Browsed by
Tag: paradise hotel

Paradise Hotel vol. 2

Paradise Hotel vol. 2

Kan I huske sidste uges indlæg om Paradise Hotel? Som jeg lige havde set i 10 minutter? Et par af jer ytrede i kommentarfeltet, at det kunne være fedt, hvis jeg gad ”kommentere” på det her på bloggen (og kæft man føler sig sej og cool og ægte bloggeragtig, når læserne kommer med den slags ønsker).

Jeg kommer ikke til at følge med i det sådan helt fast, men jeg har faktisk tænkt mig at lure med i ny og næ. Bare sådan lidt. Når det lige passer. For undskyld mig, men der bliver altså sagt rimelig meget crap. Som man kan grine af. Og som jeg hellere end gerne vil viderebringe til jer.

I går valgte jeg så lige at se en enkelt blok af programmet. Her stødte jeg på noget dumt men komisk. Først erfarede jeg dog, at Fie Laursen var kommet med. I ved hende mobbeofferet, der stod frem i medierne for flere år siden? Som i mellemtiden åbenbart er blevet gammel nok til at deltage i Paradise Hotel (hvor gammel er JEG lige blevet så?). Og som nu åbenbart er en af Danmarks største bloggere (det sagde hun i hvert fald selv i gårsdagens program).

Nå, men det skal slet ikke handle om Fie. I går skete der nemlig også dette:

Tre af pigerne sad i sofaarrangementet og førte en samtale. To af pigerne snakker lidt hen over hovedet på den tredje pige. Pludselig bruger én af dem ordet ”konservativ”, og SÅ kommer den tredje pige på banen:

Piger. Når I skal snakke med mig, må I altså ikke bruge sådan nogen svære ord. Jeg er bare ikke så god til ord. Min mor har aldrig brugt den slags ord, så jeg forstår dem altså ikke.

… Dét kan man da kalde ærlighed for åben skærm!

Et lille gensyn med Paradise Hotel

Et lille gensyn med Paradise Hotel

Så er Paradise Hotel tilbage på TV3 – for Gud ved hvilken gang. Jeg var selv ganske besat af de første 3-4 sæsoner, men så sprang jeg fra. I går aftes overhørte jeg dog lige ét enkelt minut af programmet. Det lød omtrent sådan her:

Deltagerne sidder rundt om bordet og spiser morgenmed.
Fyr: Jeg interesserer mig rigtig meget for politik og samfundsforhold og sådan noget. Jeg har faktisk selv været aktiv inden for politik…
Pige 1: Hvad stemmer du så?
Pige 2: Ej ja, jeg skulle også lige til at spørge, hvad du så stemmer på!
Fyr: Jeg er Liberal Alliance
Pige 1: Hvad gør de?
Fyr: Jamen, jeg går fx ind for lavere skat.
Pige 1: Okay, altså sådan at man skal betale mindre af ens løn i skat? Smart, SÅ er jeg godt nok enig med dig!!
Pige 2 bakker op!

Hold nu helt kæft altså. Hvor uvidende kan man være? Det må være utrolig nemt at score stemmer hos sådan en person… Skal jeg betale mindre i skat, siger du? Altså så jeg beholder mere af min løn selv? Fedt manner. Jeg er ligeglad med, hvad det ellers betyder. Det behøver jeg ikke spørge ind til. Jeg føler mig overbevist. Du har min stemme.

Ej, men altså. Jeg slukkede for tv’et efter at have overhørt scenen. Det bekræftede mig i, at det er godt nok, at jeg ikke ser Paradise Hotel mere. Og så alligevel… Måske jeg netop burde se det? Så jeg kan citere her på bloggen? Dilemma!

 

PS: Glædelig fredag aften til alle. Kan I have en fantastisk weekend!