Så er Paradise Hotel tilbage på TV3 – for Gud ved hvilken gang. Jeg var selv ganske besat af de første 3-4 sæsoner, men så sprang jeg fra. I går aftes overhørte jeg dog lige ét enkelt minut af programmet. Det lød omtrent sådan her:
Deltagerne sidder rundt om bordet og spiser morgenmed.
Fyr: Jeg interesserer mig rigtig meget for politik og samfundsforhold og sådan noget. Jeg har faktisk selv været aktiv inden for politik… Pige 1: Hvad stemmer du så? Pige 2: Ej ja, jeg skulle også lige til at spørge, hvad du så stemmer på! Fyr: Jeg er Liberal Alliance Pige 1: Hvad gør de? Fyr: Jamen, jeg går fx ind for lavere skat. Pige 1: Okay, altså sådan at man skal betale mindre af ens løn i skat? Smart, SÅ er jeg godt nok enig med dig!! Pige 2 bakker op!
Hold nu helt kæft altså. Hvor uvidende kan man være? Det må være utrolig nemt at score stemmer hos sådan en person… Skal jeg betale mindre i skat, siger du? Altså så jeg beholder mere af min løn selv? Fedt manner. Jeg er ligeglad med, hvad det ellers betyder. Det behøver jeg ikke spørge ind til. Jeg føler mig overbevist. Du har min stemme.
Ej, men altså. Jeg slukkede for tv’et efter at have overhørt scenen. Det bekræftede mig i, at det er godt nok, at jeg ikke ser Paradise Hotel mere. Og så alligevel… Måske jeg netop burde se det? Så jeg kan citere her på bloggen? Dilemma!
PS: Glædelig fredag aften til alle. Kan I have en fantastisk weekend!
I går skete der noget. I får historien her, fordi jeg håber, at vi alle sammen kan lære noget af episoden. Jeg kom cyklende gennem støvregnen på min ganske seje cykel. Jeg havde godt med fart på, fordi jeg havde lidt travlt.
På et tidspunkt ville jeg lige overhale en dame, som også var på cykel. Det kørte fint, og jeg nåede op på siden af hende. Pludselig trak hun ud (jeg aner ikke hvorfor, måske var der en vandpyt eller noget). Hun stødte ind i mig, og BUM sagde det. Så ramte jeg asfalten, og jeg landede ude på vejen. AV for katten.
Nu: safety first!
Det hele gik vildt hurtigt, og jeg kunne på ingen måde nå at gøre noget. Heldigvis var der ingen biler lige bag os, selvom det foregik på en forholdsvis stor vej! Jeg lå helt forvirret der på vejen, men fik hurtigt samlet mig selv og min cykel op. Allerede her kunne jeg mærke en ømhed i kroppen.
Damen vælger så at råbe af mig: ”Du skal simpelthen lære at bruge din ringeklokke!”. Øh… Den kan jeg sagtens finde ud af at bruge. Men det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Der var rigeligt med plads til min overhaling. Det er nok nærmere dig, der skal lære at se dig over skulderen før du trækker ud i den anden side! Alt dette fik jeg naturligvis ikke forklaret hende så grundigt, fordi jeg var helt konfus og forskrækket over, hvad der var sket.
Men bagefter har jeg virkelig været sur over den opførsel. Hvad fanden ligner dét? Hun kigger sig ikke for og kører derfor ind i mig, så JEG flyver i gulvet og lander ude på vejen. Og så tillader hun sig at skælde mig ud for det. Det er bare ikke okay.
Jeg gætter på, at hun selv blev chokeret over det, der skete, og måske heller ikke tænkte helt klart. Hun endte da også med at sige ”Jamen det må du undskylde så”, før hun satte sig op på sin cykel og kørte videre.
Heldigvis mistede jeg ikke troen på det gode i mennesket helt. For der var nemlig en meget sød ung pige, som havde cyklet bag os, der stoppede op. Hun ville lige tjekke, om jeg var okay, og om jeg mon havde slået hovedet. Hvor var det bare sødt af hende!
Jeg har ikke helt kunnet slippe episoden efterfølgende. Jeg har virkelig været sur over det. Og forskrækket naturligvis! Helt ærligt. Hun kunne virkelig godt have sagt undskyld med det samme og erkendt sin fejl. I stedet for at fare i flæsket på mig!
