En irriterende Facebook-trend

En irriterende Facebook-trend

Hvad er det lige, der sker for alle de der udfordringer, der fylder hele min News Feed på Facebook for tiden? Det startede med, at man skulle bunde en øl, og nu skal man hoppe i vandet inden for 48 timer. De første par gange, jeg så det, var det da meget sjovt. Haha, han hoppede i det kolde vand, og nu fryser han helt vildt. Godt det ikke er mig. Men nu hvor Facebook er fyldt med den slags videoer, orker man det bare ikke rigtigt mere, vel?!

Og hvad er det også for et underligt ”væddemål”? Normalt når man vædder eller udfordrer hinanden, er man ligesom indforstået med aftalen begge to. Her er et håndtryk fx på sin plads. Men den her nye trend er jo helt forkert på den! Man kan udfordre hvem man vil, og man må åbenbart også selv vælge, hvad der er på spil. Det giver jo ingen mening..

Jeg vil også gerne med det samme meddele, at hvis nogen skulle få den skøre idé at udfordre mig, så hopper jeg altså ikke på den. I’m sorry. Bare kald mig tøsedreng, men jeg vil nu gerne fastholde min ret til selv at vælge, hvilke væddemål jeg vil indgå i. Eller skulle jeg i stedet gå all in og begynde at lægge videoer op af alt, hvad jeg gør, og så udfordre mine venner og veninder til at gøre det samme? Så vil jeg i hvert fald vælge nogle federe præmier.

Det kunne være noget ala Så har jeg lige lavet en lasagne. Mette, Louise og Morten skal også lave en lasagne indenfor 48 timer, ellers skylder I mig en tur til Italien. Eller måske den her: Hej, nu vil jeg vise jer, hvordan man spiser en hel plade Marabou. Nanna, Sune og Lars I skal også spise en plade Marabou, ellers skylder I mig et års forbrug af Frellsen-godter. Den sidste tror jeg især ville falde i god jord hos folk. Så vil man lige pludselig sidde og håbe på at blive udfordret! Dét ville skabe god stemning på de sociale medier, frem for haha du er godt nok min ven, men du skal lige hoppe i noget iskoldt vand og fryse helt vildt, og bagefter skal du offentliggøre en video af det.

I det mindste kan vi da glæde os over, at ”hop i vandet”-bølgen højst sandsynligt snart er overstået. For hvor sjovt er det lige til sommer, når alle alligevel er på stranden? Til den tid bliver der rungende tomt på min News Feed i hvert fald.. Med mindre nogen fører en af de ovenstående idéer ud i livet! Feel free.

Del bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

shares