Browsed by
Tag: påske

Højtid er godtetid

Højtid er godtetid

Det er næppe nogen hemmelighed, at vores højtider ofte er forbundet med et indtag af lækker mad, godter og slik. Så snart man fejrer en tradition eller en højtid, må man spise næsten hvad man vil. Men usunde madvarer feder jo heller ikke, når det bliver indtaget i forbindelse med en højtid (vel?!).

IMG_1779

Når det er jul, overspiser man til julefrokosterne og skyller det hele ned med øl og snaps. Igennem hele julemåneden laver man desuden julegodter og bager småkager. Til fastelavn slår man katten af tønden, som naturligvis er fyldt med snolder. Hvis man som barn er ekstra heldig, får man også et fastelavnsris med slik på. Og nu til påske holder vi påskefrokoster med alt, hvad det indebærer. Samtidig både uddeler og spiser vi påskeæg. Vi gør os endda den ulejlighed at klippe små, fine gækkebreve for at score et ekstra påskeæg.

Men jeg klager bestemt ikke! For jeg er nemlig vild med stort set alt, der indeholder lidt for mange kalorier og lidt for meget sukker. Men det er da lidt morsomt, at lækker mad og syndige godter ofte er, hvad vi forbinder med højtiderne! Det kunne jo i princippet lige så godt have været lækre selleribøffer med tilhørende bønnefritter og iskoldt vand med citronskiver, som vi havde tradition for at fylde de overdådige borde med til jul eller påske. Men som den slikmund, jeg nu engang er, så er jeg alligevel meget glad for, at det ikke er sådan.

På billedet ser I det fine påskeæg, som vi ”børn” i min familie får hvert år til påske. Det er fyldt til randen med uanede mængder af ting med sukker i. Der er nok til maaaange dage. Og jeg er kæmpe fan af dén tradition!