Browsed by
Forfatter: Line Nielsen

Noget om at fylde 27 år

Noget om at fylde 27 år

I mandags havde undertegnede fødselsdag (bare lige til info, hvis det skulle været fløjet over hovedet på nogle af jer). Det har resulteret i, at jeg nu er 27 år gammel.

I får allernådigst lov til at se den kagemand, jeg biksede sammen, da familien kom på fødselsdagsvisit allerede i søndags. Jeg sværger, at jeg havde formet den som en fin kagekone, før den kom i ovnen. Den havde både arme, kjole og ben. Men det tog ikke ret meget mere end 10 minutter i ovnen, før den havde forvandlet sig til én stor røv med hoved.kagemand

“Ork, det skjuler jeg da bare med slik og glasur”, tænkte jeg optimistisk. Jeg vil nu ikke sige, at den blev specielt kønnere. Men til gengæld smagte den skide godt, hvis jeg selv skal sige det. Da gæsterne tog hjem, var der kun et halvt hoved tilbage!

Nå. Tilbage til det med alderen. Jeg synes, at 27 virker meget ældre og meget mere voksent end 26 år. Ja, jeg har det altså som om, springet fra 26 til 27 er meget større end springet fra 25 til 26.

27 lyder altså ret så voksent. Det er jo ret tæt på 28. Som er tæt på 29. Som er faretruende tæt på 30. Yikes!

Indtil videre har jeg desuden spekuleret en del over, hvorvidt 27-årige mon kategoriseres som værende midt i 20’erne eller sidst i 20’erne? Hvad siger I?

Selve dagen blev fejret med en masse skønne ting. Morgenmad, gaver og hygge med min kæreste. Senere var jeg ude at spise sushi til frokost med en veninde. Til aften stod den på flæskesteg med det hele, og denne gang var svigermor på visit.

På den måde sørgede jeg for at fejre dagen både sådan lidt ungt og smart med sushi, men også sådan lidt gammeldags og mormoragtigt med flæskesteg, rødkål og masser af brun sovs. En perfekt kombination hvis I spørger mig (ja altså ikke samtidig). Men nu var det jo sådan set også mig selv, der havde valgt det.

Jeg kan konkludere, at det ikke var så slemt at fylde 27, som jeg lige havde frygtet. Det kan sagtens anbefales.

Flashback til september 2014

Flashback til september 2014

Gad egentlig vide, hvad jeg ævlede om her på domænet i september sidste år? Det kan vi skam hurtigt finde ud af …

Jeg brokkede mig (no shit) over folks irriterende opførsel i supermarkedet. Det omhandlede blandt andet ”Det-bliver-hurtigere-min-tur-hvis-jeg-stiller-mig-helt-oppe-i-nakken-af-dig”-typen”.

Jeg undrede mig over hele “Snøfler to go”-konceptet (og nu fik jeg virkelig lyst til snøfler…).

snøfler

Jeg undrede mig også over #likeforlike-hashtagget. Og her et år efter synes jeg altså stadig, det er noget mærkeligt noget.

Jeg omskrev endnu flere af de gode gamle ordsprog. Blandt andet Tab og vind med samme sind, som blev til: “uanset om dit yndlingsfodboldhold taber eller vinder, så undlad venligst at smide 5+ statusopdateringer på Facebook under og efter kampen”.

Jeg så et afsnit at Kongerne på Kanal 5. Bare ét enkelt afsnit. Det kom der et helt indlæg ud af.

Jeg opstillede en liste over 8 alt for udbredte stavefejl. Den burde jeg da egentlig kunne fortsætte!

Jeg delte mine erfaringer med at fylde 26 år. Senere i aften vil jeg dele mine erfaringer med at fylde hele 27 år. Shit.

line 26

 

Endnu en uge #53

Endnu en uge #53

1) Jeg har fuldstændigt glemt at kommentere på, at Den Store Bagedyst er tilbage på DR1. Mit all time yndlingsprogram (som jeg endda tidligere har været med til at lave). Jeg elsker det. Onsdag er derfor min yndlingsdag for tiden.

2) … ja altså lige udover fredag, som bare altid er noget ganske særligt!

3) Apropos ugedage, så er det mandag i morgen (no shit). Og mandag plejer jo at være placeret sådan ret meget nederst på den (officielle) prioriterede liste over ugedage. Men ikke i morgen. I morgen er det nemlig nogens fødselsdag. Og nogen, dét er mig.

