Browsed by
Tag: musik

Endnu en uge #48

Endnu en uge #48

1) Endelig kom valget! Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er den eneste, der følte, at valgkampen varede flere måneder frem for 3 uger?

valg

2) Ikke kun valgkampen men også selve valgaftenen trak ud. Jeg var nær aldrig kommet op på arbejde fredag morgen, fordi jeg ventede det halve af natten på, at Helle Thorning forlod sit hjem og holdt sin tale. Og så skulle jeg selvfølgelig også lige høre Løkkes tale. Og så var jeg pludselig blevet alt for frisk og kunne ikke sove.

3) En dag i ugen fik jeg hikke 4 gange! Sådan jævnt fordelt ud over dagen. Og jeg havde altså ikke drukket øl eller den slags.

4) Til gengæld holdt en veninde og jeg Baileys-fest i fredags! Det var en succes. Utroligt at man kan drikke sådan en hel flaske uden at få kvalme.

5) … Det kan man dog risikere at få dagen efter. Skulle jeg hilse at sige.

6) Den foregående uge har også lært mig følgende: sennep + rift i fingeren = virkelig smertefuld kombination.

7) I onsdags trænede jeg intet mindre end TO GANGE PÅ ÉN DAG! Får man så ikke en medalje? Jeg var altså ret stolt.

8) Jeg havde hørt en sang et par gange i radioen og var blevet ret vild med omkvædet. Jeg gik og nynnede det, men kunne simpelthen ikke huske andet fra sangen. Og jeg anede ikke, hvem der havde lavet nummeret. Men jeg var besat af at finde det. Efter ret lang tids søgen på google fandt jeg endelig frem til sangen. Det viste sig så at være et dansk boyband med en flok utroligt unge knægte, som havde lavet sangen. Super!

9) … Jo jo, jamen der er da ingen skam i at dele musiksmag med 15-årige piger. Havde jeg lyttet efter i versene kunne jeg måske godt have gættet, hvilken kategori vi havde med at gøre. I kan forresten høre sangen lige her. Og uanset hvad I siger, så er den altså pissegod!

10) Der er kun én ting tilbage at sige: ha’ en fantastisk uge alle sammen. Uanset om den står på ferie, eksamen, arbejde eller noget helt fjerde. Min står på praktik og arbejde. Og lettelse over at den forfærdelige eksamen er ude af verden.

Spice up your life

Spice up your life

I tirsdags faldt jeg over en post på facebook fra selveste Melanie C. Hun skrev, at det var præcis 18 år siden, det første Spice Girls-album udkom. Seriøst? 18 år? Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så det (sludder for jeg lå i min seng. Men det lyder godt). Jeg var da godt klar over, at det efterhånden er mange år siden, men ikke SÅ mange.Spicegirls-spice

Det fik altså sat en masse minderige tanker i gang i hovedet på mig. Jeg var jo SÅ stor fan af Spice Girls. Ligesom alle de andre piger på skolen. Og ligesom mange af jer nok også var.

Vi samlede på diverse Spice Girls-ting. Jeg havde både pennalhuse, blyanter, viskelædre, lineal, t-shirts (jep, dem der stumpede på maven), plakater og selvfølgelig cd’er! Vi købte også Spice Girls-tyggegummi (til 50 øre stykket) for at få et lille klistermærke med – og selvfølgelig for at puste lyserøde tyggegummibobler ligesom Emma.

Men mest af alt samlede vi på Spice Girls-billeder. Som naturligvis blev opbevaret i de originale Spice Girls-mapper. Jeg brugte alle mine lommepenge på de ih så flotte billeder. Købte pakke efter pakke. I håb om at komme i besiddelse af de allermest sjældne af slagsen (som var de sort/hvide solobilleder med autografer på, hvis nogen skulle være i tvivl). Ethvert frikvarter blev brugt på at bytte billeder med veninderne.

Som mange andre piger optrådte vi også som Spice Girls. Det skete til morgensang flere gange. Vi indøvede en koreografi og stod der og skrålede med. Og vi fik også taget vores egne Spice Girls-billeder flere gange (min venindes stakkels mor måtte flere gange bruge timevis på at tage billeder af os i forskellige poses). Jeg vekslede mellem at være Victoria og Mel C. Sommetider snobbet og andre gange mere sporty i det.

Desværre foregik alt dette før digitalkameraet kom til verden (i hvert fald til min verden) – ellers havde I naturligvis fået lov at se mig i en vaskeægte Sporty Spice-pose med benet sparket højt i vejret!

Var I også store Spice Girls-fans? Og hvem var I, hvis I skulle optræde eller have taget billeder?

 

Stram op!

Stram op!

Jeg har aldrig været i forsvaret. Til gengæld har jeg været til ”Stram Op” i et fitnesscenter mange gange, og er det ikke næsten det samme?  Man tropper op til tiden, står pænt på rad og række og kæmper for at gøre alt, hvad instruktøren siger. For man er mildest talt rædselsslagen for at blive udstillet foran hele holdet, hvis man ikke kan holde ”planken” i lige så lang tid, som alle de andre. Tænk nu, hvis de også bruger kollektiv afstraffelse i fitnesscentrene, og instruktøren pludselig råber ”Stop, stop, stop! Alle starter forfra. Vi skal lige have hende nede i hjørnet med igen”. Det vil man da for alt i verden ikke have siddende på sig.

For knap fem år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, meldte jeg mig straks ind i et fitnesscenter og drog spændt afsted til min første ”Stram Op”-time. Min første tanke, da jeg trådte ind i salen, var: ”Der stod sgu da ikke noget om dresscode?!”. Jeg var tydeligvist underdressed. Noget, jeg dengang slet ikke vidste, man kunne være i et fitnesscenter (for det kunne man bestemt ikke i det lokale fitnesscenter, jeg var vant til ude på bøhlandet). Alle de andre var smart klædt på i fine farver, dyre mærker og jeg skal komme efter dig. Deres hår sad pænt, og de havde mascara på. Mascara! Klokken var 8 om morgenen, og jeg var væltet direkte ud af sengen og afsted. Jeg troede netop, at dét var det smarte ved at vælge et morgenhold. But no.

Jeg forsøgte at gemme mig på bagerste række. Så opdagede de andre måske ikke, at jeg havde morgenhår og et par løse, forvaskede puma-shorts på. Pludselig tændte instruktøren for musikken og skruede tilsyneladende op må max volumen. Hvis jeg ikke var helt vågen før, så blev jeg det da nu. Og så begyndte hun ellers at råbe ind i mikrofonen og udføre en masse øvelser. Ordre på ordre gav hun os. Gør lige dit og gør lige dat. Jeg kæmpede febrilsk for at følge med, men instruktøren lignede ikke en, der syntes det var hårdt. Hun havde jo endda overskud til konstant at råbe til os.

På et tidspunkt begyndte hun at gå rundt imellem os. Sveden løb i forvejen ned af mig, mens jeg kæmpede med armbøjningerne, men det blev kun værre, da jeg fornemmede hendes skridt nærme sig. Og selvfølgelig gjorde jeg det ikke korrekt. ”Du skal lige lidt ned med numsen engang” forklarede hun pædagogisk.

Men jeg gav ikke op. Jeg mødte op igen og igen. Fik dog aldrig smag for det. Til sidst blev det for meget med de højtråbende og lidt for smarte instruktører, diskoteksmusikken, der strømmede ud af højttalerne, og de piger, der stod i omklædningsrummet og tog make-up på eller glattede hår, før de skulle ind og svede. Derfor valgte jeg at afslutte mit ellers så hede forhold med Stram Op.