Alt og ingenting

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det). 

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…