har postet et billede på facebook, og vil derfor undskylde? Nobody knows. Jeg tænker bare på, hvad i alverden personen dog havde regnet med at finde frem til med denne søgning?

Sød kærestegave hus. JA, et hus er sgu en ganske okay kærestegave!

Sjove gammelkone gaver. Mere om gaver?! Jeg synes da ellers ikke, jeg giver specielt mange gaveråd herinde. Og sgu da slet ikke til “gammelkoner”. Men prøv med et par varme sokker, en citronmåne og et gebis.

Cykle i regnvejr med mascara. Jep, sister. Vi hader det alle sammen.

Liberal alliance paradise hotel. Den lader vi bare stå alene …

 

 

Eventyret om den lille pige med bøjle

Eventyret om den lille pige med bøjle

Der var engang en lille pige. Hun var vel omtrent ni år gammel. Pigen var såmænd ganske almindelig, og hun var både sød og høflig. Problemet var bare, at hendes tænder ikke sad helt perfekt (jeg kan ikke huske det eksakte problem, men det var vist noget med kindtænderne).

En dag kiggede hendes vældig rare tandlæge, Birger, på hende og sagde ”Jeg tror, det er bedst, hvis du får bøjle på tænderne”. Tandlægen forventede måske, at den lille pige ville blive sur eller ked af det. Men det gjorde hun ikke. Hun smilede og var glad.

Tandlægen forærede hende som sædvanligt et 3D-klistermærke til madkassen, og så tog han en snak med hendes mor og far. Her hørte den lille pige ikke rigtigt efter mere, idet hun havde travlt med at lege med alt det fede legetøj, der var i tandlægens venteværelse. Især det store labyrint-/kuglespil.

Efter nogle uger oprandt dagen, hvor den lille pige skulle have bøjle på tænderne. Denne gang skulle hun besøge en helt anden tandlæge, end hun havde været vant til hele sit liv. En tandlæge, der var ekspert i bøjler og den slags. Det tog pigen dog ikke så tungt. Nej, hun lod sig roligt synke ned i tandlægestolen, så tandlægen kunne begynde at montere den mystiske bøjle på hendes tænder.

Det var ikke en hvilken som helst bøjle, pigen skulle have. Nej, det kunne man ikke påstå. Det var sådan et ordenligt monstrum, der skulle sidde på hele hovedet. ”Nakketræk” kaldte den nye tandlæge det. Der var en metaldims, man skulle have ind i munden, og uden på den monterede man så nogle dimser, som man viklede rundt om sit hoved og nakke.

Det var altså ingen diskret bøjle, som man lige kunne skjule ved at holde munden lukket. Heldigvis havde den lille pige heller intet imod dette. Hun var derimod pavestolt. Tænk at hun var så stor, at hun skulle gå rundt med den slags! Det var jo ellers kun dem i de store klasser, der havde det (altså de seje børn!).

Så da den lille pige kom hjem om eftermiddagen med sit nye metalapperat monteret i hele hovedet, valgte hun at cykle en tur. For ligesom at vise den frem til hele byen, ikke? Det manglede da bare!

Den lille pige beholdt metalkonstruktionen i mange måneder. Hun holdt så meget af den, at hun sov med den om natten (eller også var det grundet tandlægens ordre). Selvom den forhindrede hende i at spise karameller og tyggegummi, blev den ikke skrottet.

Den dag, den endelig blev fjernet, fik hun i øvrigt hele NI pakker tyggegummi og en pose karameller af sin mor og far. SÅ var lykken gjort, og derefter levede hun lykkeligt til sine dages ende.

Slut, prut. Godnat og sov godt.

Endnu en uge #24

Endnu en uge #24

1) Denne uge har jeg været ualmindelig sløv her på bloggen. Men jeg går ud fra, at I ikke har taget skade – I har vel også selv haft rygende travlt med familiehygge, godtespisning, grantræspyntning og den slags?

2) I mandags skulle jeg jo som nævnt til tandlæge for første gang efter hele 5 års fravær. Og jeg frygtede den største skideballe og ”hvor er du dog dum”-tale. Ja, jeg havde sgu da forberedt min forsvarstale! Men det blev slet ikke nødvendigt! Min søde tandlæge nøjedes med at spørge: ”Har du virkelig ikke været til tandlæge siden 2009?”. Jeg svarede panisk: ”Nej det har jeg ikke, hr. Tandlæge, og jeg ved godt det ikke er så smart, men men men…”, indtil han afbrød mig: ”Ja, rolig nu Line, lad os nu bare få kigget stille og roligt på det”.

3) Juleaften oprandt, og jeg var ikke til at skyde igennem. Det krævede selvfølgelig et foran-juletræet-selfie:

Super god billedekvalitet, I know.
Super god billedekvalitet, I know.

