Tag Archives: snak

Så ti dog stille og luk munden, når du tygger popcorn

I går aftes var min kæreste og jeg i biografen. Det var skide hyggeligt, filmen var kanon god og spændende, og bland-selv-slikket sad lige i skabet. Ja, jeg sidder faktisk i skrivende stund og spiser de hjembragte rester. Så i udgangspunktet var det en dejlig og succesfuld aften!

MEN (warning: nu kommer irritationsmomenterne væltende) der var dog selvfølgelig liiiige nogle af de andre biografgængere, der ikke kunne finde ud af at opføre sig pænt, normalt og ordenligt.

En lille detalje var, at jeg så flere mennesker tage skoene af og smide fødderne op på sædet foran. Altså ikke mens der sad nogen lige foran, men det gjorde der på sædet ved siden af. Er det bare mig, eller er det dårlig stil? Altså her i sommervarmen (og især lige nu mens en række lækre hedebølger udspiller sig i Danmark) ville jeg da seriøst være ked af at få stukket 10 styks sommersure tæer lige op i hovedet i to timer!

Ikke nok med sure tæer. For det er da trods alt til at leve med. Tre gange under filmen spredte der sig en FÆL, FÆL, FÆL lugt af prut! Helt seriøst, jeg lyver ikke. Hvad fanden sker der? Alle tre gange var lugten meget slem, og jeg kæmpede for at holde vejret. Føj for filan, hvad har folk gang i? Jeg spekulerede seriøst på, om nogen havde genkendt mig (HA! som om) og besluttet sig for at forære mig et oplagt emne at blogge om. Fy for pyffer! Så lad os da lige én gang for alle blive enige om dette: man prutter saftsuseme ikke i biografen. Vel?!

Nå, men det største problem var egentlig, at jeg selvfølgelig kom til at sidde ved siden af to veninder, som ikke kunne holde deres mund. De snakkede og snakkede. Jeg brugte faktisk de første 15 minutter af filmen på at bekymre mig om, hvornår de mon ville holde mund, og hvornår jeg kunne tillade mig at sige noget til dem. Og hvad skulle jeg sige? Bare tysse? Eller skulle jeg undskyldende bede dem om at tie stille?

De kommenterede på filmen i et hviskende men stadig røvirriterende toneleje. Den ene veninde sad også lige et par gange og opfriskede handlingen fra film nummer 1 (vi så nummer 2). Men det kunne de da godt lige have gjort, før filmen startede? Det værste er, at når man først er begyndt at fokusere på den evige summen af hvisken fra højre, så er det umuligt at holde op igen.

Gudskelov gik det lidt i sig selv, efterhånden som filmen kom rigtigt i gang, og det hele blev vildt spændende. Så jeg slap for at irritere mig mere over det. Og de nåede at holde mund, før jeg fik mandet mig op og tysset. Så resten af filmen skulle jeg blot leve med, at hende, der sad lige ved siden af mig, smaskede HELT VILDT, når hun spiste popcorn… Dét kunne jeg dog ikke tillade mig at kommentere på.

Så endelig kunne jeg læne mig tilbage og nyde filmen. At jeg så var virkelig tæt på at give mig til at hyle over en abefilm, er jo en helt anden historie…

Hallo! Vi andre har sgu da også betalt for en billet

I sidste weekend var jeg sammen med en veninde inde og se Uffe Holm Show 4. Det fik mig til at tænke på, hvor irriterende og respektløst det er, når folk sådan et sted (eller i biografen eller teatret for den sags skyld) ikke kan finde ud af at tage hensyn til de andre tilskuere. Det kan virkelig irritere og distrahere mig på det groveste, hvis folk omkring mig ikke selv kan regne ud, at det nok er en god idé at holde sin kæft.

Bag os sad der en flok, som netop havde problemer med dette. Heldigvis var det ikke under hele showet men bare af og til. For det første lød det som om, at det var det sjoveste, de nogensinde havde været med til. Hvilket jo i sig selv var cool nok. For hvis der er noget, der er tilladt til at stand-up-show, så er det at grine alt hvad man kan. Det bliver det kun sjovere af.

Problemet var dog bare, at de ikke kunne lade det være ved latter. De valgte simpelthen også, at de lige ville forklare hans jokes for hinanden i ny og næ. Det fungerede sådan, at når Uffe Holm havde fyret en punchline af, og hele salen brød ud i grin, så var der lige en af dem bagved, der forklarede de andre, hvad det sjove i joken var. Rimelig irriterende at høre på, OG så bliver enhver joke jo bare dårlig, når nogen lige skal overforklare pointen.

Derudover var de så glade for showet, at én af dem sommetider valgte at gentage det,som Uffe Holm lige havde sagt. Sådan imens alle var brudt ud i grin. Meget underligt. Og for at det ikke skal være løgn, havde han også en tendens til at råbe ”det har han fandme ret i!” lidt for mange gange.

Men ellers gik det super fint og publikum var i højt humør. Altså lige bortset fra dem, der sad ved siden af os. På begge sider faktisk. Jeg er overbevist om, at de havde bestilt billetter til det forkerte show (eller var gået forkert), for de fortrak stort set ikke en mine under hele showet. De grinede og klappede max en tiendedel af det, resten af salen gjorde. Fandme også ærgerligt, hvis man troede man skulle ind og se en fin opera, og man havner midt i sådan et stand-up show…

Unge dame, skal vi ikke føre en samtale?