4) Jeg har tyvstartet fejringen i dag med familievisit og masser af mad. Jeg havde dælme bagt boller med grahamsmel og en kagemand og alt muligt fancy (I får dog kun et billede af bollerne, for kagemanden var ikke lige så meget en fryd for øjet, som den var for munden).
fødselsdagsboller

5) I aften skete der desuden det fantastiske, at Broen III endelig havde premiere. Det havde jeg også kun ventet på i to år. I den forgangne uge har jeg set hele sæson 2 for ligesom at varme op. Bare kald mig fan (eller freak).

6) Aftenens afsnit var fint, og jeg glæder mig til at følge med i serien igen. Men jeg sad nu alligevel tilbage med følelsen af, at Broen bare aldrig bliver det samme uden Martin/Saga-forholdet. Det var noget ganske særligt. Det var jo hele Broen for dælen.

7) Jeg var i biografen og se Klovn Forever i fredags – den skal man bare ligesom se, ikke? (og ja, vi har åbenbart et film og tv-tema kørende på bloggen denne søndag aften). Dagen efter fandt jeg slikresterne i min taske. Jeg elsker, når det sker.

bioslik

 

8) Jamen Line, det var da godt nok en stor pose rester!, tænker I. Og ja. I har ret. Jeg kan simpelthen bare ikke styre mig, når jeg blander slik (og jeg lærer det nok heller aldrig). Jeg spiser ikke engang en tredjedel at mit slik, når jeg sidder i biografen – men så har jeg jo lidt til dagen efter.

9) Jeg er i den forgangne uge blevet fuldstændig besat af at få min egen klumme. Det skal jeg altså have. Engang.

Følelsen af fredag

Følelsen af fredag

Ah, så blev det fredag. Det føles bare altid helt specielt, synes I ikke?

Man render altid rundt med den der ganske særlige fredagsfølelse i hele kroppen. Og what a feeling!friday

Det starter allerede fra morgenstunden. Vækkeuret ringer måske klokken 6, men lige præcis om fredagen er det bare lidt nemmere at tage sig sammen til at lette røven fra sengen.

Det er jo trods alt bare en fredag, man står op til.

Man vejer også altid 5 kilo mindre om fredagen. Ja, man svæver faktisk lidt rundt til dagens gøremål. For weekenden er lige om hjørnet, så man kan jo klare alt.

Og så kan det godt være, at ens cykel måske er punkteret. Eller at der er bøvl på arbejdet. Eller monsterlang kø i Netto. Eller måske spilder man havregryn ud over hele køkkengulvet fra morgenstunden. Men det betyder ingenting i dag. Det skal vi nok klare. Det er jo trods alt fredag, så der skal mere til at slå os ud.

Alle mennesker virker så glade og overskudsagtige om fredagen. Man møder flere smil på gaden. Folk brokker sig mindre. For alle er ramt af fredagsfeber. Den helt fantastiske følelse af fredag.

Fredagsfølelsen er måske faktisk en meget mild form for forelskelse. Man møder verden med et smil og tager ikke udfordringer så tungt. For det er fredag, og weekenden står for døren.

Ah. Er det ikke fantastisk?

Jeg håber, I får en skøn weekend alle sammen – og at I har svævet rundt på en lyserød fredagssky hele dagen lang.

Noget om hvad all inclusive-konceptet gør ved folk

Noget om hvad all inclusive-konceptet gør ved folk

Nå, men I har vel alle ventet i spænding (siden mit brok over håndklæde/liggestol-problematikken) på at høre mig brokke amok over folks opførsel på all inclusive-ferier? Ja, ikke? Det tænkte jeg nok.

For helt ærligt, ikke? Folk er jo sygt klamme på sådan en ferie. All inclusive-konceptet gør bare ikke folk smukkere eller mere venlige. Det modsatte gør sig nok nærmere gældende.

Jeg vil tale lige ud af posen (i modsætning til hvornår? spørger jeg så mig selv). Folk bliver sgu lidt nogle ulækre svin, når de sådan er på luksushotel og har fri adgang til evige mængder af mad og drikke dagen lang. grand pasa

For det første møder man altid de der midaldrende familiefædre, der står klar klokken 10 om formiddagen hver dag, når poolbaren åbner. Så skal den første fadøl lige køres ned. Og ellers skal bartenderen bare keep ’em coming.

Bevares, jeg skal da ingenlunde blande mig i, hvornår og hvor mange øl, folk drikker, når de er på ferie. Og jo, jeg drikker skam også selv øl på min ferie. Men det er altså ikke just noget kønt syn, når en 55-årig mand står i badebukser med frit udsyn til ølvommen og bæller to fadøl klokken 10.02. Og en igen klokken 10.15.