Men Line havde du cykelhjelm på? Nej. Det havde jeg desværre ikke. Heldigvis gik det kun udover mit knæ, lår og albue. Jeg er ret øm og har da også fået nogle blå mærker og en hudafskrabning, men alt dette kan jeg godt leve med.
Og hvad kan man så lære af den historie? Først og fremmest at vi skal behandle hinanden ordenligt. Vi skal tale pænt, og vi skal for hulan da tage hensyn til hinanden. Der er andre i verden end os selv. Og så skal vi huske at cykle med cykelhjelm. Det vil jeg i hvert fald gøre fra nu af! For selvom man selv passer på og overholder alle reglerne på cykelstierne, så kan man bare ikke gardere sig imod den slags uheld…
4.… havde jeg nær sagt. Øh nej. Det havde du ikke nær sagt. Du sagde det! Den sætning bruges jo altid lige efter dét, man ”nær havde sagt”.
5.Nu er det ikke for at sidde her og bagtale, men… I’m sorry, men jo. Det er lige præcis fordi du skal bagtale nu, at du siger det der.
6.Skal du have noget dyppelse med til dine pomfritter? Ja gu fanden skal jeg da have dyppelse, hr. 14-årige McDonald’s-ekspedient! Hvordan skulle jeg dog ellers få pomfritterne ned? Spørgsmålet er nærmere, HVILKEN dyppelse jeg skal have.
Imerco Svigermor og svigerdatter står i køen. De får øje på Royal Copenhagen mega mussel-stellet.
Svigermor: Se, det er dét der, som Oles fætter samler på. Det ER sgu da mærkeligt for en 18-årig dreng!!
H&M Køen var meget, meget lang. Mor og datter står i køen og når at snakke om mange ting. Hvem skylder hinanden penge for hvad, hvorfor er køen så lang og hvad mon resten af familien laver? Datteren begynder at snakke om børneopdragelse (på grund af en situation, der udspiller sig et andet sted i køen).
Mor: Vil du da holde op med at sige sådan noget?! Datter: Nej! Jeg må da sige, som det passer mig. Det er den eneste frihed, vi har tilbage i det her land!! Mor: …
Bog & idé Faren står i køen, og sønnen går og kigger ved siden af.
Søn: Men far, tror du overhovedet, at personalet kan hjælpe med en skid, hvis jeg spørger? Far: Ja, det går jeg da ud fra. Søn: Det tror jeg sgu ikke. Men okay, jeg prøver så… [Går hen mod ekspedient og spørger om hjælp].
Vero Moda Mor og datter er på shopping. Datteren prøver en jakke, mens de står i køen.
Datter: Ej, hvor er den fed! Mor: Ja. Den klæder dig også. Datter: Og den sidder bare skide godt på mig. Mor: Ja, det gør den godt nok! Datter beundrer sit eget spejlbillede.
Mor: … Men tror du ikke lige, du skulle prøve et nummer større? Datter: Øh, nej mor. Jeg har jo ligesom en trøje på indenunder!
Toiletkø Barnebarn (pige) og bedstemor står i en lang toiletkø.
Barnebarn: Ej, og ham der jeg fortalte dig om ikke? Han bliver bare ved og ved med at skrive til mig på facebook. Han skriver ”søde” og sådan noget. Jeg tænker bare fuuuuuck nu af. Ej men for helvede altså… Bedstemor: …
Tænk sig, hvad man ikke kan opleve, når man køber alle sine julegaver på én dag!
Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om irriterende Facebook-tendenser – dem kan man læse her, her og her. Et af punkterne omhandlede citater fyldt med stavefejl. Jeg glemte bare lige at nævne, at det ikke kun er dem med stavefejl, der er irriterende. Mange af citaterne er generelt også bare til at lukke op og skide i.
I julen faldt jeg eksempelvis over dette:
Ej, men jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Hvad i alverden sker der?
Lad mig lige understrege, at budskabet er der jo intet i vejen med (hvis nogen da skulle sidde og være i tvivl). At ens venner og familie skal være glade og raske, dét er et rigtig godt ønske. MEN. Det ønsker ALLE sig jo! Jeg ønsker mig det personligt hvert år. Hele tiden og ikke kun ved juletid.
