Browsed by
Tag: julepynt

Endnu en uge #19

Endnu en uge #19

1) Er I godt klar over, at om blot en uge, så er det første søndag i advent? HVOR er november blevet af? Og HVEM laver en adventskrans for mig?

2) Mandag aften i 22-Nyhederne hørte jeg Poul Erik Skammelsen bruge ordet “tissemand” flere gange end jeg har hørt dét ord i løbet af de sidste 6 måneder.

3) … Han sagde det faktisk næsten lige så mange gange, som ordet “taxa” blev brugt i medierne i onsdags!

4) I onsdags skete der også det, at jeg fuldstændigt glemte at spise frokost i løbet af min arbejdsdag. Jeg kom i tanker om det klokken 15, hvor jeg stadig ikke var blevet sulten. Jeg blev sgu helt bekymret for mig selv.

5) Torsdag var min appetit dog vendt tilbage for fuld skrue. Pyha! Også kagetrangen!

6) Jeg har købt mit første juletræ. I Harald Nyborg. Altså et lille og kunstigt ét på 90 cm (totalt “2-værelses lejlighedsvenlig” opfindelse). Det bliver SÅ fint!

7) … Efterfølgende indså jeg, at jeg da egentlig ikke ejede noget juletræspynt. Straks smuttede jeg i Føtex og flåede kugler ned af deres julehylder. Endte med disse skønne ting: 

foto

8) Sådan gik det til, at jeg pludselig havde brugt 300 kroner på juletræ og tilhørende pynt. Hvilket kun er fair.

9) Denne weekend startede for mit vedkommende først klokken 21 i går aftes. Jeg var nemlig så skide heldig at blive sendt på optagelse i København i går.

10) Mens vi kørte rundt i Københavns gader, gik det op for mig, hvor meget jyde, jeg er. Jeg sad og forsøgte at holde øje med, om fodgængerne og cyklisterne mon var nogen, jeg kendte. Fik ikke lige øje på nogen…

11) I dag er vi på søndagsvisit hjemme hos de gamle. I ved, helt derude hvor kragerne vender. Vi tog på julemarked, hvor jeg naturligvis prøvede kræfter med mit held i tombolaen. Og der var sgu gevinst. Ét styk pileflettet kræmmerhus til mig!

12) Og så vil jeg bare ønske jer alle en superdejlig søndag aften!

Jul det’ cool

Jul det’ cool

Da jeg i eftermiddags trådte ind i mit lokale storcenter, erfarede jeg til min store glæde, at der var blevet pyntet op til jul. Det vrimlede med juletræer, julegran, lyskæder og julekugler. Og hvilket syn!IMG_0989

… men det er jo også nemt for mig at sige. Jeg er jo julefreaken. Selvfølgelig bliver jeg glad, når butikkerne pynter op til jul – selvom det er tidligt. For ja, jeg er med på, at det ikke er jul endnu (og jeg har da heller ikke selv fundet pynten frem endnu). Men det gør vel ikke noget at glæde sig, vel?!

Problemet er bare, at de færreste deler den holdning. Nu skal vi nemlig til at høre på alle de der brokrøve, der udfolder sig hvert år ved denne tid. Du kan genkende dem ved én af følgende 3 sætninger:

  1. Tænk, at butikkerne pynter op til jul allerede nu. Det er jo aaaaalt for tidligt” (denne sætning er oftest efterfulgt af nr. 2 eller 3).
  2. ”Det ødelægger julestemningen – man bliver jo træt af jul inden den 24. december” (så er man jo gal i skralden).
  3. ”Jeg synes, de pynter op til jul en uge tidligere hvert år” (helt ærligt, prøv lige at regne efter engang. They don’t. Det har du desuden sagt i så mange år, at de snart burde pynte op allerede i april, hvis det var sandt).

Hvorfor er det lige, at det seriøst kommer bag på nogle folk hvert eneste år? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Og hvorfor gider folk generelt brokke sig over det år efter år? Det må da træls at gå og hidse sig op over noget så harmløst som lidt gran og kogler.

For helt ærligt, hvad er så egentlig værst? At butikkerne pynter tidligt op til jul eller de folk, der altid flyver op i det røde felt over det? (eller er det måske ligefrem de folk, der brokker sig over dem, der brokker sig over julepynten? Høhø). Ja, jeg spørger bare …

Endnu en uge #13

Endnu en uge #13

1) Dette blev ugen, hvor jeg købte årets første julepynt. Jeg var i Imerco, hvor der åbenbart var udsalg på Trip Trap-nisser, og pludselig sad Simone og Albert der og kaldte på mig. De VILLE med hjem. Og det kom de (bare rolig, jeg har ikke stillet dem frem endnu!).

2) Jeg har også købt mig et par nye støvler, som jeg er ret vild med. Jeg skyndte mig naturligvis at tage dem på på arbejde. Efter at have haft dem på i et par dage, opdager jeg følgende under bunden:

prismærke

Ups. Det ER bare for kikset. Især fordi jeg rigtigt har gået der og vist dem frem til folk.

3) Kan I huske de der stramme plastiktatoveringer, man gik rundt med i 90’erne? Som man havde rundt om halsen eller håndleddet? I går så jeg en pige i Føtex, som havde sådan en på halsen. Ærlig talt så kiggede jeg altså lige en ekstra gang. Nå, men ifølge en hurtig Google-søgning, skulle de være på vej til et comeback. Det bliver et nej tak herfra.

4) Jeg var endelig ude at løbe igen. Og denne gang løb jeg åbenbart SÅ hurtigt, at jeg tabte mit hårbånd. Det var pisk væk lige pludselig. Det er sgu da en fremgang!

5) Dette var også ugen, hvor jeg faldt over denne nyhed:

popcorn

Oh happy day, siger jeg bare. Jeg ser frem til, at blogland bliver indtaget af “popcorn-blogs”.

6) Jeg har lagt mærke til, at jeg efter praktikstart er begyndt at drikke lidt for store mængder kaffe. Jeg er bange for pludselig at blive sådan én, der ikke kan fungere uden min morgenkaffe (på trods af at jeg endnu slet ikke drikker morgenkaffe), så jeg er begyndt at trappe ned. Har skiftet det hele ud med min egen medbragte grønne og hvide te. Det smager jo fantastisk, og jeg føler mig sådan lidt helseagtig. Win-win.

7) Jeg har brugt hele min søndag på at male et billede. Ja, et rigtigt billede! Som skal hænges op i vores lejlighed og alt muligt. Heldigvis malede jeg det sammen med min dygtige og kunstneriske veninde, så det blev faktisk helt vildt fedt. Hvis jeg altså selv skal sige det.

8) … Faktisk blev det så sejt, at jeg sidder og beundrer det, mens jeg skriver dette indlæg.

9) Min computer blev formateret i går, og dette er første gang jeg bruger den efterfølgende. HVORFOR gjorde jeg ikke det noget før?!

10) Nu må I have mig undskyldt. Jeg har hørt, at der er kommet juleslik i Netto, og jeg craver virkelig nisseskum efter den oplysning. Eller marcipanstykker. Eller begge dele. Det ER jo kun søndag én gang om ugen.