Tag Archives: ukoncentreret

On/off koncentrationsbesvær

Vi lider vel alle sammen af koncentrationsbesvær engang imellem, gør vi ikke? Jeg gør i hvert fald. Og det sker ret tit og kan være virkelig slemt sommetider.

Det kommer især til syne, når jeg ser en film eller en tv-serie. Selvom jeg synes, filmen er MEGA spændende, er det bare som om, min hjerne ikke kan lukke alt andet ude. Fuldstændigt ukontrollerbart kommer jeg til at sidde og tænke på alt muligt andet. Selvom jeg stirrer direkte ind i tv’et, opfatter jeg ikke, hvad der foregår.

Om det er vigtige ting, jeg sådan sidder og spekulerer på, siden det får lov at afbryde filmen? Næh. Slet ikke. Det kan være ALT mellem himmel og jord. Som så bare fortsætter ud ad en tangent…

Mon det bliver godt vejr i morgen?
Så tager jeg den grå kjole på.
Som jeg havde sidst havde på til min venindes fødselsdagsfest.
Ej, det var en god fest!
Det var dengang, jeg lige havde købt den.
Og vi drak den der gode hvidvin fra Føtex.
Hvad er det nu, den hedder?
Den skal jeg huske at købe næste weekend, når vi skal holde grillaften. 

Og pludselig; BUM. Jeg vågner op til den virkelige verden og tænker “Fuck, nu glemte jeg at høre efter. Igen!”. Når jeg ser noget alene, spoler jeg tit tilbage (en god vending fra kassette- og VHS-båndenes tid) og ser det sidste minut igen. Når jeg ser det med min kæreste, bliver jeg nødt til at afsløre mig selv: “Ej, jeg hørte ikke lige dét der – hvor er de på vej hen nu?”.

Det samme sker også under forelæsninger og foredrag – ligegyldigt hvor spændende emnet så er. Jeg er bare ikke god til at sidde helt stille og koncentrere mig i alt for lang tid ad gangen. Jeg er også sådan en, der skifter siddeposition hvert minut. Temmelig irriterende faktisk.

løbeshorts

MEN. Når man så rent faktisk godt kunne bruge det her on/off koncentrationsbesvær til noget konstruktivt, bliver det selvfølgelig væk og kan ikke lokkes frem. Jamen hvornår er koncentrationsbesvær da ønskværdigt? Jo, ser I. Det er det lige præcis på en løbetur, eller når man står på en cardiomaskine i fitnesscentret.

På de tidspunkter kunne jeg virkelig godt ønske, at mine tanker løb af med mig, så jeg fuldstændigt glemte, hvad jeg var i færd med. Hvis bare jeg selv kunne tænde for koncentrationsbesværet, kunne jeg løbe et marathon i morgen – så let som ingenting.