Kalenderlysets forbandelse
Hvordan kan noget så hyggeligt og afslappende som et stearinlys forårsage en slags stressfølelse i kroppen? Det er ganske simpelt. Det kan det, hvis der er tal på, og man kun må brænde ét tal ned hver dag!
Når man tænder det, er det skide hyggeligt til at begynde med. Men det går hurtigt over. For så skal man holde øje. Man skal hverken brænde det for lidt eller for meget ned. Så selvom man forsøger at koncentrere sig om aftensmaden, eksamensopgaven eller fjernsynet, har man stadig et halvt øje på det skide lys (eller går jeg mon for meget op i det?).
I det hele taget skal man huske at tænde det. Hver dag. Man skulle jo nødigt komme bagud. Det skal også tændes på det rette tidspunkt. Har man investeret i en ordentlig kleppert af et kalenderlys, skal det tændes i god tid, så det kan nå at brænde et tal, før man skal i seng/på arbejde/i Netto/noget andet. Og har man pludselig ikke været hjemme i et par dage, gælder det om at indhente det forsømte!
Forrige år købte jeg et kæmpestort og tykt kalenderlys. Jeg tænkte ”Det skal sgu kunne være tændt i mere end en halv time”. Dumt tænkt. Vi tændte det så ofte vi kunne – men sådan et lys med en diameter på 8 centimeter skal jo være tændt længe for at begynde at brænde ned. Da vi nåede juleaften, var vi ifølge kalenderlyset stadig ved den 7. december (jeg overvejede et kort øjeblik at gemme det til året efter). Lad dig aldrig friste til at købe sådan et!
Sidste år købte jeg så et lille, tyndt lys. Det gik heller ikke. Det brændte for langt ned, når man kom til at fordybe sig for meget i noget andet. Argh! I år er jeg gået midtervejen og har købt et mellemstort lys. Det går okay og har indtil videre hverken medført hjertebanken eller irritation.
I havde nok ikke lige regnet med julebrok fra min side, vel? Det gælder om at overraske sit publikum. Hvad med jer? Er I lige så autoritetstro over for jeres kalenderlys, eller er I sådan nogle rebeller, der er ligeglade med at brænde for meget eller lidt?