Eventyret om den lille pige med bøjle

Eventyret om den lille pige med bøjle

Der var engang en lille pige. Hun var vel omtrent ni år gammel. Pigen var såmænd ganske almindelig, og hun var både sød og høflig. Problemet var bare, at hendes tænder ikke sad helt perfekt (jeg kan ikke huske det eksakte problem, men det var vist noget med kindtænderne).

En dag kiggede hendes vældig rare tandlæge, Birger, på hende og sagde ”Jeg tror, det er bedst, hvis du får bøjle på tænderne”. Tandlægen forventede måske, at den lille pige ville blive sur eller ked af det. Men det gjorde hun ikke. Hun smilede og var glad.

Tandlægen forærede hende som sædvanligt et 3D-klistermærke til madkassen, og så tog han en snak med hendes mor og far. Her hørte den lille pige ikke rigtigt efter mere, idet hun havde travlt med at lege med alt det fede legetøj, der var i tandlægens venteværelse. Især det store labyrint-/kuglespil.

Efter nogle uger oprandt dagen, hvor den lille pige skulle have bøjle på tænderne. Denne gang skulle hun besøge en helt anden tandlæge, end hun havde været vant til hele sit liv. En tandlæge, der var ekspert i bøjler og den slags. Det tog pigen dog ikke så tungt. Nej, hun lod sig roligt synke ned i tandlægestolen, så tandlægen kunne begynde at montere den mystiske bøjle på hendes tænder.

Det var ikke en hvilken som helst bøjle, pigen skulle have. Nej, det kunne man ikke påstå. Det var sådan et ordenligt monstrum, der skulle sidde på hele hovedet. ”Nakketræk” kaldte den nye tandlæge det. Der var en metaldims, man skulle have ind i munden, og uden på den monterede man så nogle dimser, som man viklede rundt om sit hoved og nakke.

Det var altså ingen diskret bøjle, som man lige kunne skjule ved at holde munden lukket. Heldigvis havde den lille pige heller intet imod dette. Hun var derimod pavestolt. Tænk at hun var så stor, at hun skulle gå rundt med den slags! Det var jo ellers kun dem i de store klasser, der havde det (altså de seje børn!).

Så da den lille pige kom hjem om eftermiddagen med sit nye metalapperat monteret i hele hovedet, valgte hun at cykle en tur. For ligesom at vise den frem til hele byen, ikke? Det manglede da bare!

Den lille pige beholdt metalkonstruktionen i mange måneder. Hun holdt så meget af den, at hun sov med den om natten (eller også var det grundet tandlægens ordre). Selvom den forhindrede hende i at spise karameller og tyggegummi, blev den ikke skrottet.

Den dag, den endelig blev fjernet, fik hun i øvrigt hele NI pakker tyggegummi og en pose karameller af sin mor og far. SÅ var lykken gjort, og derefter levede hun lykkeligt til sine dages ende.

Slut, prut. Godnat og sov godt.

Del bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

shares