Den klassiske tur i Ikea

Den klassiske tur i Ikea

Ikea er jo altså bare et fantastisk sted! De har alt (undtagen en køkkenrulleholder!), og de fleste ting er knaldbillige. I kender sikkert allerede til den klassiske ”lille smuttur” til Ikea, man sommetider tager. Som ender med at blive til alt andet end en smuttur.

Det starter altid med, at man bare lige mangler en grydeske (eller en kartoffelskræller eller en badeværelsesmåtte eller noget andet til under en 20’er). Så tager man en veninde under armen og smutter afsted. Man skulle jo tro, at det ville tage max 20 minutter (man skal jo trods alt også lige gå igennem hele labyrinten butikken).

… Det gør det dog bare aldrig. Selvom man har været i Ikea 78 gange før, skal man altid liiiige kigge på alle fucking hylder. Det kunne jo være, der var kommet noget nyt og spændende. Og straks står man der og bliver betaget af de fine ting til nærmest ikke-eksisterende priser. Lidt efter lidt putter man ting ned i den kæmpestore indkøbsvogn (som man lige tog med for en sikkerheds skyld).

Før man får set sig om, har man fyldt bunden af indkøbsvognen (som ellers er på størrelse med den gennemsnitlige studerendes badeværelse). Men man har jo kun taget småting, så det går nok. På dette tidspunkt er der gerne gået 2-3 timer. Måske mere.

Derfor er man også i mellemtiden blevet ret så sulten. Så er det jo heldigt, at Ikeas fine restaurant tilbyder diverse middagsretter til ikke ret mange penge. Pludselig finder man sig selv ved skranken, hvor man naturligvis bestiller en portion kødboller med kartoffelmos, sovs og tyttebær (sidst jeg var i Ikea, stod der to veninder foran mig, hvor den ene udbrød højt: ”Ej, hvad fanden er tyttebær? Har du hørt om det før?”).

Tilhørende retten får man sodavand ad libitum, så sådan et par glas skal man da også lige have kylet ned. Og når man først sidder der, finder man ud af, hvor træt man egentlig er. For man har jo faktisk gået ret meget rundt de sidste timer. Så man bliver da gerne siddende lidt ekstra for at hvile benene, alt imens man hyggesnakker og kigger på alle de andre mennesker, som også er blevet fanget i den store, stygge (men rare) Ikea-fælde.

Når man endelig er klar til at gå mod kassen, viser det sig som regel, at man har brugt 500 kroner. På småting. Som man ikke vidste, at man manglede.

Og således kommer man hjem 5 timer senere og 500 kroner fattigere (men en hyggelig dag rigere) og må i gang med at finde plads til alle de nye uundværlige småting, man har skrabet sammen!

I kender det godt … ikke?!

 

Del bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

shares