Tag Archives: mor

Hørt i Føtex

En mor kommer gående med sine to børn. Børnene har begge en vare i hver hånd, og moren har en pakke i den ene hånd. Moren tager en kasse slik i den anden hånd.

Mor: Så unger, nu har vi alle noget i begge hænder. Nu kan vi ikke købe mere…
(Genialt forældretrick for at få børnene til at holde op med at plage, tænker jeg og skriver det bag øret!).
Dreng: Eeej, mor! Jeg kan altså sagtens bære noget mere.
Pige: Ja, det kan jeg også.
Mor: Ja, men vi skal ikke have mere!
Kort stilhed. Drengen kigger rundt på varerne.
Drengen udbryder: Men mor, folk tror jo vi er helt vildt usunde. Prøv lige at se, hvad vi har købt.
Mor: Haha, gud ja, vi har kun købt slik og sukker. Men det er fint nok. Vi skal jo også have aftensmad!

… og dette indlæg er altså ikke skrevet for at dømme familien (hvis nogen da skulle tro det). Tværtimod. De så sunde, raske og glade ud. Og de grinede. De var sjove, og de gav mig et smil på læben. Men hvor atypisk er det ikke lige, at et barn ikke bare er lykkelig over alt det slik, de har købt, men derimod bekymrer sig over, hvad andre mennesker tænker? 8-årige mig havde altså bare tænkt ”Orv, hvor må alle de andre være misundelige på os lige nu”.

Du kan læse “Hørt i Netto” lige her.

Moaaaar, fortæl mig om kridttiden

I går skrev jeg jo om, hvordan børns manglende begreb om alder og tid havde resulteret i mange sjove spørgsmål og kommentarer.

Det satte i øvrigt gevaldigt gang i hukommelsen, så nu husker jeg pludselig en masse andre sjove børnereplikker. Dem deler jeg naturligvis med jer en anden dag. Indtil da kan jeg løfte sløret for, at nogle af børnene seriøst troede, at jeg gik i institutionen frem for at arbejde der. Så deeet. Men det er måske positivt nok; så holder man sig VIRKELIG godt! Ole Henriksen go home, for jeg ligner en på 8 år.

Nå, men i forhold til det med viden om tid og alder, så var jeg naturligvis ikke et hak bedre, da jeg selv var barn. Dette er en sand historie fra min barndom, som selveste min mor er den lødige kilde på:

4-årig Line: Moaaaar, hvornår fandtes der egentlig dinosaurer?
Mor: Uha, det var for mange, mange, MANGE år siden!
4-årige Line: Nå, så det var dengang du var lille…

 

(Ak ja. Hende den lille Line havde meget at lære).

Voksne spiser jo ikke slik

Som jeg har nævnt tidligere, så er jeg en rigtig slikmund. Jeg elsker ikke kun slik men også chips, kage og alt det andet fy-fy! Faktisk så meget, at da jeg forleden dag i frokostpausen på jobbet snakkede med mine kolleger om, hvorvidt vi bedst kunne lide slik eller chips, så kunne jeg bare ikke vælge. Jeg kunne seriøst mærke, at jeg fik helt dårlig samvittighed over for chipsene, hvis jeg sagde slik – og omvendt. Ja, I know. I’m a crazy woman.IMG_1552

Som barn var jeg (sjovt nok) også helt vild med slik. Fredagsslik var næsten ugens højdepunkt – på en delt førsteplads med Disney Sjov vel at mærke. Men dengang undrede jeg mig gevaldigt over, at min mor kunne sige nej tak til slik. Det var jo vanvittigt?! Hvordan i alverden kunne hun det? Jeg syntes, det var sejt, at hun sommetider bare helt køligt takkede nej, hvis vi fx var på besøg hos nogen, der tilbød os chokolade.

Hjemme hos os var slik kun tilladt om fredagen. Jeg kan dog huske en enkelt undtagelse, hvor jeg ved et uheld havde proppet min vitaminpille op i næsen (?!) og ikke kunne få den ud igen. Av for pokker hvor gjorde det ondt! Jeg græd og græd. Der fik jeg vingummier på en ganske almindelig hverdag. Optur alligevel.

Hos min bedstemor og bedstefar stod der altid en slikskål fremme. Altså sådan helt frit fremme fyldt med slik – også selvom det ikke var fredag. Når vi kom på besøg, løb min bror og jeg altid direkte ind i stuen og kiggede i slikskålen. Og så gik vi ellers i gang med smagsprøverne. Det undrede mig naturligvis meget, hvordan mine bedsteforældre bare kunne have sådan en stor, lækker skål med slik stående. Hvordan kunne de lade være med at spise af det? Det måtte absolut være, fordi de var voksne ligesom min mor.

Jeg havde en forestilling om, at det automatisk ville ske, at man kunne sige nej tak til slik, når man blev voksen. Men nu sidder jeg her som 25-årig og tænker: Hvornår bliver man egentlig voksen? For det er jeg da i hvert fald slet ikke endnu…