penge Archives - Alt og ingenting

Hvad er det nu, jeg ønsker mig?

16. september 2014 Line Nielsen Comments 6 kommentarer

Inden længe er det min fødselsdag. Det er om 12 dage for at være helt præcis. Det betyder, at folk efterhånden begynder at spørge efter en ønskeliste. Og hvis der er noget, jeg er dårlig til, så er det altså at skrive ønskelister (… og at stå op om morgenen, at tage mig sammen til at vaske tøj og mange andre ting, som vi ikke skal komme ind på her).

For det første kommer det bag på mig hvert evigt eneste år til både jul og fødselsdag, at jeg jo ligesom skal have fikset en ønskeliste. Guuuud ja, jeg har både pyntet op til jul, bagt julekager, lavet konfekt og hørt julemusik i flere uger. Men jeg har da helt glemt at fikse en ønskeliste!

Er jeg den eneste, der altid glemmer det? Jeg har endda oprettet et dokument på min computer ved navn ”ønskeliste”, så jeg kan opdatere den løbende, hver gang jeg kommer i tanker om noget, jeg godt kunne tænke mig. Den har jeg så åbenbart bare lige glemt at ajourføre. Jeg har nemlig lige åbnet ønskelisten, og flere af tingene fik jeg til jul!

Nu ville nogen måske vove at påstå, at hvis jeg ikke engang kan forfatte en skide ønskeliste, så er det nok fordi, jeg ikke mangler noget. Det er imidlertid ikke tilfældet. Resten af året går jeg nemlig og kigger ind ad butiksvinduer og sukker efter alle de flotte/fine/uundværlige ting, som jeg virkelig gerne vil eje, men som jeg ikke lige har råd til at købe. Når jeg shopper, står jeg og laver plus/minus-lister i hovedet, fordi jeg ikke har råd til at købe alle de 3 trøjer, jeg lige har prøvet, men i stedet må jeg vælge én fra. Ergo er der masser af ting derude, som jeg virkelig ønsker mig! Jeg har bare en evne til at glemme det hele lige op til fødselsdag og jul.

Sommetider bliver jeg faktisk også lidt ”nærig” med min ønskeliste – kender I det? Forstået på den måde, at jeg måske mangler et eller andet praktisk og måske kedeligt såsom grydelapper eller håndklæder. Så kan jeg tage mig selv i at tænke: Ej, gider jeg virkelig spilde mine gaver på HÅNDKLÆDER?! Hvilket egentlig er den dummeste tanke, for jeg gider da SLET ikke selv gå ud at købe den slags…

Hvordan har I det med ønskelister? Fif til gode ønsker modtages med kyshånd i kommentarfeltet!

Hvad der kan ske, når man møder facere på gaden

9. august 2014 Line Nielsen Comments 8 kommentarer

Nu er det ikke fordi, jeg ikke vil støtte et godt formål (bare så vi lige har dét på plads, inden indlægget går løs). For det vil jeg hjertens gerne, og det gør jeg også af og til!

Men for det første har jeg faktisk ikke altid tid til at tale med 7 facere, hver eneste fucking gang, jeg går forbi Magasin. Jeg vil også hellere sidde derhjemme i sofaen i ro og mag og beslutte mig for, hvad jeg vil støtte – frem for at sige ja til de første to facere jeg tilfældigt støder ind i på gaden.

For det andet har jeg SÅ svært ved at sige nej, hvis jeg først begynder at tale med dem (fuldstændigt som telefonsælgere), at jeg simpelthen har besluttet mig for at forsøge at undgå det. Derfor forsøger jeg at sige klart nej fra starten, for hvis jeg først har virket interesseret, og de rigtigt begynder at tegne og fortælle, så får jeg dårlig samvittighed, og jeg føler virkelig, at jeg sidder i saksen. Årh nej, Line din klovn. Nu kan du ikke være bekendt at sige nej og gå din vej. Manden har jo lige brugt 7 minutter på at forklare dig om det hele! Dét går simpelthen ikke, for på den måde kan jeg jo få rippet min bankkonto blot ved at bevæge mig på de 200 meter i Århus, hvor facerne altid er samlet.