Og hvad sker der for formuleringen ”denne jul”? Som om det er noget nyt. Noget specielt ved netop denne jul. Noget, som man ikke plejer at ønske eller hvad? Igen; det ønsker alle sig – HVER jul.
Og så lige til sidst, skal der selvfølgelig stå ”Del hvis du er enig”. Bare nej. Så skulle ALLE dele dette billede eller hvad?
Det manglede bare, at der stod ”80 % vil ikke dele dette. Tør du?”.
… Sikke en masse galde, jeg lige kom ud med der! Ah. Det lettede.
Det kan næppe være nogen hemmelighed, at der er gået lidt sport i at hade nytårsaften. Det er efterhånden næsten lige så udbredt som at hate på valentinsdag (som så igen er næsten lige så udbredt som at hate på DSB). Jeg har da også selv været der. I kender jo alle argumenterne ”Det er jo bare en aften ligesom alle andre”, ”Det bliver aldrig så fed en fest, som man troede” osv.
Men hallo. Det er jo bare, hvad man gør det til. Det behøver ikke være årets fedeste fest. Men det må det gerne være. Det er jo i bund og grund bare en oplagt mulighed for at holde en fest? Så det kan man sgu da lige så godt benytte sig af, ikke?! Ja altså, hvis man da ellers har lyst til fest og rabalder.
Man kan jo bare lege, at det er en ganske almindelig lørdag aften, hvis man er bange for at få skruet forventningerne for højt op. Den eneste forskel er måske alligevel bordbomber, sjove hatte, konfetti og fyrværkeri.
Hvad sker der for resten for hele traditionen med fyrværkeri? Er det bare det dummeste eller hvad? Vi drikker os pattestive i løbet af hele aftenen, og når klokken slår 12, går vi alle ud på gaden og leger med krudt! Virkelig, virkelig dum idé. Og jeg hader faktisk fyrværkeri. Bevares det ser da flot ud, men jeg er mildest talt pisse bange for det. Og jeg fatter ikke, at folk gider bruge penge på den slags.
Jeg prøver bare at sige, at jeg synes, vi burde finde kærligheden til nytårsaften frem igen. Uanset hvordan vi så vælger at fejre den! Og jeg er altså på ingen måde typen, der planlægger aftenen, gæstelisten og menuen allerede i sommerferien. Jeg synes bare ikke, man skal gøre aftenen til noget større end det er – så er det jo klart, man bliver skuffet. Ej heller skal man skyde den ned på forhånd med “nytårsaften er en lorteaften”-holdningen. Hvorfor skulle den pr. definition være mere lortet end en lørdag?
I år skal min kæreste og jeg fejre nytår i et sommerhus med en flok gode venner, og det glæder jeg mig helt vildt til. Og i morgen formiddag skal jeg gøre mig og mine ting klar til afgang, imens jeg lytter til Festen og Gæsten på P3. Hurra!
Jeg har før været inde på, hvor smart det er, at facebook hjælper én med at huske fødselsdage. Men vi må jo også bare erkende, at fødselsdagshilsner på facebook ikke er de mest personlige i verden!
Så når folk, jeg er tæt på, har fødselsdag, så ringer jeg dem op eller sender en sms i stedet for. Det virker lidt mere rigtigt end den obligatoriske ”Tillykke med fødselsdagen, jeg håber du har en god dag”-hilsen på personens i forvejen overfyldte facebookvæg. Det er vel sådan de fleste gør? Opkald er mest personligt, dernæst sms og til sidst facebookbesked (uh, der definerede jeg jo lige det officielle hierarki for fødselsdagshilsner!).
Men har I så ikke lagt mærke til alle de facebook-fødselsdagsbeskeder, der indeholder en sætning a la: ”Du får også lige et tillykke her på facebook”? Hvad er nu det? Skal man OGSÅ skrive på facebook, selvom man allerede har lykønsket pr. telefon? Er det pga. ”hvis det ikke har været på facebook, er det ikke sket”-reglen? SKAL alle andre også se, at man har husket personens fødselsdag eller hvad?
