Om tjenere med dårlig timing

Om tjenere med dårlig timing

I dag var jeg ude at spise brunch med en flok veninder. Eller det vil egentlig sige, at vi var ude for at spise frokost men endte med en god gang brunch. Det ved man sgu, hvad er.

Her var vi naturligvis igennem den obligatoriske situation, hvor tjeneren altid når at komme og spørge efter bestillinger, før man overhovedet har fået åbnet menukortet. Vi skulle jo lige catche up. Så sker der jo som bekendt det, at man straks åbner menukortet efter tjenerens visit og begynder at kigge på varerne.

Random brunch-billede.
Random brunch-billede.

Og det gør man så lige i max fire sekunder, indtil én stiller et vigtigt spørgsmål såsom hvordan gik det egentlig med din sidste eksamen? eller har du fået købt solcreme til din ferie? Straks bryder alle atter ud i tøsesnak om karakterer, solfaktorer, benzinpriser, weekendens udskejelser eller hvad det nu måtte være. Alle snakker løs og morer sig og glemmer pludselig alt om menukort, sult og tjenere.

… Men pludselig sniger tjeneren sig som en ninja ind på bordet og står der igen! Han spørger høfligt: Har I fundet ud af, hvad I kunne tænke jer? Alle bliver helt overraskede over, hvordan man sådan kunne glemme, at man rent faktisk var i færd med beslutte, om man skulle bestille kyllingesalat, spicy sandwich eller lækker brunch.

Her siger man pænt Ej undskyld, vi har slet ikke fået kigget på det. Vi skal nok gøre det nu. Og så går tjeneren igen, og alle kigger ned i menukortene og fokuserer på at beslutte sig hurtigst muligt. Her skynder man sig nemlig, så man igen kan få gang i snakken.

Problemet er bare, at nu giver tjeneren sig rigtig god tid, fordi man var så langsom først. Så bedst som man sidder der ved sit skønne (og vippende) bord i solens stråler og endelig har besluttet sig for, hvad man kunne tænke sig at indtage, så kan man naturligvis ikke få øje på en tjener i miles omkreds. For han er sgu nok blevet lidt halvirriteret over, at den storsnakkende venindeflok ikke kunne tage sig to minutters snakkepause til lige at kigge i det forbandede menukort. Og så regner han nok med, at det tager et kvarter mere, før nogen har brug for hans hjælp…

Del bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

shares