pandehår Archives - Alt og ingenting

Endnu en uge #9

15. september 2014 Line Nielsen Comments 4 kommentarer

1) For anden gang (i træk!) er søndagsindlægget en dag forsinket. Jeg har simpelthen haft en endnu mere hektisk uge end sidste uge. Men det skal ikke blive en vane, det lover jeg! Min faster foreslog dog sloganet ”Søndagsindlægget… læs det mandag!”, og det er da ikke helt dumt.

2) Hvorfor er det lige, at de der skide cykelløb ALTID skal ligge på det tidspunkt i sendefladen, hvor Venner plejer at ligge? Jeg bliver SÅ skuffet, når jeg kommer hjem fra arbejde og bare liiige skal sidde på sofaen og stene tv i en halv time. Og så er der dælme cykelløb.

3) En af de andre praktikanter på min praktikplads har fortalt mig, at hun er begyndt at løbe, fordi JEG gør. Hun er blevet motiveret af MIG! Helt seriøst, hvem havde lige set den komme? Er det mon det vildeste, der er sket i min løbekarriere so far?

4) Jeg synes, jeg har lige lovlig travlt for tiden. Kunne altså godt lige bruge en enkelt dag eller to som Maude fra Matador! I ved hvor kokkepigen serverer alle måltider, og stuepigen sørger for at rydde op, rydde af og vaske op. Samtidig passer min søster mine børn (hvis jeg da havde nogen), mens manden er ude og tjene stakkevis af penge. Hvis noget ikke passer mig, går jeg bare op og lægger mig! Og ellers sidder jeg da bare og hækler. Og snakker. Og drikker kaffe. Eller går en tur med min pels.

5) Om blot 13 dage er det min fødselsdag. Og jeg har stadig ikke fået strikket en ønskeliste sammen!

6) … i det mindste har jeg fået inviteret folk til den fødselsdagsfest, jeg helt havde glemt, at jeg ville holde.

7) En dag i ugen mødte jeg simpelthen verdens mest uheldige pige. Hun stod foran mig med sin cykel og var på vej i cykelskuret. Først skulle hun dog lige have gravet et eller andet op fra bunden af tasken. Jeg stod bagved med min egen cykel og ventede på også at komme ind i skuret. Først tabte hun sin nøgle. Så tabte hun sin taske. Jeg ville hjælpe hende med at samle op, men hun klarede den selv, sagde hun med et smil. Men så var det dog som om, hun blev helt pinligt berørt over at stå der og tabe sine ting. Og så gik det først galt. Efter to sekunder tabte hun nemlig sin vandflaske. Så røg nøglen på jorden igen. Så tasken. Så var hun ved at tabe cyklen. Der blev brugt gloser som ”Fuuuck mit liv”, men efter lidt asen og masen lykkedes det og vi kom sikkert ind i cykelskuret.

8) Jeg har lyst til at få klippet kort pandehår igen. Men jeg kan ikke finde ud af, om jeg orker at stå der foran spejlet hver morgen og forsøge at få det til at sidde nogenlunde pænt. Desuden var det jo en lidt voldsom oplevelse, sidste gang jeg fik klippet pandehår – se selv, hvor chokeret jeg var:

9) Jeg skal virkelig snart til optiker og få noget mere styrke i mine kontaktlinser. Jeg føler efterhånden ikke, at jeg kan se en skid. Det kan faktisk være ret problematisk og pinligt at gå rundt på gaden, når man ikke kan se, hvem det er, der vinker til én derovre på den anden side.

Hos frisøren

29. marts 2014 Line Nielsen Comments 0 kommentarer

Størstedelen af mine veninder elsker at gå til frisør. De synes, det er lækkert at blive passet, plejet og nusset om. Sådan en lille luksusting i hverdagen.

Det fatter jeg ingenting af! Puha, nej. Det står i hvert fald ikke på min Top100-liste over fede ting i livet. Og da SLET ikke, hvis man skal have vasket hår. Tænk at folk gladeligt betaler i dyre domme for at få lov at ligge med hovedet i en mærkelig håndvask og få hold i nakken. ”Jamen Line, man får jo lækker hovedbundsmassage!”. Det kan sgu godt være, men man kan jo ikke nyde det. I stedet ligger man der helt anspændt og nervøs for at få vand og sæbe i øjnene. Eller endnu værre; ned langs nakken. Det henholdsvis svier og kilder. Så det bliver et kæmpe nej tak herfra. Til hårvask i hvert fald.

Desuden oplever jeg jævnligt, at frisører ikke har den ønskede mængde empati for mig og mit hår. Nogle gange ER det faktisk en ret stor beslutning, hvad der skal ske. For et par år siden gik jeg og overvejede at få klippet kort pandehår. Da jeg kom til frisør, sagde jeg ordret: ”Jeg overvejer lidt, om jeg skulle forsøge mig med pandehår”. Her søgte jeg at få en fagpersons vurdering af, hvorvidt det ville klæde mit ansigt, og om det overhovedet kunne fungere i min manke. Men fra jeg lukkede munden op, til hun satte saksen i mit pandehår, gik der max et minut. ÉT MINUT!

Jeg ved ikke, om hun var halvdøv eller bare havde travlt den dag. For jeg forsøgte ligesom at indlede en samtale, hvor vi kunne snakke om fordele og ulemper og sammen beslutte, hvad der skulle ske med mit hår. Det skulle vi ikke. Hun hørte det tydeligvis, som om jeg sagde: ”Jeg vil gerne have klippet mit pandehår kort, og det skal gå stærkt, så jeg ikke når at fortryde!”.

I det mindste lærte jeg da noget af episoden. Nu kommer jeg ikke længere med den slags udmeldinger, når jeg HAR sat mig i stolen. Jeg bliver stående og forklarer, indtil min frisør og jeg er nået til enighed om, hvad der skal ske. Desuden skiftede jeg naturligvis frisør efter pandehårsoplevelsen – det blev en engangsfornøjelse. Tænk, hvis jeg helt ude af kontekst kom til at nævne ordet gryde næste gang.