Alt og ingenting

I dag vil jeg fortælle jer en lille historie. I indlægget her skrev jeg om, at folk aldrig taler sammen i offentlig transport. Jeg lagde op til, at det da er oplagt at tale med sine medpassagerer, når man nu alligevel er plantet i samme togkupé i timevis. Bagefter kom jeg i tanker om en episode, hvor jeg rent faktisk talte med en medpassager i flere timer. Og den historie skal I da ikke snydes for (you’re welcome).

Det skete i efteråret 2010 – kort tid efter jeg var startet på Medievidenskab. Jeg skulle med toget fra Århus til København, og jeg havde godt med tømmermænd. Derfor havde jeg egentlig bare planlagt en meget afslappet togtur med musik i ørerne – jeg havde dog også medbragt både en bog og min computer i håbet om at få læst noget pensum. Jeg satte mig på min plads og fandt bog, computer og høretelefoner frem. Med musikken i ørerne lænede jeg mig behageligt tilbage i sædet og lukkede øjnene. Ah. Nu skulle jeg bare slappe af, inden det var tid til at få læst.

Det gik ikke længe, før mine dagdrømme blev afbrudt af en stemme, der sagde ”Undskyld, men hvad er det for en bog?”. Det var en ældre dame, som sad skråt over for mig (og som senere skulle vise sig at være i et gevaldigt snakkehumør!). Jeg skal meget gerne indrømme, at mine første tanker var noget a la STOP med at tale til mig. Jeg orker det ikke. Jeg skal jo bare sidde og halvsove. Og hvorfor begynder hun overhovedet at indlede en samtale med nogen, der sidder med høretelefoner i? Get a hint, woman.

Høfligheden var dog betydeligt større end irritationen, så jeg svarede damen pænt på hendes spørgsmål. Det tog hun som en invitation til at spørge om endnu mere. I starten forsøgte hun også at få den unge fyr, som sad ved siden af hende, med ind i samtalen. Han var dog ret afvisende og sad desuden med et par kæmpestore hørebøffer på. Så nu var der kun den ældre dame og mig tilbage. Snakken gik og efter lidt tid stoppede mine ”Hvordan får jeg mon afsluttet denne samtale?”-tanker.

Den søde dame fortalte om sine børnebørn, sin karriere som folkeskolelærer og sin mand gennem mange år. Hun kiggede i min bog og spurgte interesseret ind til mit nye studie. Hun fik endda også lige et hurtigt kursus i Facebook, fordi hun stirrede så nysgerrigt på min skærm, at jeg blev nødt til at lade hende vide, hvad der foregik.

… Og lige pludselig kørte toget ind på Københavns Hovedbanegård efter hvad der føltes som kun den halve rejsetid. ”Tak for snakken” sagde den rare dame. ”Selv tak” svarede jeg. Og så forlod vi begge toget..