4) 1. juledag så vi Titanic i tv. Hvordan kan den film ramme lige hårdt hver gang man ser den – selv gang nummer 478 eller sådan noget?

5) Jul betyder også, at mange folk deler deres (overdådige) julegavesamlinger på Instagram. Dette gælder også fitnesstyperne. Og her har jeg bare lige et enkelt spørgsmål; hvad fuck er en foamroller? Det er åbenbart årets julegave inden for det område!

6) Som man nok kunne regne ud, så er jeg en anelse trist over at denne skønne julemåned er slut (om lidt i hvert fald). Nu er der længe til det er socialt acceptabelt at se julekalender, høre julemusik og spise juleagtigt mad og slik.

7) Det eneste positive ved det er faktisk, at jeg nu slipper for mindreværdskomplekser grundet alle andre bloggeres fuldstændigt sindssyge præmier i diverse kalendergave-/adventskonkurrencer!

8) Gæt for resten hvem der vågnede op den 23. december med så ondt i halsen, at hun ikke kunne synke? Ja, MIG. Og gæt hvem der gik i PANIK. Tanken om, at det kunne udvikle sig til influenza og måske spolere min juleaften, var simpelthen for hård, så jeg brugte hele dagen på at hælde varme ting (og lidt Bailey’s) ned i halsen. Og da jeg vågnede juleaftensdag, var der sket et julemirakel: min hals var normal!

9) I går spillede vi et quizspil til vores lille familiejulefrokost. Mit hold vandt. Og det skete efter jeg besvarede det afgørende FODBOLDRELATEREDE spørgsmål uden tøven. Sejt, ikke?

10) I går aftes landede jeg i Århus igen. I toget på vej hertil spredte der sig pludselig en meget kraftig og velkendt lugt/duft (bedøm selv). Det var sild. Der var simpelthen én af de andre passagerer, der sad og guffede sig en sildemad. Det er åbenbart ikke alle, der har fået nok sild ind på kontoen her den seneste måneds tid…

Endnu en uge #23

Endnu en uge #23

1) I sidste uge sagde jeg ja til at tage i biografen i torsdags og se Hobitten 3. Nogle dage før går det op for mig, at jeg sgu da egentlig ikke har set Hobitten 2 endnu. Flot!

2) … Det måtte naturligvis proppes ind i mit stramme program i denne uge – der var lige plads onsdag imellem aftenarbejde og nattesøvn.

3) I torsdags var jeg til juleseminar med min skønne praktikplads. Det involverede blandt andet banko med alverdens præmier. Jeg var tæt på at vinde mange gange, men jeg vandt ikke en skid!

4) Til gengæld har jeg vundet hele TO blogkonkurrencer i denne måned. Hvad sker der for det? Jeg har aldrig før vundet så meget som en enkelt.

5) I morgen skal jeg til tandlæge. For første gang i meget lang tid. Flere år faktisk. 5 år (!). Det fik jeg også skæld ud over allerede i telefonen, da jeg ringede for at bestille en tid. Nu frygter jeg da virkelig at møde op til face-to-face skideballe!

6) I fredags havde jeg min sidste dag i praktikken. Det var en underlig og trist dag. Følte mig helt tom, da jeg gik derfra. Tænk at 5 måneder kan gå SÅ hurtigt?

7) Jeg bliver hentet allerede klokken 8.30 i morgen, og så skal jeg hjem på juleferie. Mine forældre er altid søde at hente mig hjem til jul. Det er altså noget nær umuligt at tage toget, når man skal have alle de gaver med hjem! Jeg er altid den i søskendeflokken, der står for julegaverne, så det fylder altså en del.

8) Som studerende betyder juleferie jo også eksamensskrivning. Not cool AU!

9) I går fik jeg købt alle mine julegaver. Havde egentlig også regnet med, at jeg skulle bruge noget af dagen i dag på det. Men det lykkedes sgu i går! Jeg væbnede mig med tålmodighed (og havde Mads & Monopolets julekalender i ørerne under de lange køer).

10) I år skal jeg for første gang holde juleaften uden min lillebror (med undtagelse af før han kom til verden naturligvis). Som skilsmissebarn har han altid været min trofaste makker hver juleaften, så det bliver altså lidt underligt. Han bor dog på Island pt., så det er en acceptabel grund!

11) Der er for resten sket noget spændende. Jeg har ændret planer for næste semester. Jeg glæder mig til at fortælle jer om det…

12) HA! Jeg hader virkelig, når bloggere skriver som ovenstående. Derfor afslører jeg det naturligvis nu. Jeg har udskudt mit speciale og besluttet at tage endnu et praktikforløb. Jeg følte mig ikke klar til specialeskrivning og har lyst til at få noget mere erhvervserfaring først.