Browsed by
Tag: likes

”Jeg er ikke sådan én, der går op i Facebook-likes”

”Jeg er ikke sådan én, der går op i Facebook-likes”

… alle dem, der siger den sætning, lyver. I større eller mindre grad. Jeg har dog alligevel altid set mig selv som en person, der gik meget, meget lidt op i alt det med likes. Man har aldrig hørt mig sige ting som: ”Ej prøv at se, billedet har fået 26 likes på 44 minutter” eller ”Tjekker du ikke lige, hvor mange likes, vores billede er oppe på?” (og ja, begge sætninger har jeg hørt udtalt flere gange i forskellige varianter).

Mit forhold til de famøse likes ændredes dog alligevel lidt (okay meget), da jeg begyndte at blogge. Nu sidder jeg og klapper en lille smule i mine små, fedtede (grundet sommervarmen altså) hænder over ethvert like i altogingenting.dk-sammenhæng. Hvad enten det er et like i bunden af et indlæg her på selve bloggen, et like på bloggens facebook-side eller et like til facebooksidens opslag med links til nye blogindlæg.

Ja, jeg bliver glad for alle likes’ne. Så lad mig da lige benytte lejligheden til at takke jer mange gange. I gør en stadig næsten nyudklækket blogger meget, meget glad i låget ved hjælp af likes og kommentarer. Jeg takker og bukker helt vildt. For lige så meget som jeg ELSKER at skrive, lige så meget elsker jeg, at I rent faktisk læser med derude. Dét er fedt!

Så nu tør jeg sgu godt indrømme, at jeg er begyndt at blive lidt fan af disse likes! Derfor sidder jeg også pænt skuffet tilbage nu og er vidne til, at wordpress/facebook (jeg kan ikke lige lokalisere, hvor fejlen ligger) i løbet af de sidste dage har fået en ny vane med at nulstille antallet af likes under de enkelte indlæg. Det er indtil videre sket for indlæggene ”Det fede ferieliv” og ”Jeg hader (stadig) at løbe”. Og jeg har en lille mistanke om, at det samme sker for gårsdagens indlæg, så snart jeg poster dette indlæg!

Så hermed bringer jeg en officiel ”like-hunter”-bøn: Halli hallo facebook/wordpress/hvem-der-end-gør-det, lad venligst være med at tage alle mine likes fra mig. Nu var jeg lige så glad for dem… Gad vide om det er de drillenisser, der stjæler strømper og hårnåle, som nu også stjæler likes?! Jeg undskylder i hvert fald mange gange, at jeres fine likes sådan bare er forsvundet ud i den blå luft, og jeg arbejder på at løse mysteriet.

Nå, men udover dét, så vil jeg bare sige GOD WEEKEND til jer alle!

(PS: Skulle der sidde nogen derude, der har oplevet det samme eller blot kender forklaringen/løsningen på problemet, så råb gerne op!).