Browsed by
Tag: travlhed

Noget om travlhed og ingenting

Noget om travlhed og ingenting

I denne uge har jeg simpelthen så travlt på min praktikplads, at jeg faktisk næsten kun har været hjemme, når jeg skal sove. Heldigvis skyldes travlheden at vi netop er gået i gang med en ny tv-produktion, og jeg elsker det! Så kan man sagtens klare at stå op klokken lort og komme hjem igen klokken lort – og forfra dagen efter.

Jeg ville dog lige kigge forbi bloggen her til aften og dele mine tanker om sådan cirka ingenting. For 10 minutter siden trådte jeg ind af døren og overvejede seriøst at gå i seng. Ja, JEG, det ultimative b-menneske, overvejede at hoppe i dynerne klokken lidt over 21. Men jeg skiftede nu hurtigt mening. Frygter at vågne frisk op klokken 5 i morgen tidligt (som om!).

Der er desuden sket det, at jeg har fået lokket en konkurrence ud af et firma. En lillebitte præmie godt nok – men lidt har jo også ret, ikke? Jeg tænkte bare, at nu hvor bloggen nåede op på 100 følgere på Bloglovin’, så skulle det da fejres med en lille konkurrence. Jeg skal lige have de sidste detaljer på plads, og så skal jeg nok fortælle mere!

Jeg ved godt, at jeg tidligere har takket nej til sponsorerede indlæg (hvilket jeg i øvrigt helt har glemt at skrive et rigtigt indlæg om!), men jeg synes, at en konkurrence er noget andet. For det kommer jo (én af) jer til gode. Og jeg har stablet den på benene udelukkende fordi jeg er SÅ glad for, at I læser med. Det lyder måske lidt klichéagtigt, men det ER jeg altså! Hvis jeg var på millionær-SU, ville jeg købe en gave til jer alle sammen bare for at bevise det.

Nu må I have mig undskyldt. Jeg er færdig med at skrive om ingenting. Vil læne mig tilbage i sofaen og tage en slapper. Min hjerne er pt. kun i stand til at filosofere over spørgsmål som hvorvidt Askepot mon var den eneste pige i kongeriget, der brugte størrelse 38 (eller hvilken størrelse glasskoen nu var), og hvorfor folk bruger sætningen ”jeg tror måske …” – man må vel for fanden vide, om man tror noget. Så har man jo stadig ikke lovet, at man er sikker.

God aften til folket!

Endnu en uge #8

Endnu en uge #8

1) Søndagsindlægget er en dag forsinket, fordi jeg har haft en travl uge og ikke mindst weekend. Fuldtidspraktik, studiejob, weekend på landet og et par aftaler hist og her og VUPTI, så er hele ugen altså bare gået (uh, se mig – jeg har et liv).

2) Antal gange jeg i løbet af ugen er blevet overhalet af ældre mennesker på cykel med hjælpemotor = 11. Jeg bliver lige irriteret hver gang, indtil jeg får øje på motoren. Er det mon for tidligt at ønske sig sådan en cykel til sin upcoming 26-års fødselsdag?

3) Jeg har ikke fået postet et testbillede med #likeforlike på Instagram endnu. Jeg gør det i dag. Eller i morgen! Jeg er lidt bekymret for det, for i min research på hashtagget fandt jeg flere steder, hvor folk skrev kommentarer a la ”Like back, please!”. Er der mon regler om, at man SKAL like tilbage indenfor 2 minutter eller sådan noget?

4) Lørdag morgen stod jeg tidligt op og hoppede i løbetøjet. Da jeg bare manglede at få skoene på, opdagede jeg, at der udenfor var både kraftigt tordenvejr og noget, der lignede skybrud. Fuck! Og så på en lørdag morgen, hvor jeg kunne have sovet en time længere. Jeg blev hjemme i sikkerhed og tørvejr.

5) En halv time senere stod jeg under bruseren og hørte Mads & Monopolet, da strømmen pludselig gik. Dobbelt-fuck. Så stod jeg der i mørke og stilhed.

6) I går aftes valgte jeg at se premieren på Popstars. Eftersom jeg læser medievidenskab og forsøger at opbygge mig en karriere inden for netop tv-branchen, følte jeg det nærmest som en pligt. Okay, jeg så godt nok ikke lige den første halve time. Men jeg tror faktisk, at jeg vil skrive et separat indlæg om programmet en af dagene. Det var i hvert fald IKKE som i de gamle dage med Jon og eyeQ!

7) I fredags sad jeg overfor en pige i bussen, som sad og guffede flødeboller fra Frellsen. Jeg blev SÅ misundelig og havde ret svært ved at skjule det.

8) For kort tid siden fandt jeg jo frem til en ny yndlingsbeskæftigelse på en lørdag aften: at flade ud på sofaen med Matador. Til min store skræk er det lige gået op for mig, at udover nu på lørdag, så har jeg planer HVER lørdag frem til slutningen af oktober. Meget uvant for mit spontane jeg, som ellers nødigt lægger alt for mange planer på forhånd.

9) I dag har Ekstra Bladet skrevet denne artikel om Mascha Vang. Dét kan man sgu da kalde agurketid. De har jo tilsyneladende bare gengivet hendes blogindlæg? De kunne jo lige så godt bare have linket direkte til hendes blog.

10) Gad vide om den slags snart sker for mig? Inden længe skriver EB en artikel om Line fra altogingenting.dk, der har virkelig travlt for tiden, men som alligevel lige har brugt tid på at se Popstars.