I dag vil jeg fortælle jer en lille historie. I indlægget her skrev jeg om, at folk aldrig taler sammen i offentlig transport. Jeg lagde op til, at det da er oplagt at tale med sine medpassagerer, når man nu alligevel er plantet i samme togkupé i timevis. Bagefter kom jeg i tanker om en episode, hvor jeg rent faktisk talte med en medpassager i flere timer. Og den historie skal I da ikke snydes for (you’re welcome).

Det skete i efteråret 2010 – kort tid efter jeg var startet på Medievidenskab. Jeg skulle med toget fra Århus til København, og jeg havde godt med tømmermænd. Derfor havde jeg egentlig bare planlagt en meget afslappet togtur med musik i ørerne – jeg havde dog også medbragt både en bog og min computer i håbet om at få læst noget pensum. Jeg satte mig på min plads og fandt bog, computer og høretelefoner frem. Med musikken i ørerne lænede jeg mig behageligt tilbage i sædet og lukkede øjnene. Ah. Nu skulle jeg bare slappe af, inden det var tid til at få læst.

Det gik ikke længe, før mine dagdrømme blev afbrudt af en stemme, der sagde ”Undskyld, men hvad er det for en bog?”. Det var en ældre dame, som sad skråt over for mig (og som senere skulle vise sig at være i et gevaldigt snakkehumør!). Jeg skal meget gerne indrømme, at mine første tanker var noget a la STOP med at tale til mig. Jeg orker det ikke. Jeg skal jo bare sidde og halvsove. Og hvorfor begynder hun overhovedet at indlede en samtale med nogen, der sidder med høretelefoner i? Get a hint, woman.

Høfligheden var dog betydeligt større end irritationen, så jeg svarede damen pænt på hendes spørgsmål. Det tog hun som en invitation til at spørge om endnu mere. I starten forsøgte hun også at få den unge fyr, som sad ved siden af hende, med ind i samtalen. Han var dog ret afvisende og sad desuden med et par kæmpestore hørebøffer på. Så nu var der kun den ældre dame og mig tilbage. Snakken gik og efter lidt tid stoppede mine ”Hvordan får jeg mon afsluttet denne samtale?”-tanker.

Den søde dame fortalte om sine børnebørn, sin karriere som folkeskolelærer og sin mand gennem mange år. Hun kiggede i min bog og spurgte interesseret ind til mit nye studie. Hun fik endda også lige et hurtigt kursus i Facebook, fordi hun stirrede så nysgerrigt på min skærm, at jeg blev nødt til at lade hende vide, hvad der foregik.

… Og lige pludselig kørte toget ind på Københavns Hovedbanegård efter hvad der føltes som kun den halve rejsetid. ”Tak for snakken” sagde den rare dame. ”Selv tak” svarede jeg. Og så forlod vi begge toget..

 

Top 3 over overflødige sætninger

  1. Nu er det ikke for at blande mig, men… Øh jo, det er jo så lige præcis for at blande dig. Den sætning bruger man jo KUN, lige inden man blander sig i noget.
  2. Må jeg lige sige noget… Ja okay, men det har du jo så allerede lige gjort.
  3. Vil du have bonen med? Den sætning er dog kun overflødig i de situationer, hvor ekspedienten allerede er begyndt at krølle den sammen, inden man når at svare. Hvilket sker overraskende ofte i Føtex.

 

Iagttagelser fra en togtur

Lige nu er jeg sammen med min kæreste på weekendtur vestpå (hjemme ved moaars kødgryder), og vi tog toget væk fra Århus fredag eftermiddag. Det var vi så ikke de eneste, der gjorde. Jeg havde helt glemt, at mange fik påskeferie allerede i fredags, og i den anledning var der naturligvis en ret stor klump mennesker, som også havde valgt at sætte kursen mod vest.

Her kommer et lille udpluk af nogle af de andre personer i toget:

  • En meget venlig Arriva-kontrollør med verdens højeste ringetone! Hvis nogen var i gang med en middagslur under transporten, så var det i hvert fald slut med det. Først lod han telefonen ringe og ringe, fordi han jo lige var i gang med at tjekke en kvindes billet (det var i øvrigt Torben, der ringede. Han tog den nemlig til sidst).
  • En familiemor med to børn, som hun meget gerne ville sidde sammen med. Det lykkedes heldigvis efter et par omrokeringer af andre venlige passagerer. Hun svingede straks fødderne op på bordet foran sig (man er vel et godt forbillede for sine børn, ikke?) og så tog familien ellers et slag kort.
  • En ung pige, der sad med sin smartphone under hele turen. Da kontrolløren kom, hev hun en print-selv billet, som fyldte en hel A4-side, op ad lommen. Har du overvejet at købe billetten på den smartphone, du alligevel sidder med? Det er topsmart!
  • En ung kvinde, som desværre måtte indse, at hun og hendes veninde ikke kom til at sidde sammen under togturen. Grundet påsketravlheden, havde Arriva nemlig sat to togsæt sammen (og TAK for det i øvrigt), og kvindens veninde, som stod på på en senere station, gik ind i det forkerte togsæt. Kvinden så det ud af vinduet og baskede helt vildt med armene – veninden opdagede ingeting men fortsatte bare. Derefter skyndte kvinden sig at ringe til sin veninde og beordrede hende til at springe ud igen for derefter at entrere det korrekte togsæt. Men der var det allerede for sent. Fløjten lød, og toget kørte. Øv altså! Men rimelig actionpacked at følge med på sidelinjen (årh nej, veninden så hende ikke vinke. Tag så den telefon! Kom nuuu. Skynd dig ud igen kvindemenneske. Løøøøøb…. Fuck. De når det ikke nu! Eller gør de?….)

I aften går turen hjem til Århus igen, så jeg er spændt på, hvilke sindsoprivende oplevelser, der venter os.