I dag har min søde kæreste fødselsdag. Hip hip hurra for det. Men det betyder også, at jeg har været igennem en både spændende og lidt problematisk proces. Nemlig hele den store gavejagt. Og jeg kan da umuligt være den eneste, der har svært ved at finde den perfekte gave?!
For det er jo ikke engang bare den perfekte gave, man skal finde. Som i én gang. Man skal jo ligesom finde den igen og igen. Der er både jul og fødselsdag år efter år. Jeg elsker generelt at købe gaver. At kigge i alverdens butikker og forsøge at finde noget, som folk vil blive virkelig glade for. Jeg elsker især at købe gaver til min kæreste, men samtidig er det altså også noget af en udfordring!
For hvordan er det lige, man køber den perfekte kærestegave? Man har jo altid en eller anden smuk, lyserød forestilling om, at man skal købe noget kæresteagtigt! Det må ikke være en mor-agtig gave, for det er da ikke særlig romantisk. Sengetøj, håndklæder og strømper samt alt i den kategori er ligesom udelukket. Det skal nemlig være noget specielt. Noget, der betyder noget. Og meget gerne noget, han kan bruge hver dag (eller i hvert fald tit), imens han tænker på mig.
Min kæreste er faktisk rigtig god til at skrive ønskelister, så det er bestemt ikke fordi, jeg mangler noget at vælge imellem. Men ofte sidder jeg ganske ubevidst og fravælger mange af ønskerne, fordi de ikke er ”kæresteagtige”. Hvad er det lige for en underlig logik? Det er jo for dælen dét, manden ønsker sig og derfor gerne vil have. Hvorfor føler jeg så en trang til at vride hjernen og finde på noget helt andet og mere kærestet? Please sig, at I også har det sådan!
Jeg har endda været så langt ude, at jeg ikke ville give ham noget, jeg har givet ham før. Fx et par sko. Hvor dumt er det lige? Jeg tror, det er halvandet eller to år siden, jeg sidst gav ham et par sko. Manden har jo naturligvis fået behov for nye sko i mellemtiden! Men på en eller anden måde virker det bare for uopfindsomt. Altså lige indtil det går op for mig, at jeg ville blive superglad, om jeg så fik sko i hver evig eneste jule- og fødselsdagsgave (nu er jeg selvfølgelig også af hunkøn, men alligevel).
Så den ”regel” er ligesom stemt ude. For helt ærligt, hvis man ikke må give det samme i gave to gange (eller flere), bliver det nok en anelse problematisk i længden. Hvad fa’en er der så lige tilbage at vælge imellem, når man når til sølvbrylluppet? En dåseåbner eller en gardinstang (i netop dét tilfælde bør man nok gå efter dåseåbneren).