Hvorfor har folk også så travlt? Slap nu af, I er på ferie! De stakkels bartendere kan jo næsten ikke komme til at åbne baren der klokken 10 om formiddagen, fordi en kødrand af tørstige turister vrimler utålmodigt rundt og kigger afventende på klokken.

Chill, folkens. Klokken er 10. Du har lige spist morgenmad, og det er faktisk kun 10 timer siden baren, og dermed den evige kilde til øl/sodavand/drinks, sidst stod til din rådighed.

Drikkevarer er én ting. Der er desværre noget, der er meget værre.

Det drejer sig selvfølgelig om maden på sådan en ferie. I ved de der kæmpestore buffeter til både morgenmad, frokost og aftensmad, der byder på alt, hvad hjertet kan begære (en lille bonusinfo: i Tyrkiet er de vilde med dild. Som i virkelig vilde med dild. Som i “hey-skal-vi-ikke-prøve-at-putte-dild-i-ALT-vores-mad?”).

Det er her, folk virkelig bliver klamme, egoistiske og decideret ubehøvlede. Har I set, hvor meget mad, folk slæber med ned til deres borde? Og hvor meget af det, de efterlader igen, når de forlader restauranten? Det er direkte ulækkert at se på.

Nu ved jeg ikke, hvordan I gør, når I er ude at spise buffet normalt. Men jeg plejer nu engang at nuppe mig en tallerken selv og så ellers rende rundt i buffetten og fylde lækre ting på. Når tallerkenen er fyldt, sætter jeg mig ned på min plads og spiser.

Det er imidlertid ikke alle, der går efter ovenstående princip, når de skal fortære en buffet. Jeg har set utallige familier, der tilsyneladende deler buffetens delelementer op imellem sig: Hvis du henter en stor bunke brød, så henter jeg kager til dessert, og så kan mor hente et bjerg af pandekager, og så kan far lave et pålægsfad!

Ikke at jeg som sådan har hørt nogen sige den sætning, men jeg har set det udspille sig i praksis. Mange gange. For gud forbyde da, at der måske kunne være udsolgt af pandekager, hvis jeg nu fik lyst til én senere. Så hellere hente 10 nu – bare for en sikkerheds skyld.

Hvad i alverden er det for en gang dovenskab? Og madspild? Behøver I virkelig at indsamle jeres egen buffet nede på bordet? Som I så igen kan vælge og vrage i, og derefter skride fra et bord fyldt med urørt mad. Lad nu bare hver enkelt person fylde en tallerken med dét, man ønsker. Slut, prut (mor er sur nu, kan I fornemme det?).

 

Og så gider jeg ikke engang kommentere på alle de unger, der udelukkende spiste pomfritter og nuggets hele ugen ud. Heller ej vil jeg nævne, at jeg også så voksne mennesker, der stort set levede af dét.

Flashback til juli og august 2014

Flashback til juli og august 2014

… Bedre sent end aldrig – ikke?

Lad os starte med juli 2014. Hvad mon jeg gik og grublede over dengang?

Jeg noterede 9 tegn på, at man ikke er helt voksen endnu (og nej, det er jeg stadig ikke).

saftevand

Jeg brokkede mig over folks latterligt dårlige manerer i biografen.

Jeg skrev en liste over ting, som folk generelt burde stoppe med. Den liste er faktisk stadig ganske up-to-date.

I blev allernådigst indviet i anekdoten om dengang, min veninde glemte min fødselsdag. Altså imens vi var ude for at spise brunch for at fejre det (troede jeg).

Dét er sgu da sødt!

I fik også et helt eksklusivt indblik i min tankestrøm under en løbetur (Hvad? Om jeg nogensinde gennemførte det skide løbeprogram? Tjaaaah. Nej).

Og så var det jo, at jeg fik idéen om at omskrive nogle af de gode, gamle ordsprog til en mere moderne ordklang. Fik jeg egentlig nogensinde fortsat? Ellers er det da ved at være tid.

 

Og lad os så springe direkte videre til august måned 2014.

Jeg fik et mindre flip over, at der var skyr og lakrids OVERALT (og jeg var vist ikke alene).

lakrids

… Dagen efter så jeg Go’ Appetit, hvor de gudhjælpemig skulle lave en aftensmadret med både skyr og lakrids.

kylling i lakrids

Jeg filosoferede også lidt over det der smarte trick, hvor man gemmer chokoladen væk for ikke at spise mere af den (som om!).

