Snøfler to go
Jeg er pænt vild med trøffelkugler, snøfler, romkugler, træstammer og alt i den dur. Og jeg fatter ikke folk, der ikke er. For det er da bare det bedste! ”Jamen ved du godt, at bageren har samlet kagerester op fra gulvet og lavet det til trøfler?”. Neeej, han har ej! Tror I selv på den? (og jeg har arbejdet i to forskellige bagerforretninger i mine unge dage, så jeg HAR tjekket).
Nå, men det, jeg egentlig lige kiggede ind for at skrive om, er de der forholdsvist nye ”Snøfler to go”, som er dukket op i Netto. Dem her:
Er jeg den eneste, der ikke lige forstår konceptet 100 %? Hvor kommer ”to go” ind i billedet, og er det ikke en anelse overflødigt? Jeg mener, er ALLE Nettos varer måske ikke ”to go”? Godt nok er jeg pænt tosset med snøfler, men jeg har dog alligevel aldrig fortæret dem, FØR jeg forlod butikken…
Og så lige lidt bonusinfo: Jeg er faktisk så skør med sammenpressede kagerester, at jeg engang kastede mig ud i at lave trøfler selv – og se lige resultatet:
Er de ikke flotte? Jeg sværger, de smagte lige så godt som bagerens udgave!