Gang i bollebageriet
Jeg elsker at bage, og jeg elsker at spise hjemmebagte ting. Både brød og kager. Kager er hurtige og nemme at bikse sammen (hvis det altså ikke skal være noget fancy), og det tager jo nærmest kortere tid end at gå til bageren (for så skal man jo stå der og savle i tid og evighed, fordi man ikke kan vælge imellem jordbærtærten og napoleonshattene).
Brød er derimod en helt anden snak. Hver gang jeg går i gang med at bage brød, lykkedes det mig at blive helt overrasket over, at det tager mere end 7 minutter. I skrivende stund har jeg en portion boller til hævning. Og pludselig er det gået op for mig, at der jo fandme går flere timer, før jeg kan spise dem (hvilket er ret trist, for praktikopstart stjæler al min energi og får selv b-mennesker til at gå tidligt i seng!).
Først skal dejen bikses sammen, og dét går jo egentlig ganske hurtigt. MEN så skal vi i gang med hæveprocessen, som gerne tager to timer i alt. Og SÅ skal mine små, deforme dejklumper endelig i ovnen.
Jeg har altså bagt brød utallige gange – hvordan kan jeg glemme igen og igen, at det faktisk er en længerevarende proces? Som jeg endda hader at rydde op og gøre rent efter! Jeg hopper lige i fælden gang på gang. Neeej, jeg kunne da lige hurtigt smække en dej sammen, og så kan vi få hjemmebagt brød…
To-tre timer senere tager jeg endelig brødet ud af ovnen. Nå, det blev så til natmad. Og vi skal skynde os at smage, for vi skal jo snart i seng. Og endelig dukker det klassiske problem op: hvordan pakker man brød sammen, som stadig er brandvarmt?! Jeg skal tidligt op i morgen, så har ikke tid til at sidde oppe og vente til klokken 3 i nat, når brødet endelig er kølet ned.
Men ja ja, ventetid og færdigbagte boller ved midnatstid kan jeg sagtens leve med. Det værste er helt klart rengøringen. Jeg HADER at gøre bordet rent efter æltning. Og skåle og skeer og andre redskaber. Så snart man bruger vand, så er man jo fandme ved at lave en ny dej lige dér midt i karkluden/opvaskebørsten/hånden. Ad ad.
Nå, jeg må smutte. Jeg skal ud i køkkenet og forme mine boller, hvorefter de skal til hævning igen. Puha, jeg bliver næsten lige så utålmodig, som når jeg lægger neglelak.
PS: Nu kunne det godt lyde som om, jeg egentlig ikke bryder mig om at bage. Men det gør jeg! Det må jeg da i hvert fald gøre, siden jeg gladelig går i gang med bageprojektet igen og igen, og først senere i processen kommer i tanker om, at der også er en bagside af medaljen!