Browsed by
Tag: facebook

Om at huske fødselsdage

Om at huske fødselsdage

I dag kom jeg til at tænke på dét at huske fødselsdage. Kan I huske jeres venners og veninders fødselsdage? Jeg indrømmer gerne, at det kan jeg ikke (mere). Som i slet ikke. Nu til dags (shit, man lyder partout gammel, når man bruger udtrykket nu til dags) har man jo facebook til at minde én om den slags.

Og tak for det facebook, for det er da egentlig meget praktisk. Så slipper man for selv at bøvle med det. Og ens kalender behøver ikke være fyldt op med fødselsdage.

Men alligevel er det altså ikke udelukkende en fordel. Netop fordi man har facebook, slår man jo nærmest hjernen fra på det punkt. Og hvad nu hvis det glipper? Hvis man en dag ikke er på facebook? Pudse pudse glorie, se mig, jeg er ikke afhængig af facebook, og jeg bruger det sleeeet ikke hver dag – NOT. Nej okay, men det kan jo stadig glippe. Hvis man ikke lige tjekker fødselsdagene på facebook dagligt. Og der er jo også nogen, der ikke er på facebook (ja, de findes faktisk). Det er da synd, hvis man bare glemmer dem…

Det var sgu noget andet i folkeskolen. Der havde vi altid sådan en stor kalender på opslagstavlen, hvor alle klassens elevers fødselsdage stod på. Og for at det ikke skal være løgn, så kan jeg stadig huske de fleste af dem. For dengang blev man jo nødt til selv at huske dem – eller i hvert fald skrive dem ned i sin fine Diddl-kalender med forskelligfarvede kuglepenne. Det fik åbenbart min hjerne til at memorere dem.

Det har så gjort, at jeg stadig den dag i dag kan huske de fleste af mine gamle klassekammeraters fødselsdage (selvom jeg flyttede fra den skole, da jeg fik i 7. klasse). Så engang imellem når jeg vågner op om morgenen og ser dagens dato på min telefon, så tænker jeg lige ”Gud, i dag er det jo Andreas’ fødselsdag”-ish. Og så kan jeg selvfølgelig også huske fødselsdagene i min familie og bare generelt de folk, jeg lærte at kende, før facebook så dagens lys.

En anden dag vil jeg fortælle jer om den dag, jeg var ude at spise brunch med min gode veninde i anledningen af min fødselsdag. Det havde min veninde bare lige glemt…

En irriterende Facebook-trend

En irriterende Facebook-trend

Hvad er det lige, der sker for alle de der udfordringer, der fylder hele min News Feed på Facebook for tiden? Det startede med, at man skulle bunde en øl, og nu skal man hoppe i vandet inden for 48 timer. De første par gange, jeg så det, var det da meget sjovt. Haha, han hoppede i det kolde vand, og nu fryser han helt vildt. Godt det ikke er mig. Men nu hvor Facebook er fyldt med den slags videoer, orker man det bare ikke rigtigt mere, vel?!

Og hvad er det også for et underligt ”væddemål”? Normalt når man vædder eller udfordrer hinanden, er man ligesom indforstået med aftalen begge to. Her er et håndtryk fx på sin plads. Men den her nye trend er jo helt forkert på den! Man kan udfordre hvem man vil, og man må åbenbart også selv vælge, hvad der er på spil. Det giver jo ingen mening..

Jeg vil også gerne med det samme meddele, at hvis nogen skulle få den skøre idé at udfordre mig, så hopper jeg altså ikke på den. I’m sorry. Bare kald mig tøsedreng, men jeg vil nu gerne fastholde min ret til selv at vælge, hvilke væddemål jeg vil indgå i. Eller skulle jeg i stedet gå all in og begynde at lægge videoer op af alt, hvad jeg gør, og så udfordre mine venner og veninder til at gøre det samme? Så vil jeg i hvert fald vælge nogle federe præmier.

Det kunne være noget ala Så har jeg lige lavet en lasagne. Mette, Louise og Morten skal også lave en lasagne indenfor 48 timer, ellers skylder I mig en tur til Italien. Eller måske den her: Hej, nu vil jeg vise jer, hvordan man spiser en hel plade Marabou. Nanna, Sune og Lars I skal også spise en plade Marabou, ellers skylder I mig et års forbrug af Frellsen-godter. Den sidste tror jeg især ville falde i god jord hos folk. Så vil man lige pludselig sidde og håbe på at blive udfordret! Dét ville skabe god stemning på de sociale medier, frem for haha du er godt nok min ven, men du skal lige hoppe i noget iskoldt vand og fryse helt vildt, og bagefter skal du offentliggøre en video af det.

I det mindste kan vi da glæde os over, at ”hop i vandet”-bølgen højst sandsynligt snart er overstået. For hvor sjovt er det lige til sommer, når alle alligevel er på stranden? Til den tid bliver der rungende tomt på min News Feed i hvert fald.. Med mindre nogen fører en af de ovenstående idéer ud i livet! Feel free.

