Alt og ingenting

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)