Tag Archives: tamagotchi

Flashback til april 2014

Som jeg fortalte om i anledningen af bloggens 1 års fødselsdag, vil jeg indføre et nyt indslag her på bloggen (inspireret af Miriam). Det går ud på, at jeg hver måned vil skrive et indlæg, hvori jeg samler en række forskellige indlæg, som jeg skrev på bloggen samme måned sidste år.

Et tilbageblik er altid hyggeligt. Og så kan man jo ellers bare læse eller genlæse det, man lige lyster. Jeg håber, I kan lide det. Vi starter nemlig i dag! Ja faktisk lige nu. Så byd varmt velkommen til … FLASHBACK!

I april 2014 skete der bl.a. det her på bloggen:

Jeg filosoferede over hhv. børn og voksnes forhold til slik og søde sager. For rigtige voksne er da ikke slikmunde, vel?

IMG_1552

Jeg undrede mig over, hvorfor vi danskere aldrig taler til hinanden i offentlig transport. Og i den forbindelse kom jeg med et ganske glimrende forretningsforslag til DSB.

Apropos offentlig transport, så skrev jeg også en liste med forslag til diverse aktiviteter, man kan foretage sig i offentlig transport (når vi nu tilsyneladende ikke gider tale med vores medpassagerer).

Jeg fortalte en barndomshistorie, der involverede den fantastiske tamagotchi.

Her han så, den gode Ole!

Jeg brokkede mig over den slags mennesker, der stiller sig i en kø og spilder vores andres tid, fordi de ikke kan beslutte sig for, hvilken is de skal have, eller om de skal have en lille eller en mellemstor cola.

Jeg skrev et par lister om ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper (og der var overraskende mange!). De er her og her.

Jeg afslørede de pisseirriterende ting ved shopping (!!) – og ævlede lidt om de forbandede prøverum.

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!

Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

Alle, der er vokset op i 90’erne, kan huske tamagotchien. Det lille elektroniske kæledyr, som man selv skulle passe. Dyret skulle have mad, sove, leges med og holdes renlig. Det var det tætteste, vi kom på en smartphone i vores barndom. En lille æggeformet maskine, som havde en endnu mindre skærm med en superfed opløsning.

Nøj, hvor var det et fedt stykke legetøj. Jeg var virkelig imponeret. Men det var min mor og far bestemt ikke. De havde hørt historier om, hvordan tamagotchien bippede i tide og utide og forstyrrede undervisningen i folkeskolen. Så jeg måtte ikke få en! Hvilken skandale. ALLE pigerne havde jo sådan en. Der var sågar en pige fra parallelklassen, som havde 6-7 stykker. Men ikke lille mig. Så jeg fes rundt mellem alle pigerne i frikvartererne og fik lov at prøve deres. Og når jeg kom hjem plagede jeg mine forældre om lov til at få min egen. Når de atter sagde nej, plagede jeg lidt igen. Men de forbarmede sig ikke.IMG_1491

Jeg lagde hovedet i blød. For en tamagotchi SKULLE jeg altså have. Heldigvis var jeg et meget kreativt barn, så jeg lavede da bare én selv. På få minutter havde jeg tryllet med en tændstikæske, noget karton, en limstift og en kuglepen. Og vupti – min helt egen tamagotchi. Og så legede jeg ellers bare med den (fantasien fejlede sgu ikke noget). Jeg gav den mad, lagde den i seng, legede med den og gjorde den rask, når den blev syg.

På et tidspunkt fik jeg lov at passe min venindes tamagotchi. En hel dag og nat. Jeg var så stolt. Endelig havde jeg en ægte tamagotchi. Det hele gik super fint, lige indtil katastrofen indtraf. Jeg tabte den på badeværelsesgulvet. Og så døde kæledyret (læs: maskinen genstartede). Jeg græd som pisket og var panisk angst for, at min veninde ville blive sur på mig. Nu havde hun passet den så godt og fået den til at blive gammel. Og så slog jeg den bare ihjel! Nu skulle hun starte helt forfra…

Mine forældre trøstede mig (og blev nok lige dér bekræftet i, at det var en rigtig beslutning at nægte mig at få min egen), og derefter løb jeg over til min veninde for at aflevere den tilbage. Hun blev slet ikke sur. Hun spurgte derimod, om jeg ikke ville låne den igen. Men dét ville jeg bestemt ikke…

Og så løb jeg hjem igen og legede med tændstikæske-tamagotchien. Da pigen med 6-7 tamagotchier senere skulle have fjernet mandler, tilbød hun os andre at passe dem imens. Jeg takkede pænt nej. Det havde jeg slet ikke nerver til.

I kan jo så selv gætte, hvad jeg gjorde et par år efter, da jeg ønskede mig en computer…