Tanker om Matador
Som bekendt er jeg for tiden i gang med at gense den skønne og klassiske tv-serie, Matador. Helt ærligt, det er jo en genial serie, som stadig holder 100 % den dag i dag! Skulle der sidde nogen derude bag skærmene, som endnu ikke har haft glæden af Matador, så gør lige jer selv den tjeneste at se den. Det er knaldgodt! Og så vil dette indlæg også give en del mere mening.
Jeg er pt. nået til afsnit 11-12 stykker, og undervejs har jeg spekuleret lidt over, hvorfor netop Matador blev så stor en succes. Det må afgjort være pga. de skønne, interessante og unikke karakterer. Der er både nogen at elske, nogen at hade, nogen at grine af, nogen at have ondt af, nogen at få spat af og alt muligt andet. Der er simpelthen det hele.
Først må jeg naturligvis nævne Maude Varnæs, som er en helt fantastisk karakter og en af mine personlige yndlingspersoner. Hun gør ALT for at opretholde den perfekte facade og bevare familiens gode rygte i Korsbæk. Ak ja, hvis de sociale medier havde eksistereret under Maudes tid, havde hun stensikkert fyldt både Facebook og Instagram med billeder af hendes ”perfekte liv”.
Humor er ikke Maudes stærke side, så da hendes mand Hans Christian og hendes søster Elisabeth storgriner af historien om, at en hund tidligere på dagen har bedækket en anden hund på åben gade, udbryder hun fornærmet: ”Jeg synes, det er en både dum og vulgær historie”. Så snart lokummet brænder og nogen gør noget, der ikke lige passer Maude, går hun ”op og lægger sig”. Straks bliver der sendt bud efter den altid sympatiske Doktor Hansen.
Desuden er der den skønne kokkepige, Laura, som arbejder i køkkenet hos familien Varnæs. Hun har tjent i huset i mange år og forsøger at opdrage på stuepigen, Agnes, som er meget interesseret i at opsnappe sladder, hver gang hun går op i stuen med kaffe eller mad. I virkeligheden er Laura dog selv overordentligt nysgerrig, men hun forsøger at opretholde sin stramme og professionelle opførsel overfor Agnes. Havde der været Paradise Hotel i Lauras tid, var hun helt sikkert typen, der svinede programmet til i vennegruppen, men alligevel så trofast med hver aften i smug!
… For slet ikke at tale om familien på den anden side af gaden, nemlig familien Andersen Skjern. Og så er der jo også Røde, Grisehandler Larsen & hunden Kvik, Hr. Schwann, Tante Møhge & Misse, Skjold Hansen, Fede og alle de andre.