Bloggens første måned

Bloggens første måned

I dag er det en måned siden, bloggen gik i luften – den blev dog først offentliggjort to dage senere, men hvem tæller. Her kommer lige en oversigt over bloggens første måned i tal:

  • Jeg har udgivet 32 indlæg inkl. dette
  • Der er i alt 42 kommentarer her på bloggen (af hjertet tak! Jeg hopper af glæde hver gang)
  • Min ”to-write”-liste over idéer til kommende indlæg fylder nu 5 sider i punktform i Word
  • For 14 dage siden fik bloggen sin egen Facebook-side
  • Det mest sete opslag på Facebook er linket til indlægget ”Top 3 over overflødige sætninger
  • Bloggen har haft allerflest besøg fredag den 25. april, hvor jeg skrev indlægget ”Voksne spiser jo ikke slik
  • Antal kommentarer fra trolls: to – fra den samme person. Den mailadresse, der var angivet, tilhørte intet mindre end Holstebro Kommunes Borgmester. What? En form for identitetstyveri.
  • Indlægget ”Tid til shopping” har fået flest likes
  • Antal gange, jeg er stoppet op i en butik/i bussen/på strøget/midt i en samtale, fordi jeg pludselig fik en idé til et skriveemne og med det samme måtte notere den: kan ikke tælles…

Jeg er vild med at blogge, og jeg er vild med, at I læser med!

Her er lige et lillebitte smugkig på min brainstorm på mobilen:

noter

Så er bloggen på sociale medier

Så er bloggen på sociale medier

Om et par måneder afslutter jeg mit fjerde (og næstsidste… yikes!) år på medievidenskab. Ét af de temaer, der går igen år efter år, er sociale medier. Og jeg elsker sociale medier! Både sådan rent fagligt og medievidenskabsmæssigt men helt bestemt også privat. Derfor skal bloggen naturligvis også være til stede på disse.

Det startede med, at jeg oprettede bloggen på bloglovin’ efter kraftig anbefaling fra en veninde. Jeg havde aldrig selv brugt bloglovin’ (på trods af, at jeg er en ok ivrig blog-læser), og vidste faktisk ikke rigtigt, hvad det var. Men det er da egentlig skide smart! I kan finde altogingenting.dk på bloglovin’ her.

I går oprettede jeg så en Facebook-side til bloggen. Den finder I lige her. Jeg lover højt og helligt, at det ikke bliver en irriterende spamside, der lægger syv opslag på Facebook om dagen! Ama’r halshug. Jeg vil bruge siden til at linke til nye indlæg samt smide en opdatering, tanke, kommentar eller andet op i ny og næ. Hop ind og like siden, så er I altså bare søde. Og del den meget gerne eller anbefal den til én, I kender, som måske vil synes om den. Så bliver jeg rigtig glad.

Vi ses ovre på Facebook (og naturligvis på bloggen senere i dag…).

 

 

 

Man må ikke lyve – kun lidt

Man må ikke lyve – kun lidt

I går var det jo den 1. april. Men okay, det var I sgu nok alle sammen klar over i forvejen. Det kan da umuligt været gået nogens næse forbi. Alle har vel fået tapetseret deres Facebook-News Feed med folk, der pludselig skal giftes eller have børn. Det er da alligevel pudsigt, at så mange vælger at offentliggøre det på samme dag, hva’?

Men hvad i alverden er det egentlig også for en underlig tradition? Én dag om året hvor det bare gælder om at lyve, så det basker. Lyv, lyv, lyv. Om alt og til alle. Og det er allerbedst, hvis du kan få nogen til at hoppe på den. Gerne så de bagefter bliver lidt flove over, at de var så dumme at tro på dig. Og så må du ellers bare håne dem… Sig mig lige engang, hvad er det for noget at lære børn og unge?

For helt seriøst, den person, der i sin tid opfandt aprilsnaren, må da virkelig have været i problemer. Jeg gætter på, at han kom med et forslag eller fortalte en historie, som blev taget virkelig dårligt imod – og så har han ikke set anden udvej end at råbe ”APRILSNAR”.

Jeg hoppede faktisk på en aprilsnar i går morges. Men der var jeg altså heller ikke helt vågen endnu og havde tilsyneladende også glemt alt om, hvilken dag det var. Mit vækkeur havde lige ringet, og jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne (b-menneske, you know). Jeg tjekkede lige hurtigt Facebook – og hey, Danmark skal alligevel med til VM i fodbold. Juhuu! Jeg går ikke engang op i fodbold, men jeg nåede lige at gå og glæde mig til at stå på Store Torv til sommer med en øl i hånden og landskamp på storskærm. Pludselig gik det op for mig – og jeg var lige ved at prikke mascaraen i øjet på mig selv af ren og skær overraskelse – “I dag er det jo mors fødselsdag (det var åbenbart lykkedes mig at glemme det i løbet af natten). Dagen hvor man ikke skal tro på noget som helst”… PIS!

Men hallo, det er da også fejt at lave en så positiv og god historie, at man bliver virkelig skuffet, når sandheden går op for én (Not cool, Go’ Morgen Danmark!). Det må vi altså lige i fællesskab lave en regel om! Hvem ringer til Helle Thorning? Hun må lige informere hele landet (SÅ mange læsere har bloggen alligevel ikke helt – endnu).