Hvornår er man en rigtig blogger? Tja, et godt fingerpeg er i hvert fald disse 10 tegn.

August 2014 var også måneden, hvor hele seancen med Kähler-vasen udspillede sig. Det brokkede jeg mig naturligvis også over.

 

(Det var vist lige på målstregen, at jeg nåede at skrive dette indlæg. Det er jo snart tid til septemberudgaven).

Endnu en uge #52

Endnu en uge #52

1) Jeg er vild med snapchat-opdateringen. Er I også?

snapchat opdatering

2) … Jeg er endnu mere vild med at kigge på andre mennesker, der tager selfies med snapchat nu. I onsdags sad alle mine kolleger fx rundt omkring på deres kontorpladser og gloede ind i deres telefoner, alt imens de åbnede munden og løftede øjenbrynene. Alle skulle jo liiiige tjekke den der opdatering ud!

3) Som flere af jer sikkert allerede er klar over, laver jeg jo også lidt spas og løjer ovre på instagram (ellers kan man tjekke det ud her: @altogingentingdk). Det opdagede Anders Hemmingsen så, og han har lavet et indslag om min profil på mx.dk. I kan se videoen lige her (jeg dukker også op med en kort bemærkning).

metro xpress

4) Min kæreste og jeg har bestilt billetter til en juletur til Berlin i december. Jeg kan selvsagt ikke få armene ned. Jeg elsker Berlin, jeg elsker jul, jeg elsker julemarkeder, jeg elsker vinterhygge, jeg elsker min kæreste, jeg elsker glögg, jeg elsker honningkager, jeg elsker shopping, jeg elsker duften af brændte mandler … What’s not to like?

5) Vi har efterhånden været i Berlin en del gange, men ikke i julen. Så hvis nogen af jer har nogle gode tips til Berlin i december måned, så smid dem endelig i kommentarfeltet.

6) I lørdags tog jeg toget. Der var desværre ikke nok spændende observationer til et helt indlæg (som dette). Der var dog en fyr, der skændes så højt – og længe – med sin kæreste i telefonen, at hele toget var en del af samtalen. Han brugte gloser som “tag dig nu sammen”, “slap nu af” og “nu må du sgu lige spænde hjelmen” gentagne gange. Hyggeligt.

7) Apropos offentlige transportmidler, så tog jeg bybussen forleden dag. Der var tydeligvis nogen, der havde taget McDonalds-mad med. Den lugt kan man bare ikke skjule.

8) Dette blev også ugen, hvor jeg smagte Sport-Cola for første gang i mange, mange år. Det smager jo fuldstændigt af barndom. Nærmere bestemt er smagen 100 % identisk med en smeltet skub op-is med colasmag (der er heller ikke rigtigt noget brus i).

sport-cola

9) Om én uge har jeg fødselsdag. Jeg gider faktisk helst ikke nærme mig de 30 ret meget mere, så jeg tror snart, jeg hopper med på den der vogn, hvor man fylder lige meget hvert år.

10) Skulle der sidde nogle eventuelle sponsorerer derude og læse med, så er min ønskeliste lang (læs: jeg bliver glad for det meste!). På forhånd tak.

Ting jeg undrer mig over

Ting jeg undrer mig over

1) Min iPhones autocorrect. Spiser man for meget slik, når ens telefon automatisk retter lørdagsøl til lørdagsslik?

2) Pellegrino-vand. Undskyld mig, men WTF? Folk burde slappe lidt af med det. Det er VAND! Det skal ikke koste så meget, bare fordi det er puttet i en fin, grøn flaske.

3) Italiensk salat. Er det ikke dybest set bare mayonnaise camoufleret med grøntsager? Og med grøntsager mener jeg cirka 10 ærter, 12 små stykker gulerod og 3 stykker asparges pr. bøtte.

4) Det faktum, at der aldrig bliver sagt farvel i film. Seriøst, har I lagt mærke til det? Der er aldrig nogen, der siger farvel til hinanden. Samtalerne stopper ligesom bare, når én går sin vej eller smider telefonrøret på.

Hvad undrer I jer over?

Endnu en uge #51

Endnu en uge #51

1) Sidste uges sygdom var endelig ved at fordufte mandag morgen, og jeg nåede lige at mærke følelsen af raskhed. Mandag eftermiddag måtte jeg atter smide mig i sengen – nu var jeg ramt af feber. Tak, immunforsvar. Bare tak.

