Browsed by
Tag: hjælp

Kære blære

Kære blære

(og ja, jeg har lige skrevet et brev til min blære!)

Jeg har noget, jeg bliver nødt til at tale med dig om. Vi har kendt hinanden i mere end 25 år og har været igennem en masse sammen. Men jeg føler efterhånden, at du er begyndt at svigte mig. Der er nogle ting, der har irriteret mig igennem længere tid, og jeg føler, at det nu er på tide at fortælle dig det. På den måde har du en chance for at gøre noget ved det.

Hvorfor skal du altid være ved at eksplodere, så snart jeg lige er ved at være hjemme? Det sker altid først i det sekund, jeg lige skal stille cyklen ind i cykelskuret og derefter bestige alle trapperne. Sommetider gør du mig næsten helt bange for at tisse i bukserne! Kan du for pokker ikke væbne dig med lidt tålmodighed og så lige vente bare TO minutter med at brokke dig? Tak!

Og hvorfor er du så overfølsom over for øl? Jeg kunne forstå det, hvis jeg drak mange, men du begynder jo allerede at skabe dig, så snart jeg drikker en enkelt! Det er virkelig noget, jeg håber, at du vil arbejde med – især nu hvor vi går sommeren i møde. For jeg holder så meget af at sidde med rare mennesker og grille i en park på en varm sommerdag. Og så sker det sommetider, at man drikker et par øl imens. Og der er ikke så mange toiletter i Botanisk Have.

Jeg håber ikke, at du tager dette ilde op, for jeg er jo også rigtig glad for dig. Det kunne bare være super lækkert, hvis du lige kunne tage mine irritationspunkter op til overvejelse. Og derefter finde en løsning. På forhånd tak.

Kh Line

Tid til shopping

Tid til shopping

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det). 

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…