Browsed by
Tag: spænding

Hvad er det med Tour de France?

Hvad er det med Tour de France?

For en måneds tid siden skrev jeg lidt om VM i fodbold (læs det her og her). Ja, altså ikke på ”jeg-ved-en-masse-om-VM”-måden, for det gør jeg bestemt ikke, men det var mere på ”kom-kvinder-lad-mig-hjælpe-jer-med-den-mest-basale-fodboldviden”-måden.

Nu er VM slut, og vi har i stedet fået Tour de France som erstatning. Dårlig deal! For dét er jeg ikke den største tilhænger af. Jeg kan sgu ikke rigtigt se det spændende i det. For det er jo ikke ligesom i fodbold, hvor der lige kommer et mål i ny og næ, som skaber spænding. Nej, jeg synes faktisk, det er ret kedeligt at sidde og kigge på cykelløb.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg alligevel tænder for det. Men bare som en slags baggrundsmusik. Min far har altid set meget Tour de France (min lillebror og jeg så sommetider med som børn, og vi var ved at dø af grin over navnet Bo Hamburger!), så jeg har på en måde ”fået det ind med modermælken”. Derfor finder jeg det en anelse nostalgisk, hyggeligt og afslappende at tænde for Tour’en og have Dennis Ritter, Jørgen Leth og Rolf Sørensen til at snakke i baggrunden (Ja ja, jeg har jo heller aldrig påstået, at jeg er helt normal…).

Jeg gider dog under ingen omstændigheder sidde og kigge på det. Det er alt for kedeligt. MEN det er til gengæld praktisk, hvis man skal have sig en morfar. Jeg falder virkelig hurtigt i søvn, hvis jeg lægger mig til at se Tour de France sådan med 100 % opmærksomhed mod tv’et. Skide smart sovepille uden alle mulige farlige stoffer (et helt gratis tip fra mig til jer, brug det, hvis I vil). I øvrigt kommer man altså altid til at savne Friends helt voldsomt i cykelløbsperioderne – eller er det bare mig?

Nå, det var lige et sidespring. Vi kom fra, hvordan Tour de France kan ses som spændende? Og om det overhovedet kan det! Jeg har regnet mig frem til tre ting, som måske kan være lidt spændende:

  1. når nogen styrter
  2. når nogen bliver taget for doping
  3. når der køres over målstregen

Men de tre ting foregår selvsagt i en meget begrænset del af den tid, cykelløbet reelt varer. Jeg er ærligt talt dybt imponeret over, hvordan kommentatorerne kan blive ved med at snakke? Der er jo for fanden ikke noget at fortælle hele tiden..

Slutteligt vil jeg bare gerne udvise min dybeste respekt for cykelrytterne! For et par uger siden cyklede jeg knap 20 kilometer med en veninde. Jeg fik SÅ ondt i min røv, at I tror, det er løgn. Så jeg tør slet ikke tænkt på Tour de France-rytternes bagdele. Av av av av…