Jeg har aldrig været i forsvaret. Til gengæld har jeg været til ”Stram Op” i et fitnesscenter mange gange, og er det ikke næsten det samme?  Man tropper op til tiden, står pænt på rad og række og kæmper for at gøre alt, hvad instruktøren siger. For man er mildest talt rædselsslagen for at blive udstillet foran hele holdet, hvis man ikke kan holde ”planken” i lige så lang tid, som alle de andre. Tænk nu, hvis de også bruger kollektiv afstraffelse i fitnesscentrene, og instruktøren pludselig råber ”Stop, stop, stop! Alle starter forfra. Vi skal lige have hende nede i hjørnet med igen”. Det vil man da for alt i verden ikke have siddende på sig.

For knap fem år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, meldte jeg mig straks ind i et fitnesscenter og drog spændt afsted til min første ”Stram Op”-time. Min første tanke, da jeg trådte ind i salen, var: ”Der stod sgu da ikke noget om dresscode?!”. Jeg var tydeligvist underdressed. Noget, jeg dengang slet ikke vidste, man kunne være i et fitnesscenter (for det kunne man bestemt ikke i det lokale fitnesscenter, jeg var vant til ude på bøhlandet). Alle de andre var smart klædt på i fine farver, dyre mærker og jeg skal komme efter dig. Deres hår sad pænt, og de havde mascara på. Mascara! Klokken var 8 om morgenen, og jeg var væltet direkte ud af sengen og afsted. Jeg troede netop, at dét var det smarte ved at vælge et morgenhold. But no.

Jeg forsøgte at gemme mig på bagerste række. Så opdagede de andre måske ikke, at jeg havde morgenhår og et par løse, forvaskede puma-shorts på. Pludselig tændte instruktøren for musikken og skruede tilsyneladende op må max volumen. Hvis jeg ikke var helt vågen før, så blev jeg det da nu. Og så begyndte hun ellers at råbe ind i mikrofonen og udføre en masse øvelser. Ordre på ordre gav hun os. Gør lige dit og gør lige dat. Jeg kæmpede febrilsk for at følge med, men instruktøren lignede ikke en, der syntes det var hårdt. Hun havde jo endda overskud til konstant at råbe til os.

På et tidspunkt begyndte hun at gå rundt imellem os. Sveden løb i forvejen ned af mig, mens jeg kæmpede med armbøjningerne, men det blev kun værre, da jeg fornemmede hendes skridt nærme sig. Og selvfølgelig gjorde jeg det ikke korrekt. ”Du skal lige lidt ned med numsen engang” forklarede hun pædagogisk.

Men jeg gav ikke op. Jeg mødte op igen og igen. Fik dog aldrig smag for det. Til sidst blev det for meget med de højtråbende og lidt for smarte instruktører, diskoteksmusikken, der strømmede ud af højttalerne, og de piger, der stod i omklædningsrummet og tog make-up på eller glattede hår, før de skulle ind og svede. Derfor valgte jeg at afslutte mit ellers så hede forhold med Stram Op.

Del bloggen