Et stakkels, naivt barn

Et stakkels, naivt barn

I anledningen af at det er onsdag, og solen skinner noget så dejligt, har jeg strikket en lille barndomsanekdote sammen til jer (you’re welcome). Den begynder den dag, da jeg fik min allerførste pung. Jeg var vist kun 3 år gammel, og jeg havde fået pungen i gave.

Den cirka 3-årige Line

Pungen var en af de der super fede velcro-punge, som I nok alle sammen kender. Den var primært gul, men der var også lyserødt, grønt og lilla på. Jeg kan huske, at jeg var så glad og stolt over den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det var da egentlig begrænset, hvor meget jeg havde at bruge den til. Jeg mener – hvor høj er lommepengetaksten lige for en 3-årig?

Nå men i al fald fik jeg proppet min sparsomme opsparing – som naturligvis bestod udelukkende af småmønter – ned i pungen. Så var der ligesom styr på de 34 kroner, eller hvor meget det nu blev til.

Og så var det, at min mor viste mig noget smart. Hun lavede nemlig en lille lap papir med mit navn og adresse og puttede ned i pungen. Jeg var jo ikke helt gammel nok til selv at rende rundt med mit sygesikringsbevis i min fine, regnbuefarvede velcro-pung. Derfor skulle min adresse være at finde i pungen på et stykke papir – for så kunne folk se, hvem der ejede den, hvis jeg nu tabte pungen. Og så kunne jeg få den tilbage! Skide smart, tænkte jeg.

Og så synes den 3-årige Line åbenbart, at det lød sgu da egentlig meget spændende – ja, altså det med at tabe sin pung, hvorefter nogen finder den og leverer den tilbage (meget underligt barn, ja). Så den efterfølgende lørdag, da vi var i Føtex for at handle ind, valgte jeg at smide min pung på gulvet med fuldt overlæg.

Jeg sad i indkøbsvognen med min nye, fine pung i hånden. Og da både min mor og far kiggede den anden vej, smed jeg lynhurtigt pungen på gulvet. Jeg var overbevist om, at det opdagede de ikke. Men selvfølgelig gjorde de det – også at det var med vilje. Og så sagde min mor ordret (jeg husker det, som var det i går – for det er en vigtig lektie!): Jamen, Line.. Det er altså ikke alle, der afleverer pungen tilbage MED pengene i…

Og BUM! Sådan gik det til, at den stakkels lille og naive 3-årige Line lærte, at verden ikke udelukkende består af kærlighed og kram – men også tyverier og den slags. Og jeg som ellers var overbevist om, at en sød gammel dame ville finde pungen og komme til kaffe, når hun skulle aflevere den…

 

PS: Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk, at du kan følge bloggen på både Facebook og bloglovin‘. Så bliver jeg så glad!

Del bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

shares