At stille uret til sommertid
I sidste weekend var det jo tid til at stille uret en time frem og dermed overgå til sommertid (så hvis nogen undrer sig over, at være kommet en time for sent hele ugen, så ved I nu endelig hvorfor). Jeg er fan og synes, at det er en skide god idé. Pludselig bliver det senere mørkt om aftenen, og det er da intet mindre end herligt. Og virkelig sommeragtigt. Det kan da kun skrue lidt op for humørbarometret. Hvis vejret så lige gad følge trop, ville det da være helt perfekt. Men nej selvfølgelig ikke, det er jo trods alt Danmark, vi bor i. Indtil videre må vi nøjes med at sidde indenfor om aftenen og kigge ud på det kolde, men dog lyse vejr!
“Problemet” (ifølge nogen i hvert fald) med sommertid er jo bare, at vi mister en time. Vupti, på ét sekund gik der lige en time. Selv var jeg i byen i sidste weekend, og pludselig kiggede jeg på min telefon, som viste at klokken var 03.04. Og jeg skulle egentlig bare ud og have en enkelt øl med et par veninder klokken 21 (jaja, som om det ikke også er sket for jer!). Jeg kunne virkelig ikke forstå, at klokken var blevet så mange. Hvor i alverden var alt tiden blevet af? Seks timer! Vi havde jo bare siddet og snakket? Men så gik det heldigvis op for mig, at min telefon naturligvis selv havde stillet om til sommertid, og at klokken derfor i virkeligheden kun var 02.04. Så gav det straks mere mening (for alle ved jo, at det ikke tager seks, men kun fem timer at drikke en enkelt øl).
Men hvad er det lige, der sker for alle de mennesker, der altid brokker sig over at miste én enkelt time. Én fucking gang om året (som endda går lige op med den ekstra time, vi får én gang om året også). Jeg forstår virkelig ikke, hvordan det kan være et problem for nogen. Vi snakker en enkelt time, der lige forsvinder i løbet af natten. Jeg mener bare; hvor fasttømret en døgnrytme har man lige, hvis man ikke kan sove én sølle time mindre en enkelt nat? Det giver jo seriøst kun mening at brokke sig, hvis man hver nat sover præcist det samme antal timer (og samtidig ikke har tid til at gå en time tidligere i seng eller stå en time senere op!).
Og hvem har så lige pludselig ret til at brokke sig? Right! Nobody. Måske lige undtagen dem med små babyer, har jeg ladet mig fortælle – men det er en helt anden snak. Desuden får de jo ikke ordentlig nattesøvn alligevel, så mon ikke det hele går.
Så skulle vi nu ikke bare sætte pris på vores skønne sommertid og de lyse sommeraftener, den fører med sig? Og så overlever vi nok alle sammen at undvære en enkelt times søvn én gang om året. Vi tager jo revanche til efteråret.