Og hvorfor overhovedet nævne, at facebookbeskeden er noget EKSTRA? Vil man gøre alle andre opmærksomme på, at man faktisk er så gode venner, at man også har ringet eller sms’et? Dét må vel være årsagen, for der er jo ingen grund til at gøre fødselaren opmærksom på, at man allerede har lykønsket på anden vis. Det ved personen jo godt!
… Ja. Jeg tror, jeg fandt forklaringen lige dér. Hvorfor i alverden skulle man ellers gøre det?
Glædelig 20. december. Nu vil jeg hoppe ud på julegavejagt. Ligesom alle de andre århusianere. Fuck!
PS: Kan I huske historien om dengang min gode veninde glemte min fødselsdag, selvom vi var ude at spise brunch sammen på selve dagen? Læs eller genlæs den her!
En mor kommer gående med sine to børn. Børnene har begge en vare i hver hånd, og moren har en pakke i den ene hånd. Moren tager en kasse slik i den anden hånd.
Mor: Så unger, nu har vi alle noget i begge hænder. Nu kan vi ikke købe mere…
(Genialt forældretrick for at få børnene til at holde op med at plage, tænker jeg og skriver det bag øret!).
Dreng: Eeej, mor! Jeg kan altså sagtens bære noget mere.
Pige: Ja, det kan jeg også.
Mor: Ja, men vi skal ikke have mere!
Kort stilhed. Drengen kigger rundt på varerne.
Drengen udbryder: Men mor, folk tror jo vi er helt vildt usunde. Prøv lige at se, hvad vi har købt.
Mor: Haha, gud ja, vi har kun købt slik og sukker. Men det er fint nok. Vi skal jo også have aftensmad!
… og dette indlæg er altså ikke skrevet for at dømme familien (hvis nogen da skulle tro det). Tværtimod. De så sunde, raske og glade ud. Og de grinede. De var sjove, og de gav mig et smil på læben. Men hvor atypisk er det ikke lige, at et barn ikke bare er lykkelig over alt det slik, de har købt, men derimod bekymrer sig over, hvad andre mennesker tænker? 8-årige mig havde altså bare tænkt ”Orv, hvor må alle de andre være misundelige på os lige nu”.
”Jeg skal læse varedeklarationen på alt, og jeg flytter mig ikke imens”-typen = Hvor har jeg stået på række to ved mælkekøleren alt for mange gange, fordi personen foran bruger 300 år på at vælge produkt og ikke har øje for, at der i mellemtiden har dannet sig en mindre kø af andre mælketørstige kunder bagved.
”Mit barn må gerne løbe op og ned ad gangene”-typen = Undskyld alle mødre. Generelt elsker jeg børn, men er det ikke netop sådan noget, jeg har ret til at irritere mig over (bare en lille smule) indtil jeg selv får børn?
”Jeg har travlt med at pakke mine poser, så jeg betaler lige senere, selvom der er 10 i kø”-typen = Muligvis én af de allerværste typer. Det virker simpelthen SÅ provokerende overfor alle os andre, der står og venter.
”Guuuud, jeg skal da betale for varerne og derfor grave min pung frem fra bunden af min weekendtaske, og ja, det kommer bag på mig, selvom jeg lige har stået i kø i 5 minutter”-typen = Denne type minder lidt om den ovenstående. Nogen mennesker vælger simpelthen at bruge deres tid i køen på at stå og glo på, at kasseekspedienten bipper samtlige varer ind og først efter sætningen ”Så bliver det 372 og en halv”, snøvler de sig sammen til at finde den skide pung frem. Argh. Hverdagsirritation når det er bedst værst!
”Alle poserne faldt på gulvet, da jeg tog min, men jeg lader da bare som ingenting”-typen = Dette sker ALT for tit i Netto. Tænk at voksne mennesker kan finde på den slags! Jeg bliver helt flov på deres vegne, når sådan noget sker. Jeg siger ikke noget til det, men jeg samler dem som regel gerne op for folk. Og så håber jeg på, at de bliver lidt flove – og selv samler op næste gang…
Psst… Du kan læse om flere irriterende typer i supermarkedet her. Og i bussen her!
