Browsed by
Tag: 4 måneder

4 måneders jubilæum

4 måneders jubilæum

Vi har noget, vi skal fejre. I forgårs var det nemlig 4 måneder siden, at bloggen gik i luften. 4 hele måneder. Det er ret vildt. Jeg stemmer for, at vi tager 4 mere. Og mange flere efter det. For altogingenting.dk er helt klart kommet for at blive!

Det går supergodt med mit liv som blogger. Jeg bliver mere og mere glad for at skrive (troede ellers ikke, at det var muligt), og min hjerne bliver ved med at finde på en masse nye idéer til indlæg.

Allerede før bloggen havde to måneder på bagen, blev jeg kontaktet med henblik på et samarbejde om forskellige sponsorerede indlæg og produktgaver. Jeg skal blankt indrømme, at jeg klappede en smule i mine fedtede hænder og smilede op til ørerne. Tænk at nogen havde valgt at ville lave markedsføring igennem MIN blog. Det tog jeg som et meget stort kompliment. De måtte jo se noget potentiale her på min ret så nye blog.

Jeg valgte dog at takke nej til samarbejdet af flere årsager. Blandt andet fordi bloggen var (og er stadig) så ny, og samtidig kan jeg ikke lige se, hvordan sponsorerede indlæg kan passe ind her. Men det har jeg faktisk tænkt mig at skrive et helt indlæg om en anden gang.

I løbet af bloggens fire måneder har jeg i øvrigt kunnet mærke, at det efterhånden bliver sværere for mig at tage mine ”bloggerbriller” af. De er bare blevet en del af mig. Og med det mener jeg, at bloggen hele tiden er et sted i min bevidsthed. Jeg ser blogindlæg og emner alle vegne, og det sker oftere og oftere, at jeg lige må notere noget på min iPhone. Jeg skulle jo nødigt nå at glemme det inden jeg vågner igen/kommer hjem/stiger på bussen/er færdig med at lave mad.

Der kommer lige så stille flere og flere læsere til bloggen, og det gør mig så glad at se! I skrivende stund er der i alt 204 kommentarer på bloggen. Og uden at lyve så bliver jeg seriøst glad for dem alle sammen. Hver og en. Det gør mig overraskende meget glad, at I for det første gider læse det, jeg skriver, og at nogle af jer også tager sig tid til at smide en kommentar. Så once again; tusind tak for det – og bliv endelig ved…

Og nu vi er ved det. Hvis nogen skulle have lyst til at pippe op om et eller andet så gør det endelig! Det kan være ris, ros, ønsker, spørgsmål og alt muligt andet. Det kan også være, hvis der er noget, I har lyst til at høre mere om, eller hvis I har forslag til emner, jeg kan tage op. Den slags er altid mere end velkomment enten i en kommentar, en mail eller noget tredje.

Jeg glæder mig til endnu flere måneder her på domænet!
God aften til jer alle.