Tag Archives: marcipan

Juhuu, 1. december

Så hoppede vi ind i december måned. Det føles bare godt hver gang, ikke?! Også selvom det var bidende koldt i morges, og jeg for første gang måtte pakke mine ører ind i et pandebånd for ikke give dem forfrysninger på vej på arbejde. Alt det er fuldstændigt ligegyldigt, fordi man har den der ”1. december-følelse” i kroppen. Så kan vinteren bare komme an. Også sneen!

Min pakkekalender fra min søde kæreste.

Min pakkekalender fra min søde kæreste.

Når nu december uden tøven ER min yndlingsmåned på hele året, så vil jeg naturligvis gerne have det maksimale ud af den. Derfor vil jeg nu lave det der ganske klassiske blogindlæg med ting, jeg gerne vil nå. Så her kommer det. I denne fantastiske december måned vil jeg:

  • Få udarbejdet en ønskeliste, der sparker røv. Gerne i god tid (hvilket faktisk allerede er lidt for sent, fordi både min mor og min far presser på).
  • Huske at købe tømmermændsproviant FØR jeg drager afsted mod julefrokosterne (hold kæft, hvor kan tømmermænds-Line blive sur på præjulefrokost-Line, som dagen forinden kun købte strømpebukser i Føtex og ikke tænkte på, at nogen kunne få brug for cola og ostepops dagen efter!).
  • Se Pyrus på TV 2 så tit som jeg kan komme til det. Det føles bare helt anderledes i tv end på dvd. Uforklarligt.
  • Forsøge at følge med i den nye julekalender på DR 1. Jeg tror, den er spændende! Også for en 26-årig… (jeg skal virkelig snart stoppe med at tale om julekalendere herinde).
  • Spise æbleskiver mindst tre gange. Helst fem.
  • Købe julegaver i bedre tid end sidste år. Hvilket nærmest er umuligt ikke at gennemføre, for jeg var i usandsynligt dårlig tid sidste år.
  • Spise store mængder marcipan. Jeg fortryder altid i januar, at jeg ikke spiste lidt mere!
  • Prøve at lave de der lækre daddelkugler, som alle snakker om.
  • Bage mindst to slags julesmåkager.
  • Holde julefrokost med min veninde helt alene. Kun os to, fordi vi kan.
  • Nyde min juleferie og give mig selv lov til at udskyde den (lorterøvs-) eksamen uden dårlig samvittighed.
  • Spise lidt mindre flæskesteg juleaften, så der er plads til mere risalamande. Jeg er en sucker for risalamande! Og mandelgaver.
  • Lære at drikke glögg. Det MÅ kunne lade sig gøre.

Hvad vil I nå i december måned?