Her har jeg lavet en liste over de forskellige reaktionsmønstre, jeg har udviklet og tager i brug, når jeg skal forbi facerne. Hvis I har samme problem som mig, så tag det som en række tips:

Skynd dig at tage din telefon op ad lommen og op til øret og snak; bare snak snak snak! Og HUSK for Guds skyld at sørge for, at telefonen er på lydløs, så den ikke lige pludselig ringer, imens du går og snakker i den… Dét ville være pinligt!
Gå videre uden at stoppe, mens du pænt forklarer, at du altså ikke har tid lige nu. Den virker dog ikke altid, for sommetider vælger de bare at gå MED (jeg var oplevet det to gange. Ret akavet). Og så er vi tilbage ved den dårlige samvittighed, når de lige har brugt 7 minutter på at fortælle…
Hvis du ikke har penge til at støtte et godt formål (det kan faktisk godt ske på en SU), så sig det ligeud. Det tror de dog som regel ikke på (lidt ligesom telefonsælgere: ”Ej men det er jo kun 50 kroner for to magasiner? Det har alle jo råd til!” – ja det kan sgu godt være, men jeg GIDER ikke bruge 50 kroner på dine to lortemagasiner. PS: lad venligst være med at udtale dig om, hvad jeg har råd til). En facer sagde engang til mig: Jamen hvordan har du så råd til den iPhone du har i hånden? Jeg blev helt befippet (og fik igen dårlig samvittighed), og fik fremstammet at, jamen, det er jo nok derfor, jeg ikke har flere penge nu. Han har med garanti stået og tænkt ”dit materialistiske svin”, da jeg gik videre. Men helt ærligt så blev jeg faktisk lidt fornærmet over dén udtalelse. Det er sgu da feje tricks at bruge.

Ak ja. Hvis man da bare havde penge til at redde hele verden…

Jeg kigger bare lige … med dankortet

27. maj 2014 Line Nielsen Comments 0 kommentarer

Det kan godt være, at jeg tidligere har givet jer et indtryk af, at jeg hader at shoppe. Men det gør jeg jo i virkeligheden slet ikke (min bankdame ville i hvert fald til hver en tid vidne om det modsatte) – og det er nok heller ikke gået jeres næse forbi, at ironi er et tilbagevendende element her på bloggen.

I virkeligheden er jeg nok nærmere en anelse shopaholic. Altså ikke på den sygelige ”jeg-dør-hvis-jeg-ikke-køber-denne-designertaske”-måde, men mere på ”jeg-skal-bare-lige-kigge-i-H&M-men-kommer-til-at-købe-alt-for-meget”-måden.

Problemet ligger nok i, at hver gang jeg går i min lokale Føtex, så går jeg lige forbi H&M. Og så kunne man jo godt lige gå ind for at kigge lidt. Altså bare kigge. Men H&M er jo ikke sådan en butik, man bare kigger i. Det er så billigt, at man jeg ikke kan lade være med at købe noget. Bare lidt. Den her top koster jo kun 129 kroner. Eller se her – et par solbriller til kun 69 kroner.

Og så bruger jeg de der klassiske argumenter over for mig selv. Det er jo næsten dumt ikke at købe det. Jeg skal jo bruge solbriller hele sommeren. Og en top mangler man jo altid. Det er utroligt så nemt det er at overbevise sig selv om, hvad man virkelig mangler/får brug for engang/vil se godt ud i/ikke kan undvære.

Heldigvis er det ”bare” i H&M, jeg ikke helt kan styre mig. Tænk hvis det var i Gucci eller den slags. Det ville sgu være en tragisk kombination med SU’en. Én ny ting den første og så ellers havregrød (uden bær og andre lækkerier) resten af måneden.

Derfor har jeg udviklet et had-/kærlighedsforhold til H&M. Mest kærlighed. Man bruger jo aldrig ret mange penge ad gangen derinde – for man får virkelig noget for pengene. Men til gengæld kommer man nemt og tit til at gå ind og købe en enkelt ting. For det er jo bare en enkelt lille ting. Og endnu en enkelt ting to dage efter…

Tid til shopping

3. april 2014 Line Nielsen Comments 0 kommentarer

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det).

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…