Noget om hvad all inclusive-konceptet gør ved folk
Nå, men I har vel alle ventet i spænding (siden mit brok over håndklæde/liggestol-problematikken) på at høre mig brokke amok over folks opførsel på all inclusive-ferier? Ja, ikke? Det tænkte jeg nok.
For helt ærligt, ikke? Folk er jo sygt klamme på sådan en ferie. All inclusive-konceptet gør bare ikke folk smukkere eller mere venlige. Det modsatte gør sig nok nærmere gældende.
Jeg vil tale lige ud af posen (i modsætning til hvornår? spørger jeg så mig selv). Folk bliver sgu lidt nogle ulækre svin, når de sådan er på luksushotel og har fri adgang til evige mængder af mad og drikke dagen lang. 
For det første møder man altid de der midaldrende familiefædre, der står klar klokken 10 om formiddagen hver dag, når poolbaren åbner. Så skal den første fadøl lige køres ned. Og ellers skal bartenderen bare keep ’em coming.
Bevares, jeg skal da ingenlunde blande mig i, hvornår og hvor mange øl, folk drikker, når de er på ferie. Og jo, jeg drikker skam også selv øl på min ferie. Men det er altså ikke just noget kønt syn, når en 55-årig mand står i badebukser med frit udsyn til ølvommen og bæller to fadøl klokken 10.02. Og en igen klokken 10.15.
Hvorfor har folk også så travlt? Slap nu af, I er på ferie! De stakkels bartendere kan jo næsten ikke komme til at åbne baren der klokken 10 om formiddagen, fordi en kødrand af tørstige turister vrimler utålmodigt rundt og kigger afventende på klokken.
Chill, folkens. Klokken er 10. Du har lige spist morgenmad, og det er faktisk kun 10 timer siden baren, og dermed den evige kilde til øl/sodavand/drinks, sidst stod til din rådighed.
Drikkevarer er én ting. Der er desværre noget, der er meget værre.
Det drejer sig selvfølgelig om maden på sådan en ferie. I ved de der kæmpestore buffeter til både morgenmad, frokost og aftensmad, der byder på alt, hvad hjertet kan begære (en lille bonusinfo: i Tyrkiet er de vilde med dild. Som i virkelig vilde med dild. Som i “hey-skal-vi-ikke-prøve-at-putte-dild-i-ALT-vores-mad?”).
Det er her, folk virkelig bliver klamme, egoistiske og decideret ubehøvlede. Har I set, hvor meget mad, folk slæber med ned til deres borde? Og hvor meget af det, de efterlader igen, når de forlader restauranten? Det er direkte ulækkert at se på.
Nu ved jeg ikke, hvordan I gør, når I er ude at spise buffet normalt. Men jeg plejer nu engang at nuppe mig en tallerken selv og så ellers rende rundt i buffetten og fylde lækre ting på. Når tallerkenen er fyldt, sætter jeg mig ned på min plads og spiser.
Det er imidlertid ikke alle, der går efter ovenstående princip, når de skal fortære en buffet. Jeg har set utallige familier, der tilsyneladende deler buffetens delelementer op imellem sig: Hvis du henter en stor bunke brød, så henter jeg kager til dessert, og så kan mor hente et bjerg af pandekager, og så kan far lave et pålægsfad!
Ikke at jeg som sådan har hørt nogen sige den sætning, men jeg har set det udspille sig i praksis. Mange gange. For gud forbyde da, at der måske kunne være udsolgt af pandekager, hvis jeg nu fik lyst til én senere. Så hellere hente 10 nu – bare for en sikkerheds skyld.
Hvad i alverden er det for en gang dovenskab? Og madspild? Behøver I virkelig at indsamle jeres egen buffet nede på bordet? Som I så igen kan vælge og vrage i, og derefter skride fra et bord fyldt med urørt mad. Lad nu bare hver enkelt person fylde en tallerken med dét, man ønsker. Slut, prut (mor er sur nu, kan I fornemme det?).
Og så gider jeg ikke engang kommentere på alle de unger, der udelukkende spiste pomfritter og nuggets hele ugen ud. Heller ej vil jeg nævne, at jeg også så voksne mennesker, der stort set levede af dét.
