Browsed by
Tag: barndomsminder

Eventyret om den lille pige med bøjle

Eventyret om den lille pige med bøjle

Der var engang en lille pige. Hun var vel omtrent ni år gammel. Pigen var såmænd ganske almindelig, og hun var både sød og høflig. Problemet var bare, at hendes tænder ikke sad helt perfekt (jeg kan ikke huske det eksakte problem, men det var vist noget med kindtænderne).

En dag kiggede hendes vældig rare tandlæge, Birger, på hende og sagde ”Jeg tror, det er bedst, hvis du får bøjle på tænderne”. Tandlægen forventede måske, at den lille pige ville blive sur eller ked af det. Men det gjorde hun ikke. Hun smilede og var glad.

Tandlægen forærede hende som sædvanligt et 3D-klistermærke til madkassen, og så tog han en snak med hendes mor og far. Her hørte den lille pige ikke rigtigt efter mere, idet hun havde travlt med at lege med alt det fede legetøj, der var i tandlægens venteværelse. Især det store labyrint-/kuglespil.

Efter nogle uger oprandt dagen, hvor den lille pige skulle have bøjle på tænderne. Denne gang skulle hun besøge en helt anden tandlæge, end hun havde været vant til hele sit liv. En tandlæge, der var ekspert i bøjler og den slags. Det tog pigen dog ikke så tungt. Nej, hun lod sig roligt synke ned i tandlægestolen, så tandlægen kunne begynde at montere den mystiske bøjle på hendes tænder.

Det var ikke en hvilken som helst bøjle, pigen skulle have. Nej, det kunne man ikke påstå. Det var sådan et ordenligt monstrum, der skulle sidde på hele hovedet. ”Nakketræk” kaldte den nye tandlæge det. Der var en metaldims, man skulle have ind i munden, og uden på den monterede man så nogle dimser, som man viklede rundt om sit hoved og nakke.

Det var altså ingen diskret bøjle, som man lige kunne skjule ved at holde munden lukket. Heldigvis havde den lille pige heller intet imod dette. Hun var derimod pavestolt. Tænk at hun var så stor, at hun skulle gå rundt med den slags! Det var jo ellers kun dem i de store klasser, der havde det (altså de seje børn!).

Så da den lille pige kom hjem om eftermiddagen med sit nye metalapperat monteret i hele hovedet, valgte hun at cykle en tur. For ligesom at vise den frem til hele byen, ikke? Det manglede da bare!

Den lille pige beholdt metalkonstruktionen i mange måneder. Hun holdt så meget af den, at hun sov med den om natten (eller også var det grundet tandlægens ordre). Selvom den forhindrede hende i at spise karameller og tyggegummi, blev den ikke skrottet.

Den dag, den endelig blev fjernet, fik hun i øvrigt hele NI pakker tyggegummi og en pose karameller af sin mor og far. SÅ var lykken gjort, og derefter levede hun lykkeligt til sine dages ende.

Slut, prut. Godnat og sov godt.

Moaaaar, fortæl mig om kridttiden

Moaaaar, fortæl mig om kridttiden

I går skrev jeg jo om, hvordan børns manglende begreb om alder og tid havde resulteret i mange sjove spørgsmål og kommentarer.

Det satte i øvrigt gevaldigt gang i hukommelsen, så nu husker jeg pludselig en masse andre sjove børnereplikker. Dem deler jeg naturligvis med jer en anden dag. Indtil da kan jeg løfte sløret for, at nogle af børnene seriøst troede, at jeg gik i institutionen frem for at arbejde der. Så deeet. Men det er måske positivt nok; så holder man sig VIRKELIG godt! Ole Henriksen go home, for jeg ligner en på 8 år.

Nå, men i forhold til det med viden om tid og alder, så var jeg naturligvis ikke et hak bedre, da jeg selv var barn. Dette er en sand historie fra min barndom, som selveste min mor er den lødige kilde på:

4-årig Line: Moaaaar, hvornår fandtes der egentlig dinosaurer?
Mor: Uha, det var for mange, mange, MANGE år siden!
4-årige Line: Nå, så det var dengang du var lille…

 

(Ak ja. Hende den lille Line havde meget at lære).

Om at huske fødselsdage

Om at huske fødselsdage

I dag kom jeg til at tænke på dét at huske fødselsdage. Kan I huske jeres venners og veninders fødselsdage? Jeg indrømmer gerne, at det kan jeg ikke (mere). Som i slet ikke. Nu til dags (shit, man lyder partout gammel, når man bruger udtrykket nu til dags) har man jo facebook til at minde én om den slags.

Og tak for det facebook, for det er da egentlig meget praktisk. Så slipper man for selv at bøvle med det. Og ens kalender behøver ikke være fyldt op med fødselsdage.

Men alligevel er det altså ikke udelukkende en fordel. Netop fordi man har facebook, slår man jo nærmest hjernen fra på det punkt. Og hvad nu hvis det glipper? Hvis man en dag ikke er på facebook? Pudse pudse glorie, se mig, jeg er ikke afhængig af facebook, og jeg bruger det sleeeet ikke hver dag – NOT. Nej okay, men det kan jo stadig glippe. Hvis man ikke lige tjekker fødselsdagene på facebook dagligt. Og der er jo også nogen, der ikke er på facebook (ja, de findes faktisk). Det er da synd, hvis man bare glemmer dem…

Det var sgu noget andet i folkeskolen. Der havde vi altid sådan en stor kalender på opslagstavlen, hvor alle klassens elevers fødselsdage stod på. Og for at det ikke skal være løgn, så kan jeg stadig huske de fleste af dem. For dengang blev man jo nødt til selv at huske dem – eller i hvert fald skrive dem ned i sin fine Diddl-kalender med forskelligfarvede kuglepenne. Det fik åbenbart min hjerne til at memorere dem.

Det har så gjort, at jeg stadig den dag i dag kan huske de fleste af mine gamle klassekammeraters fødselsdage (selvom jeg flyttede fra den skole, da jeg fik i 7. klasse). Så engang imellem når jeg vågner op om morgenen og ser dagens dato på min telefon, så tænker jeg lige ”Gud, i dag er det jo Andreas’ fødselsdag”-ish. Og så kan jeg selvfølgelig også huske fødselsdagene i min familie og bare generelt de folk, jeg lærte at kende, før facebook så dagens lys.

En anden dag vil jeg fortælle jer om den dag, jeg var ude at spise brunch med min gode veninde i anledningen af min fødselsdag. Det havde min veninde bare lige glemt…