Browsed by
Tag: snaps

Endnu en uge #21

Endnu en uge #21

1) Jeg har virkelig været en sløv blogger i den forgangne uge. Det er for dårligt, men jeg har simpelthen haft SÅ travlt.

2) Generelt har jeg et ambivalent forhold til netop denne december måned. På den ene side er jeg oppe at køre over julestemningen og at juleaften nærmer sig, men på den anden side er jeg i en slags panik over, at der er så kort tid tilbage af min fantastiske praktikperiode. Som slutter allerede den 19. december. Det kan jeg SLET ikke overskue!

3) Forleden dag ødelagde jeg min neglelak pga. en pistacienød. Min neglelak som jeg netop havde påført. Bare nej!

4) Jeg har kigget lidt på jobannoncer i denne uge. Har fundet overraskende mange eksempler på virksomheder, som vil have kandidater, der skriver fejlfrit dansk – men som samtidigt har irriterende fejl i deres egen annonce. Fx ”Skynd dig at send en ansøgning”.

Klar, parat, julefrokost!
Klar, parat, julefrokost!

5) I fredags var jeg til julefrokost. Og jeg fik ikke overholdt min egen regel om at købe tømmermændsproviant, før jeg tog afsted. Jeg var ikke tilfreds, da jeg vågnede i går!

6) … Jeg måtte seriøst spise en rugbrødsmad med ost, da jeg stod op. Det er bare ikke det, man har mest lyst til, når man vågner op helt svimmel og med både kvalme og en frottébelagt tunge.

7) Efter ostemaden smed jeg mig på sofaen (skulle jo nødigt risikere at være for aktiv). Her blev jeg blændet af den skarpe sol, hvis stråler ramte direkte ind i vores stue. Og her tog jeg mig selv at blive helt irriteret. Sol i december? Ej, men så gå dog væk!

8) Apropos min liste med mål for december, så opfyldte jeg ét af dem i går. Eller det vil sige, at målet blev lavet en anelse om. Min veninde og jeg havde aftalt at holde julefrokost bare os to. Med sild, snaps og hele molevitten. Desværre viste det sig, at vi havde store problemer med at finde en dato i december, hvor vi begge havde tid, og det blev derfor i går. Hvor vi begge var meget ramte af tømmermænd. Så julefrokosten blev lavet om til en hyggeaften på sofaen med junk, pigesnak og julekalender i tv. Bestemt også anbefalelsesværdigt.

9) Jeg er lidt sur på Post Danmark lige for tiden. I mandags stod jeg i kø på posthuset i 17 minutter (!) for at sende en pakke. Som angiveligt skulle nå frem inden for 2-4 dage. Den er bare ikke ankommet endnu. Kan man virkelig tage 57 kroner for den slags?

10) Kan I nu have en ganske fantastisk anden søndag i advent alle sammen. Hvad skal I bruge den på?