Endnu en uge #32
1) Vi har pt. en håndsæbe med en kraftig duft af ingefær. Jeg får derfor lyst til sushi, hver gang jeg vasker hænder – og jeg kan altså ikke engang lide det der syltede ingefær… Det smager jo som om, det er syltet i sæbevand?!
2) Her den anden dag fik jeg en sød besked fra min faster med følgende ordlyd: ”Ser du evt. DR lige nu? Interessant snak om at passe på ikke at vente aaalt for længe med at få børn *indsæt diverse emojicons*”. Kender I den slags velmenende hentydninger fra familien, når man rammer en vis alder?
3) Er jeg den eneste, der er blevet vild med Masterchef med ukendte mennesker? Det er det eneste TV3 program i flere år, der rent faktisk har fanget mig!
4) Fik spærret mit dankort i mandags, fordi jeg åbenbart har brugt det et sted, hvor der har været en sikkerhedsbrist. Har endnu ikke modtaget et nyt. Det blev en billig uge.
5) … faktisk har jeg alligevel de sidste par uger brugt mit fitnesskort mere end mit dankort. Hvad er der sket med mig?
6) I fredags stod jeg i køen i Føtex og skulle købe proteinbarer (jeg hopper naturligvis på den slags), chinabox og en stor pose fredagsslik. Jeg kiggede på mine varer og tænkte, at det var da en underlig kombination. Så fik jeg øje på en pige med frysepizza, chips og toiletpapir.
7) Har I læst om mit cykelstyrt i fredags? Ellers kan I gøre det lige her.
8) Ugen har i øvrigt budt på masser af travle dage i praktik (hvilket nok i virkeligheden er forklaringen på, at dankortet ikke har været så savnet).
9) Jeg er ubeskriveligt misundelig på kvinden, der vandt 315 millioner kroner i lotto i weekenden. Hvorfor sker sådan noget aldrig for mig?
10) … evt. fordi jeg ikke køber lottokuponer.