Endnu en uge #18
1) Hvad sker der for, at jeg aldrig har ”fejret” Mortensaften før i år? Det er da bestemt en fejl! I mandags havde min svigermor inviteret os på and med det hele, og hold nu kæft, hvor var det lækkert. Jeg sværger, jeg kunne trille hjem.
2) Senere på aftenen opdagede jeg, at de sociale medier bugnede af Mortensaftensbilleder (som var det det mest naturlige i verden), og jeg stod tilbage og følte mig lidt snydt. Sig mig, plejer alle andre bare at mæske sig i and, kartofler, rødkål og brun sovs denne aften uden at informere mig eller hvad?
3) Har igennem hele ugen delt redigeringsrum med en meget sød og meget højgravid kollega. Det er som om, min krop ikke helt fatter, at den ikke er gravid og derfor ikke behøver crave kage eller andre søde sager hver eftermiddag, bare fordi hun gør.
4) I den kommende uge sidder vi der begge to igen, og jeg har besluttet at udsætte min krop for et komplet ”ingen-kage-eller-andre-lækre-eftermiddagssnacks”-princip. Det bliver jo ikke ved med at gå!
5) Dette blev ugen, hvor jeg erfarede, at der findes en amerikansk mand, der seriøst lever af at ligne Barack Obama. Det er jo for sindssygt. Hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om, så google ham lige – han hedder Louis Ortiz.
6) I onsdags var jeg SÅ tæt på at slæbe min fyldte (og en anelse ulækre) skraldepose med ind i Føtex. Hvor træt er man så? Og hvordan ville jeg mon have reageret, hvis jeg pludselig opdagede skraldeposen i min højre hånd, mens jeg stod der midt i Frugt og Grønt?
7) Jeg har været så afsindigt forkølet i hele denne uge (jeg er åbenbart indehaver af verdens absolut dårligste immunforsvar), at min lugtesans har været sporløst forsvundet og først så småt er vendt tilbage i går. Ikke 100 %, men måske 40 %. Og det er da fantastisk!
8) Grundet denne lange og slemme forkølelse har jeg også i løbet af ugen lavet usandsynligt mange kopper kamillete. Jeg føler mig efterhånden overbevist om, at jeg kan lave en kop i søvne med lukkede øjne UDEN at skolde mig eller spilde en eneste dråbe. What a talent.
9) I går oplevede jeg noget fantastisk. Var inde i en sand julebutik i Århus. Der var julepynt overalt i alle former og farver. Og der strømmede naturligvis julemusik ud af højttalerne. Det var fantastisk!
10) … Desuden vrimlede det med mennesker derinde, så vi kunne næsten ikke komme hverken frem eller tilbage. Og så er det, man spørger sig selv; hvem er det så lige, der brokker sig over, at butikkerne pynter tidligt op? Jeg troede jo, at min veninde og jeg skulle have julebutikken for os selv i går, fordi alle andre åbenbart ikke gider at jule endnu!