2) Når dét sker, bliver man altså en anelse meget arrig. Heldigvis var feberen væk dagen efter, og jeg var helt frisk og glad igen. Pyh!

3) Det føltes så skønt endelig at være rask, at jeg helt spontant (på et offentligt og ganske befærdet sted) udbrød højt til min veninde, at “jeg da helt havde glemt, hvor fedt det faktisk var at leve”. Det kan man åbenbart godt glemme i løbet af 6 sygedage, hvor man har passet sit arbejde/studie/sociale liv 100% alt imens man konstant har set frem til at komme hjem til dyne, seng og kamillete.

4) Hvad i alverden sker der for al den snak om Andreas Mogensens mor?

5) Og hvad sker der for al den snak om Andreas Mogensen generelt? Bevares, det er da skide sejt med en dansker i rummet og alt det der, men har det ikke fået lige lovlig meget spalteplads efterhånden? Der var da ingen medier, der skrev noget som helst om rumfart før.

6) I torsdags var jeg i biffen med en veninde for at se Sommeren 92. Ja, I læste rigtigt. To piger i biffen for at se fodboldfilm. Hvem skulle nu have troet det?

7) Det kan godt være, der stadig er længe til jul. Men jeg har altså taget hul på årets julekalender-sening. Det er nemlig det eneste gode ved at være syg.

8) Jeg har i øvrigt planer om at anskaffe en julesweater i år. Intet mindre. Min indre Gertrud Sand skal jo tilfredsstilles.

9) Er der nogen af jer, der ved hvor dælen man opstøver en strikkeopskrift til sådan en fætter? (Bare rolig, det er ikke MIG, der skal styre strikkepindene!).

10) Vi er i gang med researchfasen til specialet. Pt. går det mest ud på at se en fandens masse fjernsyn. Okay så. Det er da lige til at klare.

Noget om hvad charterferier gør ved folk

Noget om hvad charterferier gør ved folk

Som bekendt kom jeg jo hjem fra Tyrkiet for et par uger siden. Jeg var på en uges ferie med min kæreste. I ved, sådan en helt klassisk charterferie, hvor man bor på hotel med pool og bar og all inclusive og slapper totalt af. Og hvor man bliver dejlig solbrændt – og en anelse grillet.

I dag skal vi jeg dog snakke om den allermest nederen ting, man altid skal deale med på sådan en tur.

grand pasa

Kan I gætte, hvad det er?

Ganske rigtigt! Det drejer sig om “håndklæder-på-liggestole-ved-pool”-problematikken.

Åh, jeg bliver helt irriteret af at tænke på det. Hvad fanden sker der for alle de mennesker, der skynder sig ud fra deres hotelværelser klokken bræk om morgenen for derefter at løbe om kap ned til poolen og reservere liggestole til hele familien ved hjælp af håndklæder?

STOP. DET. NU. Jeg beder. Det er så trættende. Hvis man vil optage en liggestol, må man sgu da lægge sig i den?!

Jeg lagde mærke til hver eneste dag dernede, at selvom ALLE liggestole var reserverede hele dagen, så var ikke der ikke engang mennesker på en tredjedel af dem. Bevares, man skal selvfølgelig have lov at hoppe i poolen eller i baren eller den slags. Men ellers så fjern dog det håndklæde.

Der var eksempelvis en dag, hvor min kæreste og jeg lå ved siden af tre tomme men reserverede liggestole fra klokken 10 om morgenen – først efter klokken 14 kom håndklædernes ejermænd. Hvad fanden er det for noget pis? Så skulle de liggestole bare stå tomme hele dagen, bare for at I havde et sted at smide jeres dovne korpus midt på eftermiddagen? Alt imens der rendte folk rundt, som ikke kunne finde en ledig liggestol og derfor måtte undvære. Meget fair, det kan jeg godt se.

Sådan noget kan altså bringe mit pis seriøst i kog.

Jeg gad godt lave en verdensomspændende kampagne imod hele konceptet. Lad os starte på en frisk! Så man ikke længere kan reservere de skide liggestole med et latterligt håndklæde. Hvis alle i stedet frigav stolen, når de forlod poolen for at spise frokost/gå tur i byen/sove middagslur/pille næse i lobbyen, ville der sikkert være et helt naturligt flow og udskiftning i stolene, og dermed kunne alle være tilfredse. Og slappe lidt mere af! 3-2-1 nu.

En anden dag kan vi jeg så snakke om, hvad hele all inclusive-konceptet gør ved folk. Fy for den lede …