Thank you, Google #2
Så er det atter tid til at more os over Googles søgeforslag. Og de er jo som bekendt baseret på, hvad folk søger mest på. Du kan læse det første indlæg her.
I dag har jeg valgt temaet ”hvordan”. Lad os kaste os over det med det samme:
Hvordan…
… smitter ebola (okay, det er forståeligt nok, at den står højt på listen i disse dage).
… laver man en app (det er sværere end som så…).
… får man børn (ha! gad vide om børnene i de små klasser slet ikke smuglæser i ”bollebogen” på skolebiblioteket mere? Nu hvor de bare kan spørge Google…).
… dividere man [sic!] (manglende nutids-r er én af mine hadestavefejl. Og hvor er det dog skræmmende, hvis der bliver søgt mere på ”hvordan dividere man” end ”hvordan dividerer man”!).
… ganger man (sig mig, hvad sker der med folkeskolen? Er matematikundervisningen blevet skiftet ud med selvstudier på Google?).
Hvordan kan…
… man let se hvor mange skaller der er i et bestemt atom (nu gælder det også fysikundervisningen! Jeg siger det bare: i min tid måtte vi altså slå op i skolebøgerne).
… jeg tjene penge (Hint: et job er et godt udgangspunkt! Ej, men seriøst – hvem googler det? Hvilket svar håber man på at finde, som man ikke selv kunne have regnet ud?).
… man tjene penge (^).
… jeg blive højere (bad news. Det kan du ikke rigtigt. Jo med stiletter!).
… man se om et æg er friskt (good one!).
Hvordan bliver…
… man gravid (en god tommelfingerregel: hvis du ikke ved, hvordan man bliver gravid, så er du nok ikke moden nok til at blive det).
… man skilt (det er vist noget med dit nemID nu om stunder).
… man model (ak, ja. Det havde mit 12-årige jeg helt sikkert også valgt at google).
… man tolder (?!)
… man rig (hvad er det med folk og penge? Tror de bare, de kan sidde hjemme på deres flade røv og google sig til at tjene kassen?).
Hvordan må…
… baby sove (til den tid kommer jeg nok også til at google ALT babyrelateret!).
… surdej lugte (surt…).
… man sove når man er gravid
… et modermærke ikke se ud (godt, du er opmærksom!).
… jeg træne når jeg er gravid (vi kan da konkludere, at gravide og folk med babyer googler ret meget).
Hvordan får…
… man børn (igen: er ”bollebogen” og seksualundervisningen helt afskaffet?).
… man en kæreste (mon man regner med at finde en skudsikker trin-for-trin-guide eller hvad?).
… man venner (øv, sikke da et trist hyppigt stillet spørgsmål…).
… jeg nemID (skynd dig – hvordan har du betalt regninger indtil nu?).
… man en flad mave (spørg folk på Instagram – der vrimler det med flade maver…).
PS: Der er lidt forskel på, hvilke forslag Google kommer med. Så hvis der dukker nogle andre sjove forslag op ved jer, når I skriver det samme som mig, så skriv dem endelig i kommentarfeltet!